Interview med far 1986
Mads Poul Otzen 1917 – 2000
Far, Mads Poul Otzen. Lis, datter
Poul:
Jeg er født i Sct. Hansgade, i Aalborg, i Sct. Hansgade 3.
Jeg kender ikke noget til det, men jeg har fået fortalt, at der var en gadelygte udenfor, der sendte lys ind i stuerne, hvilket var meget rart, for der var jo ikke noget, der hed elektrisk lys.
Men, øh, vi sprang vist lidt for tidligt ind i det, for jeg fortalte… jeg startede før med min mor og far, og min mor er født i Aalborg, min far er født i Aalborg. Min far… jeg tror nok, de var 11 søskende, og et par stykker af dem var døvstumme. Der var her på døvstummeskolen i København.
Ellers var min fars forældre… der ved jeg ikke så forfærdeligt meget om andet end at han er født i, jeg tror det er Slesvig og så ved jeg også, at der står en buste af noget af familien, der har været præst i én af kirkerne dernede.
Hvor min mormor, hun var fra, hun har vel været dernede fra også.
Min farmor, nej så skete der jo det, at de fik en gård, eller en proprietærgård i Nordjylland, og de kørte med 4, og det var vist nok fint dengang. Farmor var meget fin. Hun blev kaldt ”den gale madam Otzen” af tyendet. Hun var ret så skrap, eller også … oh senere hen, da det var gået ned ad bakke for dem, hvis hun mødte ét af tyendet på gaden, og de talte til min farmor, blev hun meget fornærmet, for det kunne sådan én jo ikke tillade sig.
Men de dårligere tider gjorde jo, at han gik neden om og hjem med gården, og så vidt jeg ved, fik de en købmandsforretning dernede. Den brændte, og han kom til at køre for Kopmands Svineslagteri i Aalborg, med svin. De boede ude i nærheden af reberbanen i Aalborg. Den lå ude i noget der hed Sorers (?) Plads, og jeg har oplevet, de har slået reb derude, hvilket var meget sjovt at se.
Mht. til mine forældre derudover, så har min mor og min far, så vidt jeg ved, truffet hinanden på et bal. Moster Hanne var med, og havde spurgt hende interesseret, hvem den pæne unge mand derhenne med det kraftige overskæg, det var, og da der så blev sagt, at det var ”den gale madam Otzens”, så havde hun sagt ”uha…”, men hun faldt i alligevel.
Men det er jo det, der gik jo nogle år, før de blev gift, fordi min mor ikke ville giftes før, fars mor var død eller gået bort eller hvad det nu hedder i dag, ikke… hun ville ikke have for meget med hende at gøre, for det gik vist ikke så godt! Man da det skete, blev de gift, og flyttede ind i Sct. Hansgade, hvor jeg så blev født.
Og derfra flyttede de, jeg har været omkring 1 år, ud på Forkammersvej, i Aalborg, og der blev bygget nogle byggeforeningshuse, som staten dengang gav et ret … eller garanterede for, hvilket senere gav et ret stort besvær med at få lov til at sælge dem. Det skulle der gives speciel tilladelse fra staten til, og det var de ikke særlig villige til.
Min far arbejdede som snedker. Det har vel formodentlig gået meget godt de første år. Men så blev han arbejdsløs, og gik arbejdsløs i 5 år. Der må jeg jo nok indskyde, at vi var 5 børn, og min søster, der er 5 år ældre, Else, der er 5 år ældre, end mig, og så kommer jeg. Så min bror, der var 2 år yngre, Niels. Ane, det hed hun ikke, hun hed Agnes, men blev i familien kaldt Ane. Og så til slut Erik, som dengang hed Busse, eller Busser. Næh, han hed Busse. Hvad han nok ikke brød sig om at blive mindet om i dag.
Men, hvorom alting det var, det var jo i 30´verne, og far blev arbejdsløs, og var arbejdsløs i 5 år, og der var han ude på ”nødhjælpsarbejde”. ”Nødhjælpsarbejde”, det var noget, de lavede for deres understøttelse. Den var nu for øvrigt ikke for høj. Men, enten så var det på fattighjælp, eller også så var det på nødhjælpsarbejde. Arbejdet foregik med at grave grøfter og lign. groft arbejde.
For øvrigt ved jeg, min far… men det … han havde været indkaldt et par gange i de første år, de var blevet gift, men det … var 1. Verdenskrig. Under 1. Verdenskrig, der gik han vagt ude på molerne i Frederikshavn.
