Interview med farmor 1972
Agnes Marie Egoine Otzen, f. Jensen 1886 – 1969
Agnes Marie Egoine Otzen, Sejlflod. Poul, hendes søn, Mads Poul Otzen
Poul:
Så er vi klar til at sige noget, mor…
Nej, øh… kan du huske, hvor din far var født henne?
Agnes:
Det er jo det… enten er det Nibe eller også er det Kongens… Kongens Thisted. Kongens Thisted, det er sådan et stykke hedejord. Og der… det er ikke så mange år siden… der satte de sådan nogle store sten med navnene på dem, der opdyrkede heden. Det kan man finde den dag i dag. Det hedder Kongens Thisted.
Ja, eller også bliver der sagt Nibe. Jeg ved ikke, hvilken der passer.
Poul:
Der boede altså hans forældre.
Agnes:
Der boede hans forældre!
Hans mor havde… var jo enke og havde jo børn. Og så kom jo Hannes (= moster Hanne) far. han var sømand, og han dårede hende jo, så… det blev jo så til far.
Så en dag, så kom Johannes (= moster Hanne) far hjem, og der var så min far, Hannes halvbror… det var det jo ikke dengang, nej, hun var født senere… Og han har været efter hendes den mindste, der lå i vuggen. Jens Josef, tror jeg. Han hed Jens Josef. Og så blev hun gal.
Du skal ikke slå min dreng!
Så slog hun ham! Og så gik han ud af døren, hun så ham aldrig mere!
Så var den færdig!
Poul:
Nå, hvad hedder det… hvad blev så det videre forløb med bedstefar?
Agnes:
Jah, det ved jeg ikke…
Poul:
Hvad skete der, kom han ud og tjene eller kom han i lære?
Agnes:
Han kom i murerlære.
Poul:
Nåh…
Agnes:
Men det… det blev jo ikke til mere. For det han lavede, det var skæv!
Og så sagde mester jo til ham, at det var skæv.
Så sagde han
A ka´ bunke ´et…
Men så blev det ikke til mere. Jeg har i alt fald ikke hørt mere.
Det ved jeg ikke. Men så kom han jo til at gå med uldpakken.
Poul:
Men da må han jo have været noget ældre?
Agnes:
Ja, ja…
Poul:
Så det spand der, det…
Agnes.
Det spand der, det har jeg aldrig hørt snakke om. Da han var ung der. så er han jo 4 eller 5 år ældre, end bedste. Så kom han til Sulsted. Der faldt han jo så for bedste. Men inden den tid, da havde han været i Norge.
Poul:
Han gik altså med pakken?
Agnes:
Ja, men han havde hestevogn, da hen traf bedste.
Poul:
Nå, nå… han var godt kørendes….
Agnes:
Jah, det var han jo bleven efterhånden. En yndig hest, sagde man. Hvis du har hørt snak om hesten…
Poul:
Jah, jeg har da…
Agnes:
Den hed Sur!
Og det må have været en slagterhest. Når den kom her på stenbroen i Aalborg, så tog pokker ved den, så kunne den ikke gå, så skulle den løbe. Den var jo vant til at få pisken af slagteren. Så der skulle den løbe.
Og når de kørte… det var efter, de var gift… de kom til Vestbjerg Bakke, der boede en pottemager. Og første gang, de kom der, så stod de af og købte nogle lervarer. Og efter den tid, hver eneste gang, de kom der, så stoppede Sur, så skulle de handle!
Poul:
Det er meget sjovt…
Agnes:
Og… kom der så nogen, der skulle samme vej, så stoppede hesten også. Så skulle de op og køre. Og de kom op og køre! Ja, den var selskabelig.
De var så glad for den hest.
Poul:
Ja, det var de første år, de var gift, der boede de i …
Agnes:
Sundby!
Poul:
De flyttede til Sundby?
Agnes:
Ja.
Poul:
Nå ja, for bedste kom jo fra…
Agnes.
Sulsted!
Poul:
Hvordan, øhh…
Agnes.
De blev gift i Sulsted Kirke.
Poul:
Nå, nå…
Agnes:
Jeg har vist navnet , præstens… hos præstens, der havde hun nemlig tjent, da hun var barn. Det lå ikke rest langt fra, hvor bedste boede. Og der var hun ligeså meget, som hun var hjemme. Og legede med præstens børn.
Kan du huske, bedste havde et hus af porcelæn?
Poul:
Jah… jeg er ikke sikker…
Agnes:
Det var sådan med tre…
Poul:
Ja, ja
Agnes:
Det havde hun fået af præsten, da hun blev konfirmeret.
Poul:
Nå, nå…
Agnes:
Jeg blev lovet det, men det …. Det var jo væk den dag. Så var der jo ikke mere.
Poul:
Men… hvad med bedstes barndom, den ved du ikke noget om?
Agnes:
Hun var født i Sulsted. Og hun havde en helbror. Altså bedstes mor blev gift med en enkemand. Så da han var ungkarl, og bedstes mor var ung, så friede han til hende, og da ville hun ikke have ham!
Poul:
Nå!
Agnes:
Da han så blev enkemand med 2 eller 3 børn, så tog hun ham. Så derfor blev det jo dine og mine og vores børn. Ja. Søren, det var hendes helbror. Og så var der en helbror til, han rejste til København, nej, Amerika! og døde straks derefter.
Poul:
Og Søren, han blev i bakkerne.
Agnes:
Ja, der boede han jo, til han blev en gammel mand.
Poul:
Oppe i Sulsted…
Agnes:
Oppe i Sulsted Bakker… Hammer Bakker.
Og til slut i…. hvad er det det hedder derover…
Poul:
Hvor ovre?
Agnes:
Derover…, hvor sagfører Olesen bor? Hvad er det det hedder?
Vodskov!
Poul:
I Vodskov, nåh…
Agnes:
Der blev han skytte. Skytte hos ham.
Poul:
Nåh, nå nå…
Det var ham, de kaldte Bakke-Søren?
Agnes:
Jah, nej, det var Vej-Soren. Han var vejmand, da han boede i Sulsted.
Poul:
Nå ja, for jeg har læst et eller andet sted, at…
Agnes:
Ja for det står i den bog… nej, for det er Vej-Soren.
