Agnes Marie Egoine Jensen

På en lille hylde stod et lille foto af en lille smuk pige. Hele min barndom har jeg beundret det billede af min farmor som barn.
Farmors fars familie stammede fra “Klitgaard”, som oprindelig var en avlsgård under Store Restrup Herregaard. Den lå mellem Aalborg og Nibe. Familien har nu ikke været godsejere, men tyende. Og familien talte både fattiglemmer og uægte børn!


Chresten Jens Christensen Møller /Christen Jensen Møller f. 1839, Aalborg, Hornum, Nørholm, “Klitgaard”. Han var farmors farfar. Hans far hed Jens Chresten Knudsen Møller og tjente på Ridemanns Mølle. Deraf tilnavnet Møller.
Christen blev gift med Bolette Sørensen, og de fik 4 børn, som alle fik efternavnet Jensen Møller. Deriblandt Johanne Margrethe Jensen Møller, som vores familie kaldtes moster Hanne.
Christen var sømand. Han sejlede som mastros på færgen Prior mellem Aalborg og København
Før ægteskabet med Bolette fik Christen en uægte søn med enke og fattiglemmerske Mariane Andersdatter. Denne søn kom ikke til at hedde Møller. Det var min oldefar, Mads.
Mads Jensen
Mariane Andersdatter (min tipoldemor) var gårdmandsdatter fra Veggerby, og hun var først gift med Mads Sørensen. De boede i Veggerby og Frejlev, og de fik 2 børn, Ane Kirstine og Anders Madsen
Efter Mads Sørensens død, fik Mariane fattigforsørgelse. Christen Jensen Møller kom “lige forbi”, og deraf kom Mads Jensen til.
Senere giftede Mariane sig med Joseph Vollbrecht. De boede i Nørholm og fik 2 børn sammen, Rosine og Jens Joseph. Mads Jensen voksede op sammen med Marianes 4 andre børn.
Mads kom i lære som murer. Men det, han murede, var skævt, så det opgav han. Så drog han rundt “med pakken”. Dvs. han solgte uld. Og han havde en hestevogn med en sød hest, som hed Sur.

Soldat: Mads var Sømillit i 18 mdr. (1883 -1885)

Mads Jensen blev gift med Inger Marie Christendatter i 1886. De blev gift i Sulsted Kirke.
Inger Marie kom fra Sulsted. Som ung pige tjente hun hos præsten. Og hun syede for folk. Farmor Agnes fortalte om sin mor:
Så lærte hun at sy. Hun gik rundt og syede. Og først syede hun jo med nål og tråd. Og så fik hun en symaskine, og den slæbte hun jo på, eller hvem der kørte den, hvor hun skulle sy. Hun havde en kunde, hun ville have håndsyet. Hun ville ikke have symaskine, for det duede ikke! Det skulle være håndsyet. Men så havde den her kone tilfældig fået noget, der var syet på maskine, og det kunne hun ikke pille op! Så kunne hun bruge symaskine!
Mads Jensen klarede sig godt. Han fik en lille butik, men det var hans kone, Inger Marie, som skulle passe den, mens han selv drog rundt. De måtte kun sælge hjemmelavede ting. Det var trikotage. Det var der kontrol med. Senere fik han en større manufakturhandel, hvor de solgte alt muligt. Der var mangel på mange ting, så de solgte fx sytråd, som blev viklet om små stykker pap, så der var til alle kunder.
Farmor fortalte:
Men i Sundby, der lejede de sådan en lille bitte butik. Den var lille! Og den skulle hun jo så passe. Og hvad hun sad og hæklede og strikkede, det blev solgt i den butik. Og så ellers hvad han kom hjem med. Og han blev meldt engang. For de måtte jo ikke gå med noget, der var lavet på fabrik. Det skulle være håndarbejde. Men hvordan det gik, det ved jeg ikke, men han blev meldt… til politiet i Sundby… De måtte kun gå med hjemmearbejde.”


Mads Jensen gjorde det godt økonomisk. Han ejede flere ejendomme i Aalborg. Familien har boet i Priorgade 16. Derefter flyttede de til Vestergade i Nørre Sundby. I 1890 boede de i Slotsgade, hvor der var en lejlighed oven over manufakturforretningen.