Nå, det var åbenbart ikke gået så godt, så de var vel blevet enige om, at de måtte anskaffe en rulle. Så mor skulle sørge for rulletøj. Ruller var jo meget almindelige. Da havde folk jo ikke noget hjemme i køkkenerne selv. Jeg husker, at jeg blev så rasende, når der var nogen, der kom og spurgte efter rullekællingen! For min mor var ingen kælling! Det tør jeg endda sige med eftertryk, hun var ingen kælling. Men det kunne jeg ikke lide at høre. Min bror og jeg, vi gik med rulletøj, og simpelthen slæbte rulletøj. Jeg husker ét tilfælde, hvor vi skulle op på en 2. Sal. Op til én, der var ansat ved jernbanerne. Og han kom ud og gav os pengene, og med et smørret grin sagde han, at vi kunne jo dele resten. Og vi sagde selvfølgelig ”mange tak, tak, farvel tak…” og da vi kom ned, talte jeg pengene efter, og der var én øre, vi kunne dele! Det var hans morskab! Derimod havde vi en anden, en bager, henne på Kærlundsvej (?), og de kom altid op til juleaften og skulle have rullet, og det skulle bringes ud til dem juleaften. Men da var jeg vaks, så der vankede altid en marcipangris. Så da var man jo med.
Engang min far havde hentet noget rulletøj fra Amtssygehuset, hvilket kun var, når deres ruller var i stykker, siger min mor i kådhed, ”hvis du kan løfte den der, skal du få en krone…” Det var en kurv fyldt med tøj, og jeg tog kurven og løftede den, og så blev min mor helt bleg, og så sagde hun, ”kan du ikke nøjes med 50 øre?” Der var altså ikke for mange penge.
Lis:
Kan du huske, hvordan der så ud? Altså hvor mange værelser havde I?
Poul:
Ja, huset, det var jo et hvidt rækkehus med 1 sal, der var kviste på. Der var kælder og en stueetage. Og i kælderen, der blev den her rulle installeret. Og så havde vi en… så havde far et værksted dernede med en høvlebænk. Og så var der et vaskehus, hvor man fyrede med brændsel inde i vaskehuset. Da mor i sin tid fik anskaffet en ”vaskeheks”, det var det store nummer… en ”vaskeheks”, det var sådan en… sådan det lignede to fingerbøl sat inden i hinanden på en stang, som man så skubbede op og ned i tøjet. Det førte luft ned i tøjet og rensede det.
Og ellers så kom vi i bad dernede, når der havde været vasket tøj. Så skulle vi derned i gru… i karrene og skrubbes rene. Der var noget, som jeg husker alt for tydeligt. det var de uldne undertrøjer, min mor strikkede til mig. Det var uld, rigtig uld, og jeg så ud, som jeg var gnedet med sandpapir over hele kroppen. Jeg kunne simpelthen ikke tåle det. Det var også det første… med den første ugeløn, jeg fik som lærling, da gik min mor hen og købte nogen undertrøjer til mig med lodden vrang. Nu skulle jeg altså være fri for det!
Nå, men jeg husker, da rullen blev installeret, den skulle jo først fyldes op med store sten. Det var en elektrisk rulle. Automatisk. Når den kom til den ene ende, så røg den tilbage, ellers så stod de jo og trak den i hånden. Ja, det var meget fint. Og så når rullen den var henne, så vippede den op. Min mor tog rullen ud, eller rullestokken ud, og så lagde en anden ind, og det skulle jo gå stærkt. Det fik jeg efterhånden også et vist tag på. Nogen kunne lægge deres tøj sammen. Andre kunne slet ikke. Det måtte mor lægge om. Engang min bror og jeg var ude og hente noget rulletøj, noget tøj i Kærby, det var et forrygende haglvejr, så der var ikke andet at gøre, jeg stod med en kurv tøj på stangen, og bagpå på bagagebæreren, og jeg fik den her sat ned i rendestenen, det var baljen. Og fik råbt til min bror, han skulle skynde sig ind. Og jeg stod og dækkede mig over den her ene kurv, og baljen stod i rendestene, hvor vandet fossede ned. Men der var nogle behjertede mennesker, den havde set det nede i det nærmeste hus, de kom ud med en paraply. Bagefter måtte min mor til at tørre alt tøjet! Det var et uvejr uden lige. Ja jeg erindrer ikke hverken før eller siden, jeg har været ude i noget så skrapt!