Poul:
Men hvad så, så kom bedste ud og tjene…
Agnes:
Så lærte hun at sy. Hun gik, rundt og syede. Og først syede hun jo med nål og tråd. Og så fik hun en symaskine, og den slæbte hun jo på, eller hvem der kørte den, hvor hun skulle sy. Hun havde en kunde, hun ville have håndsyet. Hun ville ikke have symaskine, for det duede ikke! Det skulle være håndsyet. Men så havde den her kone tilfældig fået noget, der var syet på maskine, og det kunne hun ikke pille op! Så kunne hun bruge symaskine!
Poul:
Nå, så er det i orden…
Agnes:
Hun var syerske.
Poul:
Sypige…
Agnes:
Ja, sypige, var hun dengang. Det var hun, til hun blev gift.
Poul:
Ja, og så flyttede de til Nørre Sundby, siger du?
Var det, det var deres første hjem, det var Nørre Sundby?
Agnes:
Ja, det var Nørre Sundby, nej det tør jeg ikke sige…
Poul:
Bedstefar gik han stadig…
Agnes:
I Nørre Sundby, da havde han stadig hestevogne.
Poul:
Og da gik han stadigvæk med pakken?
Agnes:
Ja, ja. Men i Sundby, der lejede de sådan en lille bitte butik. Den var lille! Og den skulle hun jo så passe. Og hvad hun sad og hæklede og strikkede, det blev solgt i den butik. Og så ellers hvad han kom hjem med. og han blev meldt engang. For de måtte jo ikke gå med noget, der var lavet på fabrik. Det skulle være håndarbejde. Men hvordan det gik, det ved jeg ikke, men han blev meldt… til politiet i Sundby…
De måtte kun gå med hjemmearbejde. Men jeg ved ikke, hvor han fik det fra, det ved jeg ikke… han blev meldt, og hvordan det gik, det ved jeg ikke.
Poul:
Hvad så… hvor længe var hen i Nørre Sundby? Det ved du ikke?
Agnes:
Jo! Til jeg var 4 år.
Poul:
Nå, til du var 4 år!
Agnes:
Ja.
Poul:
Så du er født i Nørre Sundby?
Agnes:
Ja. Jeg er født i Priorgade. De kom først til Priorgade. Ja, og så til Sundby. Og der havde de så den her lille bitte butik.
Poul:
Men så var de altså ikke til Sundby først. Så var de alligevel til Aalborg først.
Agnes:
Til Aalborg først. Ud af Vestergade. Nu er det rakt ned. Hver gang, jeg er kommen forbi, så har jeg kikket efter det. Jah, det er ikke så mange år siden, det blev rakt ned.
Poul:
Men hvad så? Hvad skete det så videre?
Agnes:
Ja, så, det var vist om sommeren, om efteråret, jeg skulle blive 4 år. Så ville han, så havde han fået den her butik. Og så havde han jo en forbindelse, hvor han fik varerne fra. Og der fik han jo så varer fra. Jeg kan ikke rigtig huske det.
Dem, han mente, ville hjælpe, ville kautionere for ham, de ville ikke! Så var der én. Så sagde bedste
Gå til ham!
Ja, det turde han ikke!
Det mente bedstefar ikke. Men så gjorde han det. Og han, han kautionerede for ham.
Og så begyndte han så i Slotsgade.
Poul:
Ja, men det var på hjørnet af slotsgade?
Agnes:
Nej! Det var 4!
Poul:
Nå, det var ikke på hjørnet af Slotsgade?
Agnes:
Nej, det var 4. Nej… lad mig nu se… det er ulige tal… ja, det er… man regner fra posthuset… det er det venstre hånd, det er altid ulige. Da var det 9. 9…ved en fru Elerth. En enkefru Elerth. Og det år… vi kom der om efteråret, da kom Harald så. I juni. Så boede vi så der. Ja, så var forretningen derinde. Indtil han så flyttede længere op i gaden.
Poul:
Men der havde han så forretning under den 1. Verdenskrig? Var det dér eller næste sted?
Agnes:
Ja, der havde han den først. Og der solgte han…. Nr. 14…. Han havde den i nr. 14, ja. Der solgte han så godt som alle sine varer. Han havde en kasse med nåle og tråd og sådan småtterier. Det var alt, hvad han solgte. Han kunne sælge alt! Og tråd, sådan på almindelige ruller, vandt han sådan om på små bitte paphylstre. For at det kunne fordeles ligeligt mellem hans kunder! At ikke én skulle rende af med en hel trisse tråd, og en anden én ikke noget få. Det var det værste skidt, han kunne sælge! Næsten!
Poul:
Var det dér, at du var i forretningen?
Agnes:
Ja. Også i den anden.
Lis:
Moster Hanne var også, ikke?
Agnes:
Ja Hanne var også derinde.
Poul:
Når kom Hanne så?
Agnes:
Hun kom, da hun var…, hun var fyldt 14 år. Hendes far, det var ham, der var sømand. Fars far. ja. Han boede, Hannes far boede i Niels Ebbesens Gade, jeg kan huske. det var det første, jeg kan huske. Og da var hendes mor også levende, men jeg kan ikke huske hende. Så døde hun, og Hanne kom i pleje ved naboen i huset ved en sergent… ja det kan jeg ikke huske, hvad han hed. Det er også lige meget. men så blev de jo… jeg ved ikke, hvem der blev ked af det… så kom de jo ned til os. Nej nu vil jeg allerførst fortælle: da bedstefar så var flyttet i Slotsgade, så kom bedstefar… nej, det var i Nibe. De boede i Nibe. Der var bedstefar så konfirmeret. Så havde han så fået besked på, at hans far boede dér. Og så stod han uden for døren en dag og bankede på. Og hun lukkede op. Og så råbte hun ind:
Kresten! Der er én, der vil tale med dig. Og han tilhører vist også dig!
Så var den opklaret. Siden, så kom de sammen.
Kresten! Der er én, der vil tale med dig. Og han tilhører vist også dig!
Poul:
Men hvordan… hvorfor kom Hanne?
Agnes:
Hun komaltså, da moderen var død. Og jeg ved ikke, hvor længe, hun har været der, det ved jeg ikke… Hun kom sådan ind til bedstefar. Jeg ved ikke, hvor mange år, det ved jeg ikke. Det kan du spørge hende om…
Poul:
Ja, ja det kan jeg få at vide…
Men… skete der ikke noget i den forretning?
Var der ikke noget med ild, eller hvad var det, der skete den gang?
