
Det rigtige navn er altid det, der står skrevet i kirkebogen ved barnets fødsel
Genbrug af afdøde børns navne
I starten af min slægtsforskning sad jeg en dag og noterede min mormors flotte navn, Ida Florida Josefine Jønsson. Men hov! Der var noget galt! Jeg blev faktisk en lille smule chokeret, for det var slet ikke min mormor, jeg havde fundet, men en storesøster til min mormor! Det kunne jeg jo se på årstallet.
Ida Florida Josefine den 1. blev kun 1½ måned gammel. Ida Florida Josefine den 2. blev født 3 år senere. Og så blev navnet genbrugt! Det var min mormor
Senere opdagede jeg, at det samme var sket med hendes lillebror, eller rettere lillebrødre, for der var også Karl Oscar Jønsson den 1. og Karl Oscar Jønsson den 2. Den anden blev født kun 4 måneder efter, at den første var død!
Det var skik og brug at navngive næste barn efter et barn, som døde
Navnegenbrug
- Knud Andreas Nicolai Beck 14. feb 1859 – 18. nov 1859
- Knud Andreas Søren Beck 18. nov 1860 – 10. marts 1861
- Helga Beck 23. okt 1889 – 25. okt 1889
- Helga Marie Beck 29. jan 1892 – 8. sep 1981
- Ida Florida Josefine Jønsson 20. jul 1892 – 2. sep 1892
- Ida Florida Josefine Jønsson 3. jul 1895 – 5. feb 1966
- Karl Oscar Jønsson 10. okt 1902 – 19. jun 1903
- Karl Oscar Jønsson 19. okt 1903 – 1. apr 1969
- Leonhard Marinus Jønsson 4. okt 1912 – 11. dec 1913
- Leonhard Vilhelm Jønsson 9. jun 1914 –
- Poul Otzen 1. jun 1915 – 1. jun 1915
- Mads Poul Otzen 2. jan.1917 – 12. aug 2000
- Niels Frederik Emil Beck 19. feb 1917 – 21. apr 1917
- Frederik Johannes Beck 27. feb 1918 – 2. dec 1994
Opkaldt efter
Genbrug er jo også det at opkalde sit barn efter én i familien, og faktisk synes jeg, at det er en smuk skik. At opkalde sit barn efter sin skønne mormor … Den skik burde jeg have fulgt, men det er ligesom lidt for sent …
Traditionen var, at 1. søn blev opkaldt efter sin farfar. 2. søn blev opkaldt efter sin morfar. 1. datter opkaldt efter sin mormor, 2. datter efter sin farmor
- Christian Erhard Beck 10. apr 1844 –
- Christian Erhard Beck 20. aug 1875 –
- Vilhelm Christian Otzen 15. apr 1839 –
- Vilhelm Kristian Otzen 19. dec 1881 – 23. jun 1944
- Godtborg Johan Otzen 15. apr 1839 – 13. jun 1905
- Godtborg Johan Otzen 8. maj 1880 –
Man kunne så bruge familienavnene som mellemnavne til de næste børn. Og nogen navne er bare blevet brugt i én uendelighed!
Når man så sidder og leder efter nogle datoer og årstal, så risikerer man, at det pludselig handler om en fætter eller en kusine, som også hed fx:
Jes, Johan, Johanne, Godtborg, Christian, Vilhelm, Frederik, Marie, Mariane, Mads, Agnes …
Hvilket humør var præsten i lige den dag!
I dag er det meget vigtigt, hvordan et navn bliver stavet. Er det Sophus eller Sofus, er det Aase eller Åse, Anette eller Annette. Og til tider kan det blive ret kunstigt, fordi barnet skal have et helt unikt navn. Men når man kikker i Kirkebøger og folketællinger, så er der store variationer for samme person. Navne blev stavet efter, hvilket humør præsten var i lige den dag!
- Christian – Kristian – Kresten – Christen
- Oscar – Oskar
- Karl – Carl
- Ane – Anne – Anna
- Godtborg – Gottborg
- Vilhelm – Wilhelm
- Peder – Peter
- Kirstine – Kristine – Christine
- Jess – Jes