Men mht. rulle, så var der jo det, at når nogen kom og spurgte efter rullekællingen, så blev jeg mildest talt rasende. Jeg havde lyst til at slå dem lige midt i synet, men det kunne jeg jo ikke. Men min mor var absolut ikke nogen rullekælling.
Såå…, hvad var der så egentlig… så kan jeg jo fortælle lidt om…
Vi kom i søndagsskole. Og skulle være fine. Og ét år fik vi nyt matrostøj. Og jeg var ikke glad for det! Jeg har jo nok været en 10-12 år. Og jeg skulle korte bukser… i sko, lange sorte strømper med elastik og livstykke for at holde de her strømper oppe, og så var der en matrosbluse og en matroshat. Og alle mine kammerater, de var i… de var begyndt at få jakkesæt, og jeg skulle stille i matrostøj. Jeg var ikke mange sure sild værd dengang! Min mor og far syntes jo, jeg var så pæn! De har jo ikke haft penge til mere, og det har jo nok også været godt nok.
Og for husets vedkommende, der var kælderen. I stueetagen der var tre værelser, et køkken og et wc.
Lis:
Var det så med træk og slip?
Poul:
Der var træk og slip. Meget moderne derude. Der var et pænt stort soveværelse, to stuer med
Kakkelovn. Der var kakkelovn i begge stuer, og…
Lis:
Fyrede I med brænde eller hvad
Poul:
Ja, vi fyrede med brænde og koks i de mange første år. Koks og så havde far jo fra sin arbejdsplade, havde hen jo en masse småpinde med hjem, det fyrede vi jo også med. Jeg spiste koks. Og ligesådan spiste jeg salt! Jeg kunne jo stå og tømme et helt saltkar sådan med fingeren og stikke ned i, men jeg har ikke været ret stor. Men da mor opdagede det, så blev det flyttet op i toppen af buffeten, så jeg ikke kunne nå det. Indtil hun kom en dag og tog mig i, at jeg stod oppe på buffeten, hvor jeg stod og slikkede saltet op. Så blev det flyttet.
Øhh… senere, ja vi legede, hvad legede vi. Vi legede jo… vi brugte hoppereb, vi sprang, vi hoppede i land, vi ”spillede kniv”. At ”spille kniv”, det var at vi lavede en firkant og delte over i to, og så skulle vi slå den her kniv ned i jorden, og den vej, kniven vendte, blev der lavet en streg, og så var det om at, til sidst, når man ikke kunne stå mere i den, ikke engang på ét ben, så var man ude. Og så havde den anden vundet. Det hed vist ”spille i land”, noget i den retning. Det brugte man en kniv til. Og så trillede vi kugle. Det har vi gjort i mange år. Det var til hul. Senere lavede vi papkasser med huller i, hvor der stod 1-2-3-4-5, og når man kunne trille kuglerne ind igennem de her huller, så gav det gevinst.
Skolen kom jeg i som 7-årig. Og … ja… hvad husker jeg fra skolen…
Lis:
Der er en ting, jeg kan huske, at du har fortalt at din far klippede dig…
Poul:
Jeg blev jo altid klippet… næh.. det var nok dengang… de foregik… jeg blev jo altid klippet i gården om sommeren og i kælderen om vinteren, det kunne far selv ordne. De penge skulle ikke smides ud. Og så engang, så klippede han en stump af det ene øre, højre, øre, og jeg har selvfølgelig vrælet. Men det blev ordnet ved, at jeg fik jaget hovedet ind under vandposten. Så var den pot ude! Nå, mere kan jeg ikke huske om det, bortset fra, at jeg stadig mangler den stump øre.
Lis:
Hvordan var dine forældre?
Poul:
Ja… min mor, ja jag kan aldrig huske andet, end at jeg holdt forfærdelig meget af min mor, men min far, han var noget hård, for at sige sådan. Jeg var det, man kalder prügelknarbe der i huset. Jeg fik tit tæsk. Nu lyder det måske drastisk, men… ja en lille ting var at, når vi gik tur om søndagen ned igennem byen, så kendte min far, for han var selskabsmenneske, han var absolut ikke hjemmemenneske, men han var selskabsmenneske, og så kendte han en forfærdelig masse mennesker, og hver gang han tog til hatten, så dukkede jeg hovedet, og så skældte han jo ud over det. Så sagde min mor, at det er jo din egen skyld, for hver gang, du løfter hånden derhjemme, så slår du jo! Nå… men ellers så var far som sagt formand i NIO, jo han var for resten afholdsmand, NIOGT, og senere husker jeg at han måtte melde sig ud, han havde simpelthen ikke råd til at stå der.