Agnes:
Det var mig, der satte ild på! Ååårh, det var en… Håndværkerforeningen havde stiftelsesfest i november. Datoen kan jeg ikke huske. og så havde vi jo gas-belysning. Det skulle vi jo bruge tændstikker til. Og så tænder jeg først inde i kontoret. Det kaldtes kontoret. Men på den ene side, der var, der opad kakkelovnen, der var sådan pakker med uldtøj, bukser, trøjer, sådan i dusinvis. Og jeg tænder, og jeg smider tændstikken på kakkelovnen. Og går ud og tænder i køkkener, butikken. Og der jeg kommer ind. Fra guldet. Der var der flammer, sådan pæne små flammer. Jeg tænkte, vand! Det skulle der jo på. Inden jeg får vand, så er det ren galt! Så gjorde jeg sådan…
Poul:
Så brugte du din bagdel!
Agnes:
Nej! Det gjorde jeg ikke!
Poul:
Nå,nå fordel!
Agnes:
Ja! Og jeg fik det slukket! Og jeg var jo ræd! Åårkk! Jeg kikkede i fars fakturaer, og jeg havde sådan regnet ud, hvor meget der var. Og far kom hjem. Så, så måtte jeg jo til at fortælle det… Han tog det med en knusende ro! Jeg troede, jeg havde fået en balle! Han tog det med en knuuusende ro! Han gik jo til forsikringen. Og han kom.
De kommer i tugt- og arresthus!
Og jeg troede jo på den!
Det var gevinst for bedstefar. Han solgte de! Og de var lagt sammen, sådan at sømmen var her, og en stribe på benklæderne, den var sveden. Men orkkk, de gik, som varmt brød!
Jeg fik aldrig et ondt ord om det. Han tjente gevaldigt på det der!
Poul:
Hvordan var det, forsikringsmanden?
Agnes:
Ja han var som flink nok. Jeg ved ikke, hvorfor han skulle gøre mig forskrækket? Jeg blev også forskrækket! Og så siger bedstefar,
Når du nu kommer i retten, for det gør du sikkert. Og de spørger dig, om du vil erstatte det, så skal du sige ja. Havde hen ikke sagt, det, så havde jeg so sagt, det kunne jeg ikke. Han sagde,
Og så siger du ja!
Jeg kom der jo aldrig.
Hanne og mig, vi gik til bal der, i Håndværkerforeningen, stiftelsesfest i Håndværkerforeningen, om aftenen. Der var ikke spor.
Poul:
Men så flyttede I?
Agnes:
Så flyttede vi længere op i gaden. Det var, efter jeg var gift.
Poul:
Det var med forretningen?
Agnes:
Ja. Der flyttede vi længere op i gaden.
Poul:
Ja, det var med forretningen. Men boede I stadigvæk…
Agnes:
Nej, der flyttede vi jo… vi flyttede fra… vi boede ovenpå, der i nr. 9. Der flyttede vi ud i villaen. Der var jeg nok ikke mere, end 10 år. Der blev jeg konfirmeret ude. Eller oppe, kan man sige.
Poul:
Oppe på…
Agnes:
Oppe på skrænten. Og så byttede bedstefar det hus… eller den villa, skal man vel sige, med den her store ejendom. Der var vist en 12-13 lejere. Fra én-værelses lejligheder til 5-værelses. I Sct. Hans Gade, Søndergade, ja.
Poul:
På hjørnet af Sct. Hans Gade.
Agnes:
Ja. Så byttede han det. Men derfra blev jeg så gift. 1910. Men jeg konfirmeret fra villaen.
Poul:
Hvornår traf du far?
Agnes:
På 4! På bal! På bal, ja! Nej, vi blev sandelig først forlovet i 1907. Så blev vi gift i 1910. Så da døde hans mor i september. Vi blev gift i november. For jeg ville ikke giftes, for hun ville være hos os! Og… du kan spørge Hanne om hende… Hun sagde også, hende og bedstefar, når hun kom ind af døren,
Jeg ekspederer hende ikke, sagde han! Du skal derud!….
Men én af dem måtte jo gå! Hun var så krads! Ohh, hun var så krads!
Poul:
Madam…
Agnes:
Ja, hun var madamme! Hun ville ikke kaldes fru! Men hun ville heller ikke snakke med sine tjenestefolk. Der var én, en tjenestepige engang, der havde talt til hende i Danmarksgade. Det kom hun og fortalte. Ja, det var ganske forfærdeligt, den her tjenestepige havde talt til hende på gaden. At hun havde talt til hende! Hun var jo alligevel fruen. Men altså, hun ville ikke kaldes frue. Hun var madam Otzen. Men hun var proprietærfrue. Det var hun alligevel.
Poul:
Men I boede så i Øster Gravensgade?
Agnes:
Øster Gravensgade.
Poul:
Du og far boede i Øster Gravensgade.
Agnes:
Nej, vi boede i Sct. Hans Gade. Du er født i Sct. Hans Gade nr. 4. Og det er Else også.
Poul:
Og så flyttede… hvor længe boede I der?
Agnes:
10 til … 10 til hvadfornoget? Til 19.
Poul:
Det var der, I havde gadelygten nedenfor.
Agnes:
Ja. Vi behøvede aldrig lys sådan om aftenen. Vi havde den gadelygte der. Den lyste ind.
Poul:
Det var en gaslygte?
Agnes:
Ja. Det var det.
Poul:
Hvad lys var der? Var der også gaslys der?
Agnes:
Petroleum.
Poul:
Nå, petroleumslys.
Agnes:
Så efterhånden fik vi jo både gas, og elektrisk. Det var der ikke, da vi kom. Tre store stuer. Stort køkken. To store kælderrum. 250 kr. Det var billig dengang.
Poul:
Ja, det var årlig leje!
Agnes:
Ja, det var årlig. Ja, det var årlig!
Poul:
Ja, for hvis du, det kunne jo godt lyde, som om det var mdtl.
Agnes:
Nej det var årlig. Og hvad var det… en sæk smuld. En sæk smuld for 1 kr.
Poul:
Og det var tørvestrøelse?
Agnes:
Nej, nej, det var koks- og kulsmuld. Det var altså det billigste brændsel, man kunne få. Og jeg tror det, altså almindelig nøddekuks, jeg tror, det … hvad er det sådan en sæk… det er en hektoliter, for 2 kr.
Og inden den tid, altså inden jeg blev gift, om søndagen, så gik vi… altså bedstefar og bedstemor og mig, ved Kilden. Og så gav bedste kaffe. 25 øre for en kop kaffe med en flødekage. Jeg ved ikke, om der var to. I altfald én flødekage. 25 øre.
