Johanne Margrethe Jensen Møller

11. marts 1881 – 30 marts 1978

Moster Hanne var slet ikke moster. Hun blev kaldt Hanne og var halvsøster til min farmors far, Mads Jensen. Mads og Johanne havde samme far, Chresten Jens Christensen Møller, men hver sin mor. Mads var 21 år ældre, end Hanne.

Lige før Hannes konfirmation døde hendes mor. Og da hendes far var sømand og ikke ret ofte hjemme, kom Hanne i huset hos sin halvbror, Mads. Han havde en datter, Agnes (min farmor), som var 5½ år yngre, end Hanne. Agnes og Hanne blev derfor næsten søstre. Men også kun næsten.

Da far og hans søskende var børn, spurgte de deres mor, hvorfor de ikke havde en moster. Så svarede moren: “Jamen, I har jo moster Hanne, som bor ovre i København.”

Johanne konfirmation 6. oktober 1895
Hovedkarakteren efter mellemskolen var ug?

Hanne blev født i Mellemgade i Nibe 11. marts 1881. Hendes far hed Christen Jens Christian Jensen Møller. Han var sømand/matros på færgen Prior mellem Aalborg og København. Han døde, da Hanne var 20 år. Hendes mor hed Bolette Sørensen. Hun døde, da Hanne var 14 år.

Hannes far, Hanne, storebror Christian, Hannes mor

Hanne havde to helbrødre: Den ene hed Aanon Ferdinan Chr. Peter, 1871-1898. Han blev gift, og udvandrede til Amerika. Der døde han i en ulykke, da Hanne var 17 år. Den anden bror hed Teodor Christian, 1874-1900. Han blev gift og boede i Hasseris. Han blev næsten blind og var fattig. Men skønt Hanne også boede i Aalborg, så hun ham ikke ret ofte, fordi halvbroren Mads, som Hanne boede hos, ikke brød sig om Christian.

Faktisk kan man jo sige, at Hanne måtte klare sig selv, og det gjorde hun. Hun blev en selvstændig kvinde og fik en uddannelse som bogholder, hvilket ikke var særlig almindeligt på det tidspunkt.

Dengang blev børnene i klassen sat sådan, at de dygtigste sad forrest og de “dummeste” sad bagerst. I et interview fortalte Hanne om at starte i skolen:

Så da jeg havde siddet ned et par dage der på nederste plads, så kom læreren og sagde: “Kom du med mig herop”, og så satte han mig øverst, og jeg havde jo ikke gået i skole før, men jeg havde jo sådan gået og lært af drengene at læse og sådan. Noget må jeg jo have gjort, for jeg ved, at mor senere har sagt, at de ikke kunne begribe, hvordan jeg havde lært at læse …

Jeg var altid nummer ét, Poul …”

2. mellem Danmarksgades Skole Aalborg. Hanne i midten bagerst, i sin sorte konfirmationskjole. 1895

Efter at Hanne havde arbejdet i huset hos sin halvbror og også i hans manufakturforretning i Aalborg, blev hun først ekspeditrise i en kaffeforretning i Bispensgade 17. Derefter var Hanne 4 år i Viggo Madsens boghandel, der lå i Bispensgade 20, og hun blev uddannet boghandlermedhjælper.

Frøken Johanne Møller, der i 3½ Aar har haft Plads i min Forretning, har i denne Tid, foruden andet Arbejde, ført mit bogholderi til min fulde Tilfredshed.

Det har i det forløbne Tidsrum glædet mig at see den Interesse, Dygtighed og Pligtopfyldelse, hvormed hun har beklædt sin Plads, og det er min Overbevisning, at man vil kunne vente et dygtigt Arbejde af hende, saavel ved Ekspedition som paa en Kontorplads.

Hanne førte al regnskabet for boghandleren. Han var så tilfreds med hendes arbejde, at han sørgede for, at hun kunne gå op til eksamen i bogholderi mm. på Aalborg Handelskole og Handelsinstitut. Hun afsluttede eksamen som bogholder med ug?.

I 1910 flyttede Hanne til Aarhus. Hun blev ekspeditrice i en trikotageforretning. Der blev hun forfremmet til indkøbschef.


Desværre blev Hanne syg. Hun kom på hospitalet i Aarhus og blev opereret for en mavesygdom, og hun måtte opgive sit gode arbejde. Sygdommen kom til at påvirke resten af hendes liv.

Hanne kom på rekreation 1 måned på Komtesse Agnes Lerches Rekonvalecenthjem i Jyderup. Der traf hun frk. Anine Johansen, som var lærerinde på Kvissel Skole. Hanne traf også anden lærerinde, Anna Søeborg, som arbejdede i Frederikshavn, og som var svigerinde til Anine. Hanne blev inviteret til at komme på rekreation på landet hos frk. Johansen.

“Kunne De ikke have lyst til at komme op og rekreere Dem lidt her paa Landet, indtil De bliver bedre?” spurgte Frk. Johansen. “Og så blev jeg der i 20 år!” fortalte Hanne”

Hanne flyttede ind hos Anine på skolen i Kvissel. Anine var 54 år. I folketællingen 1916 står der: “Johanne Møller, 35 år, selskabsdame, husgerning, syning hos Anine Johansen”. Hanne passede huset, broderede til en forretning og førte regnskab for både en boghandler i Frederikshavn og for et stort maskinværksted.

Kvissel Skole
Hanne og Anine
Lærerinde frk. Johansen og frk. Møller i lærerboligen på Kvissel Skole

Omkring 1920 blev Anine pensioneret som lærerinde, og Hanne og Anine flyttede til København. I Gentofte boede Anines bror, Vilhelm Anton August Johansen, og hans hustru, Agnes Søeborg, i en villa med deres tvillinger Else og Kaj. Broren indrettede en lille lejlighed på 1. sal i villaen til Hanne og Anine. Hanne havde fået en ny familie, som hun også var meget glad for og meget sammen med.

Villaen i Gentofte
Hanne med hvid hat i midten

I vores familie blev Hanne jo kaldt moster Hanne, men i Anines familie blev hun kaldt for Jonna. Da jeg var barn, har jeg mødt nogen fra den anden familie hos Hanne, og jeg blev ret jaloux. Det var helt forkert, at de kaldte hende for Jonna, og det var jo min moster Hanne!

Hanne og Anine flyttede, og de boede i forskellige gode lejligheder i Gentofte og Skovshoved. Men i 10. januar 1933 døde Anine, 70 år gammel. Hanne var enearving, og mange af de lidt finere gamle ting, som jeg nu har stående, stammer fra Anine, fordi far arvede moster Hanne.

Efter Anines død var Hanne husbestyrerinde for forskellige ældre frøkener, men i 1940 lejede hun en herskabslejlighed på Edisonsvej 12 1.sal på Frederiksberg. Hun havde selv en stor stue og et lille kammer. De andre værelser lejede hun ud til “damerne”. I lejligheden var der et stort køkken og et badeværelse med badekar. Der tog mor og jeg skumbad, når vi besøgte moster Hanne.

Moster Hanne var en nydelig, dannet og kultiveret dame, som gik i spadseredragt og med hat, og med hvide handsker om sommeren. Og som sagde: “Vil De være så elskværdig at række mig sukkerskålen?”

moster Hanne og mig. 1953

Moster Hanne fik grøn stær og blev næsten blind. Hun havde altid læst meget i sit liv, og nu lånte hun lydbøger fra blindeinstituttet. Hun afspillede dem på en spolebåndoptager.

Moster Hanne døde 30. marts 1978. Hun blev 97 år.