Og så husker jeg en anden ting. Vi havde en bekendt. En skomager. Hvor han boede, ved jeg egentlig ikke. Men jeg har tit været nede på hans skomagerværksted og set ham forsåle sko med pløkker. Det er jo slet ikke noget, man gør i dag. Men der blev slået pløkker i hele vejen rundt. Han kunne lave det hele, og det syntes jeg, var meget interessant.
Så kom jeg i skole, og vi havde… ja som 7-årig… vi havde…
Lis:
Hvad var det for en skole?
Poul:
Det var Rentzausgade Skole. Og selvfølgelig, navnet siger, den lå i Rentzausgade . og der stødte op til en anden skole, den hed Danmarksgade Skole. Danmarksgade skole, det var for dem, der havde taget mellemskoleeksamen. Og fik lov at gå derover fra 4. klasse og fra 5. klasse, og jeg dumpede fint fra 4. klasse og også fra 5. klasse. Så jeg kom aldrig i mellemskolen. Det gjorde derimod Niels og Ane, de kom i mellemskolen. Else havde været så fin på det, hun kom i privatskole. Det havde de slet ikke råd til. Men mor havde selv gået i privatskole, så det skulle hun også.
Lis:
Hvordan var det i skolen?
Poul:
Ja, i skolen, det husker jeg såmen ikke så forfærdelig meget. Vi sad jo ved skolepulte. Den her, hvor man, hvor der var fast…
Lis:
Gik i drenge og piger hver for sig?
Poul:
Nej, vi var drenge og piger i samme skolegård, og der var nogle vandkummer, hvor der sprøjtede vand op af, og der stod man jo og drak vand, og så var det en fornøjelse at dukke én ned i vand, så røg jo tænderne jo med. Én gang var der én, som sprang på ryggen af mig, og jeg faldt og slog min knæskal, og jeg blev kørt hjem i bil. Det var en meget stor oplevelse!
Lis:
Kan du huske, var det én af lærerne…?
Poul:
Jaa, det kan jeg godt. Vi havde en lærer Bendix igennem flere år, men da jeg kom i 5. Klasse, så gik han over i mellemskolen. Så fik vi en Østergaard-Hansen. Og han var ligeledes tegnelærer, og han var i hvert tilfælde glad for mig, for… han pralede med over for min, at han havde lært mig at tegne. Hvad man nu måske kan sætte et spørgsmålstegn ved, det er noget helt andet. Mens vi gik til konfirmationsforberedelse, da skulle jeg op og se, hvad de lavede. Da pralede han med, hvad de andre kunne. Men jeg var jo efterhånden bleven så fræk, så jeg sagde, at når han havde lavet det halve af det, så kunne de jo sagtens gøre det.
Poul:
Nå, men jeg kom, hvad kom…, jeg kom ud af skolen, hvad har jeg fortalt… jeg fortalte før om…, jeg fik noget tøj. Har jeg fortalt om denne her gang…
Lis:
Nå, men jeg tænkte, der var noget… der var noget om en lærer, som du godt… der var noget med at du fik en is engang?
Poul:
Joh, men det var i 1.-2. kl., en lærer, hvad han hed, det kan jeg ikke huske. Jeg kan bare huske, han var en stor kraftig fyr. Det var oppe ved… der var en bager, sådan et bageriudsalg på Finsensvej, derude i nærheden af, hvor vi boede, Hymøller (?), hed han. Og der står denne lærer inde, og så siger han, ”du skal have en is!” Og så ville Hymøller give mig den. Så siger… en 10-øres eller en 5-øres, det har nok været en 5-øres, i sådan et papkræmmerhus. Så siger Hymøller ”det skal…” ”nej, nej, det skal jeg nok!”. Så gik han hen og så fyldte han is i her, så jeg har aldrig fået så stor is indtil dato! Og jeg han huske, at Hymøller protesterede kraftigt! Det var langt over den størrelse, det skulle være!
Første år, jeg kom i skole, første klasse, da havde vi en dreng, der hed Erik, der boede på samme vej, som mig, og han tissede i bukserne hver anden dag, med det resultat, at jeg blev sendt hjem med ham midt i timerne, og skulle så ikke komme tilbage. Det var en stor fidus.