Poul:
Nå. Det var ikke så lidt…
Agnes:
Jo, det var lidt!
Poul:
Ja, det var lidt! Ja, det var dengang, Kilden havde stråtag.
Agnes:
Nej, det var, da de to små pavilloner var der. Dem kender du ikke engang.
Poul:
Jo, jo, dem kan jeg godt huske. jo, jeg har set dem. Ellers har jeg set dem på billeder.
Agnes:
Ja, det har du gjort. Det ene, det var restauration, det andet det var redskaber, opvask, køkken og sådan noget… nej, det tror jeg ikke, du har set…
Poul:
Men så… hvornår flyttede… næh, såå… du… traf far på bal, siger du. Og så flyttede… hvornår flyttede I fra Gravensgade til Forchhammersvej?
Agnes:
Vi fik… far og mig, vi fik lejlighed i Sct. Hans Gade 4. Der er du født. Og så blev det Forchhammersvej.
Poul:
Og der byggede I selv?
Agnes:
Ja, det var byggeforeningen…
Poul:
Nå, det var i…
Agnes:
17. det var i 17. Det var det år, Niels kom. Nej… nej…
Poul:
Jeg er født i 17.
Agnes:
Nå ja, han kom 20. Men så flyttede vi derud 19. Vi kom om efteråret, og han er født sidst i januar.
Poul :
Ja, der var jo den første Verdenskrig.
Agnes:
Ja, det var lige efter freden. Den 1. Verdenskrig.
Poul:
Ja, havde far været inde, som soldat?
Agnes:
Ja. Han var færdig med hans indkaldelser. 1904. Det var den sidste… nej. Ja, den sidste indkaldelse, det var 1904, så han var færdig med indkaldelserne. Så kom den her ekstra. Da Verdenskrigen kom. Han var inde én gang. Han lå i Aalborg. Og i Vejstrup. Og så vistnok i Aalborg igen. Det var sådan nogle måneder. Og i Vejstrup, der er han jo født.
Poul:
Nå, ja, det skal vi lige høre lidt om også. Men, øh, så fra Forchhammersvej, så ved jeg jo lidt om resten derude fra. Men hvad med hans forældre. Ved du noget om dem?
Agnes:
Ja. Da Hanne fik det at vide, så sagde hun.
Uhhha! Det er den gale madam Otzens søn! Åhh, spørg hende, så griner hun!
Men hvor de har været boet, de to, mine svigerforældre, der har de sagt, han var noget af det mest stille mand. De hørte ham aldrig. Men hun var ”Rasmus”. Hun skulle jo have ordet!
Poul:
Hvad ved du om dem? Hvad begyndelse ved du om dem?
Agnes:
Jeg ved jo ikke anden, at han var proprietær. Proprietærsøn. Og det står jo på hans dåbsattest. Og dem har Erik.
Poul:
Skudsmålsbogen, den har jeg.
Agnes:
Har du den? Nå. Og hendes. Den er vist reven alle bladene ud af. Jeg tror, de er reven ud alle sammen.
Poul:
Ikke alle sammen.
Agnes:
Jeg tror ikke, der står noget…
Poul:
Jo, noget står der…
Agnes:
Hun var født Thomasen.
Poul:
Men hvor kom fars far fra?
Agnes:
Læk. I Sønderjylland. Jeg kan vise dig det. Det ligger meget langt… ja, helt , næsten helt ude ved vestkysten. Du må hellere se i bladet…
Poul:
Hvad var de der? Var de proprietærer dernede?
Agnes:
Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke.
Poul:
Nå. De kom altså hertil…
Agnes:
De var proprietærer i Gøttrup.
Poul:
Det er i Thy?
Agnes:
Det tør jeg ikke sige. Ja, det er vist nok Thy. Det er i nærheden af Fjerritslev.
Og, nu ved jeg ikke, om der hans far, eller det er hans bedstefar, de drev med kreaturer ad Kongevejen ned til Hamburg. Og tilbage igen. Vi havde engang en pung. Men det ved jeg ikke. Om du har den?
Poul:
Nej…
Agnes:
Så må Erik have den… det var sådan, bare sådan en pose, man kunne trække sammen.
Poul:
Så bliver han selv proprietær?
Agnes:
Ja.
Poul:
Og kørte med…
Agnes:
Fire! For det fik, det fik bedstefar at vide, da han blev indkaldt det til badstrup han blev indkaldt og boede hos sognefogeden. Og sognefogeden… far har også været sognefoged… Og da han så bedstefar, så sagde han.
Så er du søn af Jess, nej af Godtborg Otzen, der kørte med fire! Det vidste far ikke noget om, men den besked fik han.
Og der brændte det for dem. Gården brændte. Så fik de en købmandsforretning. Hvordan den er gået, det aner jeg ikke. Men den har de vel også …
Og jeg har jo hele tiden gået og ment, de havde brugt for mange penge, så de var gået fallit.
Men så var jeg sammen med præsten. Engang ned ved frk. Palsgaard. Og han var sådan til at spørge mig ud. Han kom jo og skulle besøge mig, fordi jeg var gammel. Man han spurgte mig ud. Sønder og sammen, han spurgte mig ud. Og så siger han så, ja, det er nok dengang, den store landbrugskrise var, at så mange gårdmænd, de gik bagud af dansen. Så sagde jeg til mig selv: Det er da nok muligt! At jeg har beskyldt ham for fråseri og… ja, jeg tør ikke sige mere… at det er tiderne, der har fået ham til at få fallit. Han sagde, det var først i 80´erne. Sagde præsten. Det var en ung mand, men han vidste det.
Poul:
Hvor lå købmandsforretningen?
Agnes:
Ja, det ved jeg heller ikke. Men det må også have været deroppe ved Gejstrup… eller Gødtrup. Gødstrup og Gejstrup.
Poul:
Men så flyttede… hvor mange søskende… der var vist mange, ikke?
Agnes:
12 i det hele.
Poul:
Det var ikke småting.
Agnes:
Én døde, da han var lille. 4 var døvstumme. To piger og to drenge. Den ældste var døvstum. Og ham rejste de jo med. Til alt, hvad der… kloge mænd og kloge koner, professorer og København, frem og tilbage. Anden gang, de skulle have drengen med… de skulle til København… da flængede drengen ærmet af hans mors frakke, for han.. kåber eller hvad det var…han ville ikke med. han var vel bange for undersøgelserne. Men de har læst… de har været på skolen i Fredericia. Men jeg ved ikke… og de har også været i København. Hvem af dem, det ved jeg ikke.
