Orla Hansen
Orla var Birgers far
Orlas mor hed Rasmine Jensine Laursen, men hun blev kaldt “Minna”. Hun kunne ikke lide navnet Rasmine, fordi der var en tegneserie, “Gyldenspjæt”, hvori hovedpersonen var en stakkels gullaschbaron. Hans spøjse kone hed Rasmine.
Orlas far hed Hjalmar Frederik Hansen. Faren var snedkermester. De boede i Nordregrave 9 i Randers.
Minna og Hjalmer blev gift 19. oktober 1919 i Houlbjerg Kirke, Viborg Stift


Orla blev født d. 9. juli 1920 på Fødslesanstalten i Aarhus, Sankt Johans sogn, fordi der ikke var plads på sygehuset i Randers. Han blev døbt i Sankt Peder Kirke d. 5. september. I Kirkebogen står der under anmærkninger: “Fattigvæsenet”. Så selvom hans far var snedkermester, har han måske ikke haft noget arbejde i Randers
Familien flyttede til København

Aase har fortalt: “Orla var 4 år, når de boede i Frankrigsgade med en udvendig jerntrappe op til fars værksted. Derefter i et sommerhus på Lupinvej”
I fgl. Folketælling var det Frankrigsgade 74 i 1924, og Lupinvej 15 i 1925. I 1930 boede familien i Søllerødgade 23



Orla blev konfirmeret 14. oktober 1934 i Sankt Stefan Kirke, København. På det tidspunkt boede familien i Søllerødgade 23


I 1940 var familien flyttet til Kirsteinsgade 4. Orla var 20 år
Orla gik på Blågård Aftenseminarium i 4 år. Samtidig arbejdede han om dagen. Han blev færdig som lærer i 1942
19. december 1943 blev Elly Margrethe Nielsen gift med Orla Brønderslev. De havde gået i skole sammen og var også blevet konfirmeret sammen. Orla blev kommunelærer på Husum Skole, og Elly arbejdede på et tidspunkt i Bruxelles som korrespondent.
Elly og Orla blev separeret 14-06-1947. Orla havde meget gerne villet have børn, men det fik de ikke. Nu ville Elly giftes med den præst, som havde konfirmeret dem. Man skulle være separeret i hele 3 år, før man kunne blive skilt. Elly og Orla fik skilsmisse 16-05-1950. Og Elly blev gift med sin præst, Jens Arnold Petersen Vang, i 1951.
Men nu var det jo sådan, at Ingers mand, Helge, og Orlas kone, Elly, begge arbejdede langt væk fra Danmark. Og til julefrokosten i 1947 blev Inger gravid. Orla ville have, at hun skulle få en abort. Men der var jo ikke fri abort dengang, så den slags skulle foregå hos en kvaksalver, eller rettede hos en kvinde, som prøvede at fremkalde en abort med en strikkepind. Det kunne være livsfarligt, så det ville Inger ikke. Så hun måtte lade som om, at det var Helge, som havde været hjemme i julen, og at han var faderen. For ellers var hun blevet afskediget fra sit arbejde som lærer. Birger blev født 22-08-1948, men Orla ville ikke besøge Inger og barnet, for “det skulle ikke hedde sig …”
Inger blev separeret fra Helge 24-03-48 og skilt 11-01-49

Inger boede alene sammen med sine to børn. Der gik 3 år, før Orla og Inger flyttede sammen og blev gift 30-01-1952. Orla valgte, for at undgå sladder, stort set ikke at se sin søn de første 3 år.


Foruden arbejdet som lærer var Orla kreativ med at udgive hobbybøger, og han arbejdede med at lave hobbysider i ugebladet Femina. Jeg husker, at der på Orlas arbejdsværelse var en hel væg fyldt med hylder fulde af æsker og skuffer. Der opbevarede han udklip og idéer



I 1971 oversatte Orla en bog fra svensk til dansk: “Bilen. Facts og fortællinger.” En antologi af Björn Karlström. Orla oversatte flere bøger fra engelsk til dansk
På Husum Skole var Orla bl.a. tegnelærer. Der flere kreative lærere, fx Frode Bendixen, Thøger Birkeland, Karl Sørensen og Fritz Rudtlof. Karl Sørensen samlede på sprællemænd. Birger har fortalt, at der i hans hus hang sprællemænd hele vejen op langs trappen til 1. sal i huset. Så kunne man gå og trække i snorene. 3. juledag holdt nogle af lærerne “Futtogsmøde”. Alle havde dele med til en togbane, som de byggede sammen på spisebordet midt i stuen. Men selvom børn og koner kom med 3. juledag, så var det kun de voksne mænd, som legede med tog! Orla havde også dele til Märklin tog, men hjemme havde de ikke bygget togbane.
Blandt Inger og Orlas venner og bekendte var også Jørgen Kelvin og Markan Christensen.


“Landsbykirken” er fra 1958. “Nissernes Ballongynge” er fra 1960. Nu er de samlet og udstillet på Kalundborg Museum.
Orla samlede på julekalendere. Sådan nogen store nogen i pap og karton med mange dele, som skulle samles før december. De var udelukkende til pynt, bestemt ikke til at åbne eller lege med for Birger og hans søskende. Orla gemte også julekalendere, som ikke blev samlede, og som lå i deres originale poser. Julekalenderne bliver nu udstillet på Kalundborg Museum takket være Anders Hjorth-Jørgensen. Man kan se, at Orla har skrevet årstal på poserne.