På vej hjem, når jeg gik fra skole, gik jeg gennem kolonihaverne. Det var sådan en masse… det er noget lignende kolonihaver i dag, med hække imellem, og nogle gange op igennem, og det gik man igennem. Der boede mine bedsteforældre på … hvad hed det… Stenosvej. Stenosvej 4. Huset ligger der endnu. Der er flere andre, der… for at sige det, som aalborgenserne siger det, der er ragt ned. Vi ville ellers sige revet i dag. Men øhhh… og der kom jeg ind. Og særlig, når det var regnvejr, så lånte jeg en paraply. Det var noget, de kaldte en familieparaply. Den var lige så stor, som en solparasol i dag, så den var stor. Den syntes jeg, var meget sjov at låne. Mine bedsteforældre var det sådan at… jaaa… de havde jo penge nok. Hvor mine forældre ingen penge havde. Min bedstefar ejede en, – forældre ejede en ejendom inde i Øster Gravensgade, hvor min onkel, onkel Harald, og Elise, Elise, det var hans kone fra Norge. Og så havde jeg en 4-5 fætre derinde også. De boede over gården op på 1. Op ad en hønsestige. Og jeg syntes jo det var forfærdeligt at komme derop. De sad med benene oppe på bordet. Det kunne vi andre jo aldrig få lov til. Men den her Øster Gravensgade, det var toppede brosten inde i gården. Et gammelt hus, blev vistnok senere franarret ham af en betjent, på den måde, at betjenten skyldte ham en del penge, som han aldrig fik, og det kom han vist aldrig over.
Der i… bl.a. nu mht. hvad mine bedsteforældre havde af penge, ja det var jo ikke fordi, de havde så mange, men 100.000 dengang ligger vel på et par millioner i dag. Men der husker, min far var ret fortørnet. For min onkel og familien der, de blev jo delvist forsørget af mine bedsteforældre. Vi fik intet hos os. Udover en gang imellem fik jeg en skål med fedt, som jeg endelig ikke måtte lade bedstefar se. Den havde jeg så med hjem til mor. Og mor smed den direkte ud i skarnkassen, eller ud i skraldebøtten. Den var harsk. Vi kunne altid få det, når det var harsk. Ellers så duede det ikke.
Så fik jeg igennem et årstid 10 øre om ugen for at feje og holde have og gøre rent. Og efter at jeg var bleven voksen, har jeg fået at vide af min bedste, at jeg havde ikke noget at klage over på nogen måde, at jeg havde fået 10 om ugen i et helt år. De havde en kolonihave derude, i de her omtalte kolonihaver, der havde de også en kolonihave. Og en dag siger min bedste til min bedstefar, ”kan du ikke gi Niels en 5-øre?” ”5-øre, hvad skal han have en 5-øre til? Han går lige op og slikker for den!” Så han fik ingen 5-øre. Der skulle ikke slikkes op. Hans penge skulle ikke slikkes op!
Senere hen havde jeg en lille kontrovers med mine bedsteforældre, da jeg ville begynde herovre som selvstændig, i København. Så bad jeg dem… de havde i øvrigt sagt til mig, at jeg altid skulle komme til, dem, hvis jeg manglede noget. Og så kom jeg til dem og bad dem, om de ville kautionere for mig for 2.000 kr. Og det fik jeg blankt nej til. Hvor deres nabo fik lov at låne på deres glatte ansigt 5.000, som de aldrig fik tilbage!
Lis:
Hvordan kan det være?
Poul:
Jahh, jeg ved det ikke. Jeg fatter egentlig ikke, hvorfor. Men min bedstefar sagde senere, hvor jeg var oppe og se til dem, der kom vi lidt op og toppes. Da sagde jeg til ham, at jeg havde én gang bedt om, de ville hjælpe mig, og det sagde de nej til, så det skulle aldrig ske mere. Så var hans svar, ”det er sture ord i di mund!” og, jaaa, det var det måske nok, men det kom til at passe. Jeg så dem faktisk ikke mere. For det gjorde, at jeg ikke var så glade for dem efter den tid.