Poul:
Men… det vil sige, at… så kom fars far og mor til Aalborg?
Agnes:
Ja. Og så blev han kusk på Koopmanns Slagteri. Og der boede de i, først i Jomfru Ane Gade. Der var far ganske lille. Så de to, der er kommet der efter, de må jo være født her i Aalborg. Og så har de boet ude i… det var Dinesens Gård, hed den vist, den lå ude teglværksgraven, nej , teglværks… ja det var noget med grav. Vi skøjtede på den, da jeg var barn! Jo! Lergrav, ja! Der boede de. Og så flyttede de Kayerødsgade.
Poul:
Nå, og fra Kayerødsgade, da kom far i lære. Far var i lære, som …
Agnes:
Som snedker.
Poul;
Ved du, hvor han var i lære?
Agnes:
Ja! Navnet ved jeg ikke. Jeg har da vist også et billede af det. For det er ragt ned. For det… jeg havde et fotografi, hvor han sidder på en møbelvogn sammen med nogle andre lærlinge. Har du det også? Nå ja, for Niels fik det med ramme og det hele, og så tror jeg, han sendte mig et billede af det.
Og så sidder jeg en dag og snakker og fortæller med Ane og Holger. Det siger jeg… det stødte ud til … Strand-… Strandgyden eller sådan noget. Det ligger lige bag ved… eller lå lige bad ved Budolfi Kirke. Nu er der noget stor pengeinstitut derover. Det er Boulevarden. Boulevarden har taget noget af det. Og så for nylig, så siger… det kom på tale igen… så siger Holger, det kan ikke passe, for der står Holle på en gavl. Det sagde jeg ikke noget til. Men jeg, så da jeg kom i seng, så tænkte jeg, Holle… ja, men jeg har nu ret alligevel. For der var en Holle i Brandstien. Brandstien hed den. Der var en Holle, en Bager Holle i den Strandsti, og der gik vi ned og hentede en bestemt slags brød. Da vi boede i Slotsgade. Vi gik fra Slotsgade til Standstien for at hente den her slags brød. Så næste gang, jeg så Holger, så sagde jeg, Holger, vi snakkede om den her bager Holle. Så sagde jeg, jeg har ret! Du har ret! For der var en Bager Holle i Standstien. Og der var også en Bager Holle oppe på Algade. Om de var i familie, det har de jo nok været.
Poul:
Men derfra, hvad var far… i lære i…
Agnes:
4- 5 år, ja.
Poul:
Det var jo en arbejdstid, der var lidt anderledes, end nu.
Agnes:
Ok ja… det ved jeg ikke noget om…
Poul:
Hvor meget var arbejdstiden, da du lærte far at kende?
Agnes:
Det var fra 6 morgen til 6 aften. Og så havde de jo en times middag og sådan noget. Men så blev det jo bedre til 7…
Poul:
Nej, 1½ times middag…
Agnes:
Nej, det var da kun en time…
Men så gik de jo nedad, mindre og mindre. Det var skam fra 6 morgen og så den her times middag, og så til 6 aften.
Poul:
Der var et lille tilbagespring. Jeg… fars far, var han død, da du lærte ham at kende?
Agnes:
Ja. Han er død i 1902. Og jeg lærte ham at kende i 1904.
Poul:
Så blev hans mor jo en del ældre, end han far?
Agnes:
Ja… hun døde jo i 10.
Agnes:
Og da boede de, de har boet i mange år i Danmarksgade 94. To stuers lejlighed. Og den ville vi have haft, da vi skulle giftes. Det var sådan en temmelig ny ejendom dengang. Men… da var den lejet ud.
Poul:
Så kom… så rykkede I på Forkammersvej. Og hvornår var det… bedstefar, han solgte Øster Gravensgade i ….
Agnes:
Det hav været i 20. Et par år efter, vi flyttede derud. Så det har været i 20.
Poul:
Næh, det kan ikke passe! For jeg har været i Øster Gravensgade, som stor dreng. Så det har nærmest været i 30. Det har været.
Agnes:
Nå, men det kan godt være, det tør jeg ikke sige.
Poul:
Men… så flyttede han på… hvornår fik I villaen på Stenosvej?
Agnes:
Han flyttede der fra Øster Gravensgade ud til Stenosvej
Poul:
Ja, men… jeg troede, han havde ejendommer i Øster Gravcensgade, mens han flyttede i Stenosgade.
Agnes:
Ja, nogle år. Det havde han.
Popul:
For der var noget med en politibetjent, han solgte Øster Gravensgade til…
Agnes:
Det tror jeg også nok, det var, ja…
Poul:
Det var Stenosvej…
Agnes:
4.
Poul:
Ja, den får jo lov til at ligge nu. De ved siden af, de er ragt ned.
Så far, han arbejde jo så, som… ja han arbejdede som svend.
Agnes:
Jeg tror aldrig, han blev svend.
Poul:
Joh da.. far, ikke?
Agnes:
Nå, jeg tænkte på… nå ja, ja, ja, ja, han blev jo aldrig andet, end svend. Det gjorde han ikke.
Poul:
Hvad jeg ville sige… fra Forkammersvej, der var markerne over for, I havde lejet, ikke?
Agnes:
Ja, jo…
Poul:
Og det, vi kaldte for markerne, jeg syntes, var så kolossalt stor. Nu, jeg kommer ned og ser det, så er det ikke ret meget.
Poul:
Det var vist for 5 kr. om året?
Agnes:
Jeg kan ikke huske det… 10 var det vist…
Poul:
Jeg tror, til begynde med, det var 5. Jeg kan huske, far han gav sig sådan, da han skulle sætte den op, for han var selv blevet sat op i leje.
Og så kom jeg i tanke om noget, mens jeg gik inde i byen i går. Far solgte juletræer en gang om året.
Agnes:
Nej!
Poul:
Jo, jo, jo. Jeg har været med inde ved siden af posthuset at sælge juletræer. Hvor far har solgt juletræer.
Agnes:
Det har jeg aldrig vidst! Det har jeg aldrig vidst!
Poul:
Så kan du ikke huske det…
Agnes:
Nej, jeg har aldrig vidst det. Solgt juletræer? Det har jeg aldrig vidst! Jamen, han lavede så meget numre, uden at jeg vidste det!