Foruden alle de flotte julekalendere, som fyldte hele stuen i december, byggede Orla også et snelandskab af vat på en stor træplade. Der var kælkebakker, og der var en grotte med en lille mekanisk karrusel inden i. Men det var også kun Orlas. Han byggede det ikke sammen med sine børn
Men når jeg nu pynter vores juletræ, glæder jeg mig over de mange glaskugler, som Orla havde købt i 1950-1970. Han skrev årstal på æskerne. Glaskuglerne supplerer det gamle julepynt, jeg har fra min egen familie. Der er et glasspir til at sætte i toppen, men det bruger jeg nu ikke, for vores juletræ har en engel i toppen, og den stammer fra min farmor
Orla var også kreativ og initiativrig på andre måder. Han var med til at spille revy på skolen. Birger husker, at han var sammen med sin mor for se “Onkel Toms Hytte”. Birgers far, Orla, spillede onkel Tom. Han var sværtet sort i hovedet og havde fået malet store røde læber.
Husum Skole havde en lejrskolehytte ved Buresø ved Slagslunde. “Klokkekildehuset”. Sjovt nok havde vi sommerhus også ved Slagslunde, og om sommeren cyklede mor og jeg til Buresø for at bade. “Klokkekildehuset” var et meget yndet sted for klasser at komme på lejrskole. Birger har været med, også når hans mor og far var der som lærere for én af deres klasser. Orla havde sin harmonika med og spillede og sang med ungerne. Orla var også “primus motor” i at organisere avisindsamlinger for at finansiere udgifter til hytten, og der blev samlet så mange aviser, at de fyldte gymnastiksalen helt til loftet!
Inger og Orla købte huset i Åvendingen. Og i 31-01-1953 fik de Lone. Men efter kun 1½ års ægteskab fik Orla den fikse idé, at de skulle separeres af skattemæssige årsager! De blev separeret 28-09-1953. I separationsbevillingen fra Overpræsidenten i København stod der, at de boede i hver sin lejlighed, og at de selv fandt ud af, hvordan den ene skulle betale til den anden …

Dokumentet fortsætter om forældremyndigheden over børnene mm. Officielt var de nu to familier, men ikke i praksis. Inger og Orla blev så egentlig skilt i 11-08-1958. Men først i 1962 solgte Orla huset til Inger. Hun blev boende der sammen med Karin og Birger, mens Orla og Lone flyttede til Bag Søndermarken.
I stedet for at være soldat, fik Orla arbejde med bekæmpelse af ABC-våben. Det må have været under 2. Verdenskrig. ABC står for Atomar, Biologisk og Chemisk. Hvordan det har foregået, er svært at finde noget om. Og Orla har senere aldrig snakket om 2. Verdenskrig. Han har muligvis fået nogle traumatiske oplevelser, som har forfulgt ham senere i livet.
Orla var i 1943 med i CB, som betyder Civilbeskyttelsestjenesten. Det var en forløber for Civilforsvaret. Almindelige mænd fik kursus i at håndtere forskellige opgaver og blev uddannet til en slags hjælpepoliti.
Orla var indlagt flere gange med psykiske lidelser. Bl.a. var han, lige før Lones fødsel, indlagt på Montebello. Birger husker en anden gang, hvor han sammen med sin mor besøgte sin far på Kommunehospitalet, og Birger undrede sig over, at hans far ikke havde brækket benet, når han nu lå der. Inger var i lange perioder alene med 3 børn
I 1955 havde Københavns Lærerforening fået en invitation til at besøge venskabsbyen Dresden i DDR. Orla og Thøger Birkeland fik æren af at rejse. Læs historien om “Mingvasen” under “Forskellige historier”
Orla havde nogen ret restriktive principper derhjemme. Fx skulle Birger i sin barndom hver uge feje fortovet foran huset på Åvendingen, lige meget, om det var nødvendigt eller ej! Man skulle jo gøre sig fortjent til at få lommepenge. Og det var meget vigtigt for Orla, at det hele tog sig pænt ud udefra

Da Birger kom i lære og flyttede hjemmefra, ville Orla gerne bo sammen med Inger igen. Men Orla ville ikke flytte ind i huset i Åvendingen, fordi det var Inger, som ejede huset. Inger solgte så huset, og Inger, Orla og Lone boede først i en lejlighed i Ballerup. Det var Inger, som havde pengene pga. hussalget, men det ville Orla ikke lade det sidde på sig. Inger fortalte: “Han ville ikke lade sin dame betale for sig, så derfor ville han have, at vi skulle giftes igen”. Sammen købte de senere huset i Birkerød.
Inger og Orla boede i huset Vestervang 28 i Birkerød resten af deres dage sammen. Der var mange gode år, og de rejste også en del på ferier sydpå. Orla var glad for haven, og da jeg lærte dem at kende, ville han også gerne dyrke krydderurter. Orla interesserede sig for kunst, og der var mange malerier på væggene. Han var en levemand og inviterede gerne på restaurant, når vi kom på besøg. Men efterhånden fik Orla det dårligt både fysisk og psykisk, og han blev meget svagtseende. I flere år ville han ikke tage uden for hjemmet, og Inger måtte ikke lade ham alene.
Orla døde 3. juli 2010, kun 6 dage før, han ville have fyldt 90 år. Han ønskede ingen bisættelsen eller højttidelighed!