Nå, vi springer tilbage til Forkammersvej. Nåede jeg til der, hvor jeg havde en dreng, jeg fulgte hjem, tissede på gulvet… og øhhh… jo, det var, hvordan lejlighederne så ud. Der var en 1. sals lejlighed i huset. Stuelejligheden har jeg gjort rede for. Der var et pænt stort køkken med spisekammer. Det var vist det eneste, jeg ikke fik fortalt. 1. salen, det var ligeledes 3 værelser. Og så senere hen lavede far et kvistværelse. Et kvistværelse med to små rum og et lille køkken, wc´et det blev lavet, så det blev med fælles wc med stuen, men med en wc-dør ud til trappen. De første, eller ikke de første, men nogle år boede min søster Else deroppe. For hun kom ind på C.V. Obels Cigarfabrikker, som cigarillusmagerske, og hun tjente godt.
Jeg selv… kom ud af skolen med den salut fra en overlærer Vinden, som vi havde, han stod op for alle os, der gik ud fra skolen. Det jeg husker mest, en afskedstale, det jeg husker mest derfra, var, at ”hvis I ikke kan klare jer, skal I ikke komme her og beklage jer, for det er jeres egen skyld!” Så den måtte vi bare lære at leve med. Vi tog det også, som det var.
Lis:
Nå!!!
Poul:
Jeg kom jo ud…
Lis:
Hvornår blev du konfirmeret? Hvor gammen var du, da du…
Poul:
Jo, jeg blev konfirmeret, som 14-årig.
Lis:
Var det i forbindelse med… var det før eller efter, du kom ud af skolen?
Poul:
Det blev egentlig samtidig. Jeg blev konfirmeret i marts, og gik ud af skolen til april. Så sådan set var jeg færdig med skolen, da jeg blev konfirmeret.
Lis:
Ja, dvs. skoleåret gik fra…
Poul:
Skoleåret gik fra sommerferie til sommerferie.
Lis:
Nå, for der har været nogen gange, hvor det har gået fra april …
Poul:
Ikke derover. Der har vi kun fra sommerferie til sommerferie. Mon ikke, det er sådan endnu? Det tør jeg ikke sige. Jeg ved det ikke.
Lis:
Hvor blev du konfirmeret?
Poul:
Åhhh, nu står jeg, ja, vent nu lidt. Det er rigtig, april. Jaaa, nej men det var også, det var rigtigt. Fra april. For vi havde ikke været så længe i skole, før vi skulle have sommerferie. Det var rigtig nok. Fra april til april.
Poul:
Jeg gik til præst hos en pastor Bang i Ansgarkirken på Vesterbro. Der var ret ny kirke, der var lavet. Og han var vældig flink præst, og han lovede, at han skulle komme hjem og besøge os alle sammen, men bagefter fandt jeg ud af, at hos os, havde han ikke været. Men han havde været hos alle dem, der var noget. Det viste sig altså, at han var også lidt snoppet, hvad jeg i grunden ikke troede.
Lis:
Holdt I fest og… ?
Poul:
Ja, vi holdt fest. Der blev holdt fest for mig derhjemme. Det… konfirmationsfest. Jeg fik et… ja… jo, jeg fik et jakke… jo jeg fik et konfirmationssæt, blåt tøj, med hvid stiv flip, med kraveknapper og det hele, og en blød hat, det skulle jeg jo have, det hørte jo med til konfirmationen. Og jeg husker, vi havde fulgt nogle gæster op til bussen oppe på Hobrovej, om aftenen. Og da vi går hjem, siger jeg til min far, ”må jeg så godt have lov at ryge?” det var åbenbart det store. Men jeg kom aldrig til at ryge ret meget. Ikke før under besættelsen, da det var vanskeligt at få tobak. Da begyndte jeg at ryge.
Lis:
Kan du huske, hvad du fik i konfirmationsgave?
Poul:
Nej ikke ret meget. Jeg fik selvfølgelig den obligatoriske salmebog. Og så husker jeg tydeligt, at jeg fik et par manchetknapper af mine bedsteforældre, hvor mine fætre og kusiner alle sammen var blevet … havde fået ure, armbåndsure plus tøj, der fik jeg et par manchetknapper af dublé, gulddublé. Jeg har dem såmen endnu, og det er jo også… tydelig ses, at det ikke var ret meget værd. Men mere blev vi altså ikke værdsat der, i den familie, undtagen når der skulle hjælpes til noget, så kunne vi godt bruges.
Så kom jeg… næh, så ville jeg jo gerne på Akademiet og tegne og det havde… jeg gik jo sådan med lidt af en kunstmaler i maven. Uha. Det var noget af det store sus, syntes jeg.
Lis:
Altså var det Akademiet herover?