Poul:
Ja, ja, men nej… det passer ikke. Der har vi også hentet juletræerne inde. Det kan jeg også huske.
Agnes:
Ja. Men jag har aldrig hørt, han har solgt juletræer. For der skal jo have en kapital til at købe dem for! Det har han ikke! Så havde jeg vidst det!
Poul:
Så tager jeg måske fejl af, vi har købt dem…
Agnes:
Nej, han har aldrig solgt juletræer!
Poul:
Vi skulle altid have et juletræ, der nåede til loftet.
Agnes:
Ja, helst…
Poul:
Ja, så dem på 1. sal kunne få brug for det også.
Poul:
Men der var jo meget arbejdsløshed.
Agnes:
Uha.. . ja, hvad var det… det var der, -3 -4 -35. Der var meget arbejdsløshed! Da gik han et par år!
Poul:
Jeg tror, han gik mere…
Agnes:
Men… han var også på nødarbejde…
Poul:
Nødhjælpsarbejde…
Agnes:
Han gravede. Ude i Dannebrosgade, han gravede…
Poul:
Ja, jeg ved det. Der blev jo lavet ret stor nødhjælpsarbejder. Det var jo en krise, der var.
Agnes:
Det var slemt, dengang!
Poul:
Der var også flere lock out´er. Og strejker.
Agnes:
Det har vi været med til.
Poul:
Jeg kan huske under én strejke, at far var gal på politibetjent Toft på vejen.
Agnes:
Åh, det var han tit…
Poul:
Fordi han sagde, Toft, det var en lille hidsig fyr. Når han kom hen til folk. Han ventede ikke, til der blev uro. Han slog.
Agnes:
Nej, han slog. Det gjorde han også, da han var i Tyskland. Tyskerne havde taget ham. Og da sagde… det er fru Toft, der har fortalt det…: Når én af de her unge betjente gik i gulvet, og ikke kunne tage mere, så gav han dem en ordentlig opsang, og så fik de en lussing, så det drønede! Så kunne de tage fat igen. Så kom de til hægterne igen.
Poul:
Nå. Det var sidste verdenskrig.
Agnes: det var sidst. Ja. Der var de jo taget af tyskerne… joh, han var jo ikke sådan blødsøden.
Poul:
Hvordan var det… vi flyttede fra Forchammervej. Der blev Else gift. Og så flyttede vi på Stenosvej.
Agnes:
Det var 40. Tyskerne kom til april, og vi flyttede om midt sommeren. Jeg tror, vi flyttede til august. Du var hjemme og holde ferie. Og jeg kan huske, du lavede en masse der på Stenosvej.
Poul:
40… det var i 40, du brækkede din arm…
Agnes:
Ja, og lige derefter, da rejste du så.
Poul:
Ja, men det var, fordi jeg blev gal i hovedet.
Agnes:
Ja, ja…
Poul:
Ja, det var, fordi far ikke ville tro på, at du havde brækket armen…
Agnes:
Det var også frækt! Han siger; hvem har konstateret det?
Poul:
Ja… det var under angrebet af… lige efter, der kom der angreb af… du havde brækket armen, så kom der et angreb af canadier langs fjorden…
Agnes:
Det var lige i det samme, ja!
Hvad hed det… Drastrup… der skød de… ramte de nogle kreaturer… og da jeg stod på Amtssygehuset…
Poul:
Kommunehospitalet…
Agnes:
Nej det var Amtssygehuset, da havde lægerne så travlt med at kikke ud af vinduerne, og jeg sad på en stol, jeg tænkte, åhhh… mon de ikke snart var færdige. For jeg ville også gerne kikke, men jeg turde jo ikke flytte mig!
Poul:
Næh, men jeg så, de skød maskiner ned dér. Og de skød jo soldaterne, der hang i luften! I faldskærmene. Dem skød tyskerne, mens de hang deroppe!
Agnes:
Nå, nå…
Poul:
Jeg var ude og se på kreaturerne om aftenen. De lå stadigvæk. Og tyskerne lå også derude. Men de havde taget både støvler og klæder fra dem. Og korttasker.
Agnes:
Ja, for det var jo meget værdi.
Poul:
Men da kan jeg huske, de kom ude fra kolonihaverne og skulle ned i kælderen…
———- noget mangler? ———–
Poul:
Såå… far døde i…
Agnes:
44
Poul:
44, ja…
Agnes:
Lige til Sct. Hans.
Poul:
Og så var det efter 44, at folkestrejken kom.
Agnes:
Det var i september… august! Det var i august.
Poul:
Ja, hvad var det, der udløste den? Det var… det var Niels Erik… herfra.
Agnes:
Han blev vist dræbt dér.
Poul:
Ja, han blev dræbt i Rold Skov.
Agnes:
Ja, men da var den jo i gang… begyndte den ikke i Odense…
Poul:
Nej, den kom på… den begyndte hér. I Aalborg. Og så, da vi kom til København… næh, den havde været i København…
Agnes:
Jeg tror, den begyndte i Odense…
Poul:
Da vi kom til København, da var den færdig der… og da var den godt i gang herovre. Derfor kom vi ikke til den. Men der var noget dér med… da Niels Erik, han blev skudt i Rold Skov… Niels Erik, der var jo Niels´ kammerat. Han var kommet en del i… på Forkammersvej…
Agnes:
Det var jo fra skoletiden… fra spejdertiden…
Poul:
Og så var han gået ind i modstandsarbejdet.
Agnes:
Ja. Lang tid, før Niels.
Poul:
Det var Ejgil også.
Agnes:
Ja.
Poul:
Og Ejgil var vist nok med dér nede, i Rold Skov…
Agnes:
Nej. Ikke, jeg ved.
Poul:
Nå. Men om søndagen var vi jo ude og… jeg ved ikke, om du kan huske det? Vi cyklede vi ude på heden. Hvor de… da lå tyskerne i vejkanten.
Agnes:
Jo, det kan jeg godt huske. da vi kom hjem, da hang flaget på halv. Så siger jeg til Niels, nå er det nu sket?
Sket! Hvad der er sket!
Jeg troede jo, det var bedstefar, der var død. Så… ja, det vidste jeg jo ikke. Så det jo, at kom Niels Erik var skudt! Men der var… han var jo slet ikke i gruppe sammen med Niels. Slet ikke!
Poul:
Nej, det ved jeg godt. Niels trådte jo først til, efter at Niels Erik var dræbt.