Mads og Inger Marie fik sammen to børn. Agnes Marie Egoine f. 1886 og Harald Emil f. 1890. Harald var ønskesønnen, og der blev gjort stor forskel på de to, og også på, hvad der blev givet til børnebørnene. Agnes og Harald blev uvenner og så ikke hinanden i de sidste mange år af deres liv. Uvenskabet opstod sandsynligvis i forbindelse med arv. Da Inger Marie blev enke, boede hun nogen tid hos sønnen Harald.



I 1936 holdt Mads og Marie guldbryllup
Mads Jensen døde i 1947, 82 år. Inger Marie døde 1954, 89 år
Agnes Marie Egoine
Agnes blev født 27. december 1886, Vor Frue sogn Aalborg, Priorgade 16. Da hun var 3 år, flyttede familien til Vestergade, Nørre Sundby. Men allerede samme år flyttede de videre til Slotsgade 9 i Aalborg. Der blev lillebror Harald født på hendes fødselsdag, altså også d. 27. december, men fire år senere.
Da Agnes var 8 år, flyttede Johanne på 14 år ind i familien. Johanne var halvsøster til Agnes´ far, Mads Jensen. Hendes mor var død, og hendes far far havde arbejde som sømand. Johanne var familie, men hun skulle først og fremmest fungere som pige i huset og medhjælp i forretningen. Der var 5½ år mellem de to piger.
Mads Jensen købte en villa i Nørre Tranders. Villaen hed “Skrænten”. Men Inger Marie syntes, at det var alt for langt ude på landet, og hun følte sig ensom. Både Mads Jensen gik til fods ind til forretningen i Slotsgade om morgenen, og så hjem til Nørre Tranders for at spise til middag. Derefter gik han tilbage ind til byen. Johanne gjorde rent i villaen om formiddagen. Men hun skulle gå hun ind til forretningen i Slotsgade før middag og passe den resten af dagen. Det blev for meget for Inger Marie at være alene, så derfor købte Mads ejendommen i Øster Gravensgade med baghus og en hønsestige. Der delte Agnes og Johanne et kvistværelse. Men Johanne var nu det meste af tiden i Slotsgade og passede forretningen.
Agnes gik på privatskolen Aalborg nye Skole (hed senere Cand. Mag. Møllers Realskole) i Rantzausgade.

i 1901 blev Agnes konfirmeret. Det var, mens de boede på “Skrænten”
Hun var som ung ansat på Skørping Hospital som
køkken assistent.
Hun lærte også at lave finere broderier.

Agnes og Vilhelm mødte hinanden “på bal”! Og de blev forlovet i 1907, men blev først gift i 1910. Deres første adresse var Sankt Hansgade 3 st., Aalborg. Der fik de sammen fire børn: Else Marie 1911, Aage 1913, Poul 1915 og Mads Poul (min far) 1917. Men de to døde som små.
I Sankt Hansgade var der en gaslygte uden for på gaden. Den lyste stuen op om aftenen. Ellers havde de kun petroleumslamper de første år.
I 1919 flyttede familien til en villa på Forchammersvej 28, og der boede de til 1940. Så den villa har været fars barndomshjem. I kælderen havde Vilhelm værksted med høvlebænk, og Agnes havde vaskekælder. Der blev installeret en rulle, så hun kunne tjene lidt på at rulle tøj for flok.
På Forchammersvej fik de endnu tre børn: Niels Christian 1920, Agnes Mariane 1921 og Erik Johan 1925.



I sommer 1940 flyttede familien til Stenovej 4. Hjemmeboende børn var Niels, som var i handelslære. Ane, som var i lære i damekonfektion. Og Erik, som stadig var skoleelev.
Vilhelm Kristian Otzen døde 23. juni 1944
Efter hans død boede Agnes i en periode hos sin datter Ane og svigersøn Holger på Bejsebakkevej 45 i Aalborg.
I 1949 købte Agnes et hus i landsbyen Sejlflod sydøst for Aalborg.

Hver sommer og hver jul i hele min barndom besøgte mor, far og jeg min farmor i Sejlflod.


Farmor, Agnes Marie Egoine, døde 19 juli 1969