Poul:
Ja, ja, men det kunne der ikke være tale om. For det første havde de vel ikke penge til at hjælpe mig herovre. For det næste så var det bedst at få en læreplads først, så min far skaffede mig en læreplads som malerlærling. Inden den tid må jeg fortælle, at i skoletiden, da havde jeg jo, for alle de 5-ører og 2-ører og 1-ører, jeg fik for at gå med rulletøj, de blev sparet sammen og købt sparemærker for. Og da jeg gik ud af skolen, havde jeg, jeg tror 1.400 til 1.600 kr., som jeg havde på en bankbog. Det var meget, der var sparet op på den måde dengang. I skolen foregik der altid det mærkelige, at den der havde sparet mest op, fik en bogpræmie. Jeg havde altid sparet mest op, indtil den sidste dag, før den her bogpræmie skulle uddeles, da fortalte læreren, hvad de forskellige havde sparet op, og så var de altid nogen, der kom med penge hjemmefra, så de fik større beløb, end jeg havde, så de fik bogpræmien. Jeg nåede aldrig at få den, skønt jeg var den, der havde sparret mest.
Så kom jeg i lære hos en malermester Bjørnung i Aalborg. Og jeg husker den første dag, hvor jeg blev sat til at skrabe tapet af, og jeg skrabte og jeg skrabte og jeg skrabte til den helt store guldmedalje. Jeg havde jo ikke spor kendskab til det, så jeg stod bare og skrabede på ét og samme sted, og de stod bare og grinede ad mig alle sammen.
Lis:
Var det sådan et lille sted?
Poul:
Det var et lille sted. Der var en mestersvend, Pedersen, han var den første, der var i arbejde. Ellers var der 3, 4 5, somme tider 6 mand i arbejde, i reglen ikke mere end 2-3 stykker. Vi havde en stor arbejdsplads, C. V. Obels Fabrikker, og der var ude en del og lave arbejde. Vi lavede arbejde i påske og pinse, og det foregik fx med at lakere gulve. Ja, jeg har været med til i 4 dage og ligge på knæ og lakere gulve, inde under møbler, og der blev vi jo altid sendt ind. Svendene tog midt på gulvet. Så skulle vi lærlinge jo have en lille smule af svendenes overskud, når vi nu var rigtig flinke. Det meste, jeg husker, af det overskud, det var, at vi blev snydt for det. For det ville svendene ikke betale os, når vi var færdige.
Nå, jeg blev færdig, udlært, nej, jeg kom i lære… fik … 6, 8, 10 og 12 kr. om ugen i fire år. Hvor faktisk alle andre lærlinge stod i lære i 5 år, da kom jeg i lære i 4 år. Min mester han var lidt af en foregangsmand.
Lis:
Var det også der, du gik på det der teknisk skole?
Poul:
Ja, så inden jeg, for øvrigt inden jeg kom ud af skolen, gik jeg, synes min mor, at jeg kunne godt tåle at komme på teknisk skole og lære at tegne, så jeg kom ind på teknisk skole, inden jeg kom ud af den almindelige skole. To år, i… mens jeg gik i 6. og 7. klasse, så gik jeg om vinteren på teknisk skole til tegning. Og… hvilket skabte nogle problemer, da jeg så kom i lære, skulle jeg også på teknisk skole. Så ville de have, jeg skulle begynde helt forfra. Men det ville jeg ikke. Men det slap jeg da også for. Men så kunne jeg komme til anden form for tegning. Så på teknisk skole havde vi tegning og modellering. Og modellering foregik på den måde, at vi modellerede i modellervoks eller i ler. Leret blev brændt, og modellervoks, der blev taget afstøbninger af. Så fik vi en ny forstander. Han ville ikke udleve nogen af de ting. De skulle tilhøre skolen, det var skolens materialer, og de skulle… men jeg fik trumfet igennem, at én af mine ting fik jeg, da jeg kunne bevise, at jeg havde skåret den derhjemme.
Nå, det var teknisk skole. Ja, så gik jeg på dagskole ét, ja det sidste år. Derfra tog jeg svendeprøven.