Agnes.
Ork, han var vist noget af det sidste…
Poul:
Han blev skudt med maskingevær, eller maskinpistol…
Agnes.
Jeg ved det ikke…
Poul:
Jo, det ved jeg. Nej, men det udløste jo en farlig ballade i Aalborg.
Agnes:
Jeg tror ikke, det var det der begyndte det…
Poul:
Jo, op igennem, da han skulle begraves…
Agnes:
Nåh ja, men der var den jo i gang! Da var jo strejken i gang. Ja, da var den i gang. Ja, det var grimt! Det her store,.. Egedeslund. Der stod tyskerne og pegede med gevær eller med… de stod derned ved os, der stod derned ved graven.
Poul:
Ja, men der var jo… I måtte jo ikke følge ham til graven?
Agnes:
Jo! Det gjorde vi! Men der måtte ikke blive noget, afteret noget af nogen dødsdag eller en dødstid. Så da han blev begravet… ja, han blev begravet fra kirken ganske tidlig om morgenen. Det var kun hans nærmeste familie, der var med. Men så kom vi jo alle sammen strømmende op ad dagen! Til en hel demonstration!
Poul:
Ja, der var flere tusinde mennesker dér.
Agnes:
Ja, det er den største begravelse, der har været i Aalborg. Det er det.
Poul:
Var der ikke noget med nogen fiskerpiger dér?
Agnes:
Det ved jeg ikke…
Poul:
Det forekommer mig, det har jeg hørt noget om, de klædte et par piger af, der måtte løbe spidsrod ned til…
Agnes:
Det ved jeg ikke. Det har der jo så tit været, men det ved jeg ikke.
Poul:
Og så boede du på Stenosvej efter, derefter, efter at far var død. Så fik du logerende ind.
Agnes:
Nej, så var jeg ½ år… ja, ja, så havde jeg ham.
Poul:
Han var ved banen…
Agnes:
Ja, hvad hed han…Vestergaard… Østergaard… Søndergaard…Østergaard var det vist.
Poul:
Så havde du en dreng boende oppe fra drengehjemmet…
Agnes:
Ja, ja, sådan ½ års tid…
Poul:
Da var det, der var en tysker uden for vinduet en dag?
Agnes:
Jah, ja. Da jeg stod op en morgen, da stod han nede… du ved, vi havde to låger. Han stod ved den ene. Jeg blev forskrækket. Jeg så ned. Jeg kan ikke huske, hvem mere der lå ovenpå… i stuen, eller han lå også i kælderen… jeg gik derned og sagde til dem, at der stod en tysker, og jeg kan ikke huske, hvad… Niels skulle til Sundby, og Erik skulle på værftet. Men øh… de gik da. Niels sagde… nej det var ikke ham, det var en anden, der sagde det til mig, da jeg fortalte det, sagde, århh det er en pige, der har narret ham! De har sat ha stævne ved deres låge, derfor står han vagt dér!
Poul:
Var der ikke noget med én, der pegde på dig med et gevær engang?
Agnes:
Nej. Der var en der.. en pige… da flygtningene kom… jeg gik op til Ane. Da kom der tre tyske kvinder. De spyttede! De troede, jeg var en jøde!
Poul:
Nå ja, men det forekom mig, der var én, du rullede gardiner ned for engang.
Nåh ja! Men det var, de sad bare, de stod bare i vognene og grinede ad os. Men jeg rullede ned, fordi de ikke skulle se ind. Men så havde vi jo kun rullet sådan, og der kunne de måske også se ind, for de stod med kikkerter. Og så, det var bare sjov deroppe. De grinede over hele hovedet. Vi kunne jo ikke dy os. Vi rullede jo kun sådan ned for at kikke. Det var måske også dumt gjort. Jamen det var elle de her flygtninge.
Poul:
Du havde også faldskærms… en faldsskærms… en jægerpilot engang? Én, Niels kom hjem med?
Agnes:
Ja, det var, men bedste… mens far var syg. Niels havde jo tit, tit sådan nogen af hans kammerater. De kom hjem og fik kaffe. Jeg ved ikke… så drøftede de jo sådan, hvad de skulle drøfte… det ved jeg ikke. Og så siger Niels om eftermiddagen,
hvad vil du gøre, hvis der kommer en englænder med hjem?
Ham gir jeg da en kop kaffe, siger jeg.
Så blev der ikke snakket mere om det. Så om aftenen kom, de var mange, de fyldte spisestuen. De fik kaffe. Og så plejede jeg jo altid gå ud, når jeg havde sat kaffen på bordet. Så går jeg ind til far. Så siger han,
Der er en englænder med!
Sludder, der er ingen englænder…
Der er en englænder med!
Nej… sagde jeg. Men han blev ved med sit.
Så næste morgen, så sagde Niels til mig,
Hørte du, der var en englænder?
Nej, det sagde far, jeg kunne ingenting høre.
Men det var der!
Så fortalte han historien om det…jeg kan ikke huske historien.
Poul:
Han var faldet ned ovre på flyvepladsen. Så havde han gemt sig, så da de kom og… arbejderne kom og skulle se på maskinen, så blandede han sig med dem, og så kom han ud på den måde.
Agnes:
Ja, det kan jeg ikke huske…
Poul:
Og Niels havde ham med til barberen, så vidt jeg kan huske.
Agnes:
Ja. Og han agerede døvstum helt op til Frederikshavn. Om han blev taget op dér, eller han kom til Sverige, han kom vist til Sverige fra Frederikshavn. Jeg har et billede af ham. Vil du se ham?
Poul:
Nej… der var noget med jernbanesabotage?
Agnes:
Der var Niels jo med.
Poul:
Ja, men jeg tænkte på, da de kom over til dig fra jernbanevognene, der holdt … Du havde også politibetjente?
Agnes:
Jeg ved det ikke… Jeg havde jo en pige, der logerede hos mig. Åhh ja, jeg kan ikke huske den historie. Hendes første kæreste, han var vist blevet kørt over. Han bar blevet en-benet, eller uden ben. Jeg kan ikke huske det. Og så pludselig var hun væk. Politiet kom og spurgte efter hende. Og væk var hun. Og jeg kunne ingen besked give dem. Jeg sendte hendes tøj og hendes bagage til hendes mor i Løgstør, var det vist.
Poul:
Nej. Men det forekommer mig, da politiet gik under jorden, at du også var med dér?
Agnes:
Ork nej, nej, der gik jeg bare… nåhh ja, det var bare, vi gik ud af haverne og stod helt ude, næsten ude, hvor vi havde have, ned ved banen. Og der havde soldaterne dér, de pegede jo på dem. Der var mange flere, end mig. Vi stod jo der og vinkede til politiet.
Poul:
Da de rejste…
Agnes:
Ja, og så var der nogen, der sagde,
De skyder! De skyder!
Nåh, ja, vi hummede os, tænker jeg. Men det kan jeg ikke huske. Men det var bare af nysgerrighed, vi skulle ud og se dem køre forbi.
Poul:
Men du delte blade om og bøger om?
Agnes:
Ja, det tror jeg…Joh, det gjorde jeg! Ja, det gjorde jeg. Men jeg kan ikke huske. Jeg tror, det var Else, der kørte med en portion i Birthes barnevogn. Det gjorde hun også. Hun gik jo også fint.
Poul:
Ja, der tog de jo Ejgil.
Agnes:
Ja. De tog ham hjemme ved ham selv.
Poul:
Men det var på forchammersvej?
Agnes:
Ja, men de havde jo sporet ham fra Hanstholm, tror jeg, det var. Det var det danske politi!
Poul:
Ja. Nåh, næh, det var ikke den gang. Det har tagfet ham to gange. Tyskerne hentede ham jo også.
Agnes:
Det var det danske politi. For det danske politi kom også med på forkammersvej og snakkede med mig.
Poul:
Men det var på forkammersvej. Men da Ejgil boede alene på forkammersvej, var det ham blev hentet og ført ud til Fleskum Herred, og derfra til København.
Agnes:
Nej! Nej! Det var… det var, mens Else var gift. De kom om natten og hentede ham. Og de ville også have haft Schott!
Og så sagde Else,
Nu har De taget min mand! Vil De nu også tage mit barns hund? Så lod de hunden blive.
Poul:
Ja. Men det var da dengang, at Birthe skulle døbes.
Agnes:
Nåh, ja, da havde han jo siddet i Fleskum noget.
Poul:
Ja, men det var ikke ret længe.
Agnes:
Nej, men han havde været der! Han kom først på højskolehjemmet og blev pisket! Og så kom derfra på Fleskum Herred.
Poul:
Ja, han sad på Fleskum Herred, da far blev begravet.
Agnes:
Ja. Det gjorde han. Og så derfra til København. Og fra Vestre Fængsel til Horserød. Og fra Horserød til Frøslev. Og Niels, hvad var det? Ham blev taget i Haslev med våben. Ham og kammeraterne. Så der kumme han ikke komme fra. Og sendt til Frøslev. Og kom som gidsel til Aalborg. Og hvor langt han… det ved jeg ikke.
Poul:
Og Erik?
Agnes:
Han… det var, da Niels var taget. Så… det har været en lørdag eller søndag… ja det har været en lørdag. For det var jo fri om eftermiddagen. Jeg cyklede ud… nej, jeg var ude på… i Elses have om formiddagen og også om efterm… da jeg kommer hjem… nej, lad mig nu tænke mig lidt omkring… der kom da én og sagde noget til mig. Og så gik jeg op til… her kom det!
Erik kørte til hans sommerhus med bagage, spande og brædder og alt væsen. Og der bliver han taget af tyskerne. Og i den side … men han kører, der er på Elses have, der er grunden… i Skalborg…
Nej, det var sandelig… da jeg kommer hjem, sådan ved aftenstide, da komme Erik hjem, forpustet og hæsblæsende. Og
Og han ville da have været oppe ved Gudrun. Jeg sagde,
Du skal blive inde!
(banker i bordet… ) Nå ja, undskyld. Og så om søndagen, så tænkte jeg,
Nu går du i kirke. For der er Niels´ kammerater. Og jeg viste, hvor de sad. Så gik jeg over til dem, og så hviskede jeg til dem,
Nu må I ikke gå ud. Jeg skal snakke med jer. Og så ventede de jo også på mig. Så sagde jeg det ligesom det var. Så sagde de,
Han må ikke gå ud! Han skal væk! Han ved for meget. Han er jo ingenting i, men han ved for meget. Nu må De love, han ikke går ud.
Og jeg gik hjem igen.
Og så kommer vi på mandag med et pas.
Om søndagen går jeg så op til Erik, nej til Ane og fortæller det. Det var søndag formiddag. Hvorefter jeg gik i kirke. Så siger hun,
Han kan komme her op.
Og det gjorde han. Så kunne han alligevel ikke dy sig! Så gik han ned til Gudrun. Men så kom han ned på forkammersvej alligevel. Så mandag morgen, det var tidlig, så kom Rodam, hvis du kan huske ham, med et pas. Så sagde han,
Han skal medtoget. Og De må såmen godt gå med på banegården. Og det gjorde jeg. og der kom Marinus, og kikkede og kikkede. Og Erik, han var lille. Men så så han i vognene. Så kom den ene, så kom den anden, så kom den tredje, fra værftet. Og den her entrepanør Skærbæk og kone også, Så blev han jo i meget bedre humør. Så kom han af sted til Frederikshavn. Så skulle han have været med. Men jeg ved ikke, hvor mange gange, de var på vej, men de kom af sted. Og han kom også hjem en aften til mig for at hente tøj. Helt fra Frederikshavn med toget. Og hente skiftetøj. Og tog af sted igen. Og så så jeg så ikke mere til ham.
Poul:
Så kom han til Sverige.
Agnes:
Jo, jo, vist kom han til Sverige.
Og derimellem fik jeg engang sådan et pænt brev fra en betjent, der var censor derovre. Og han skrev så pænt om Erik.….
Først var Erik jo så i et glasværk. De må jo have fyret med grantræer. Da han kom, sagde han,
Snak ikke til mig om grantræer, juletræer, for dem har jeg set nok af, nu kan jeg ikke mer!
Poul:
Og så gik han ind i brigaden?
Agnes:
Ja. Det var han.
Og så græd hans oberst den dag… at de… den øh…
Poul:
Ja, befrielsesdagen.
Agnes:
Det sagde Erik. Da græd han. Han ville have med til at jage dem ud.
Og så havde han jo også sådan en pæn pige. Jeg fandt tilfældig et billede af hende. En sød pige. Et sødt ansigt. Og så stod der…
Poul:
Hov, det er ikke værd, vi sladrer om det…