Men… i mellemtiden havde mine forældre jo haft sølvbryllup. Og der husker jer… og det er måske ikke så pænt at fortælle om sin søster. Men jeg husker, at for det første var min far, ja min far havde jo ikke noget arbejde. Og så kom han en dag og siger til mig, om ikke jeg ville hjælpe ham og ville være med til et bord til min mor. Det ville én af mine fætre på min fars side, Johan hed han, han var møbelsnedker. Det var min far også uddannet som. Senere gik han over til at blive bygningssnedker. Men det skulle han lave. Det var et flot bord, og jeg betalte 50 kr. og min far 50 kr. og det gav vi min fætter, og det var meget flot. Så gav jeg min mor og far en trælysekrone med 5 arme på og lampetter. Den blev skåret hos en billedskærer, Blanck, som mine forældre kendte lidt. Ligeledes sådan, at jeg betalte for arbejdet, men han betalte materialerne, som så var hans del. Nå, min søster blev meget fornærmet, fordi jeg havde givet så meget, når hun kun havde givet en divan. Og divanen kostede 25 kr. og jeg kunne ikke tillade mig at give så meget, så der var kold luft mellem os et stykke tid.
Lis:
Hvad, har I lavet sådan nogen ting, når I hold ferie og sådan?
Poul:
Jah, det har vi. For det første så var der også en ting. I 2 år, i 2 eller 3 år gik jeg til mandolinspil hos en Bracconi. Nej, ikke Bracconi, det hed han ikke. Han hed… det kan jeg ikke huske. Det var senere, hvor mor og jeg gik til mandolin herovre. Nu kan jeg ikke huske, hvad han hed. Der gik jeg og lærte og spille mandolin.
Lis:
Mens du var i lære?
Poul:
Ja. Men du spurgte om ferie. Da jeg var 7 år, blev jeg første gang sendt på ferie, på sommerferie. Og det var ned til noget, der hed Nørager, hvor jeg skulle skifte i Hobro. Og jeg tror, jeg spurgte den konduktør 7 gange, om vi snart var der. For jeg syntes, at det var en meget lang tur. Og da jeg kommer af den første gang der, da holdt der sådan kørevogn med to heste foran, hvoraf den ene hed Ludvig van Beethoven, og den anden, den hed bare Brune. Det var en stor kraftig bryggerhest og en brun hest. Vi travede ud, på noget, der hed Alstrup Hede. Det var virkelig ude på heden. Han havde, eller den familie, det var nogle af min bedstemors familie, hvordan, der ved jeg ikke. Men han…
Lis:
Hvad for en… var det din mors eller fars side?
Poul:
Ja, det var min mors side, for min fars side, de var jo væk.
Men han hed Søren Marinus Mortensen og hun hed Marie Mortensen. Og det var en gård med 3 længer, der var en vognport, og der var en lade. Ja, og en nøs, altså en kostald og en hestestald og så stuehuset med to indgange. Én til den fine, med en entre. Og så ellers én ind til bryggerset. Og bryggerset blev brugt til alt. Bl.a. når de bagte, så havde de sådan en stor, hvad hedder sådan én, en ovn, en bilæggerovn, hvor der blev fyret op med tørv, til den var meget varm, og så blev der ellers bagt brød en hel dag. Der blev smækket brød ind og der blev taget brød ud. Den blev ikke varmet op mere, end den ene gang. og det sidste, der blev bagt, det var lagkagebunde. Og vi var to, der kom en senere til, som feriedreng. Og Søren Marinus syntes altid, det var sjovt, at stille sådan en hel lagkage op foran os, og se, hvem af os, der først kunne spise det halve af sådan en lagkage!
Lis:
Hvor længe var du der? Altså hele sommerferien?
Poul:
Ja, jeg var der hele sommerferien. Det var ca. 5 uger, nærmest 6 uger. Det var til 7. august. Jeg kan dårlig huske, hvornår jeg startede. Men der var 7 køer. Grise, der var ikke så mange. Der var vel en 14-16 tønder land, og det var al, altså den hårde, der ligger under lyng. Og det havde han selv brækket med skovl, og lagt under, det hedder lagt under plov. Den det var også at se på ham, for han var lille og krumrygget. Men de var ellers flinke.
Lis:
Kom du igen?
Poul:
Jeg kom igen der gennem 7 år. Og senere kom jeg derop et par gange i påske og hilse på dem. De havde en datter, der hed Augusta, og en dreng, der hed Nobert. Han var en efternøler. Lis:
Der var et sjovt navn.
Poul:
Det var en rigtig forkælet lille hvalp. Augusta derimod, hun fik, efter at jeg holdt op med at komme der, har hun fået det ene øje beskadiget, og vist nok fjernet. Og hun fik en søn ved et uheld. Og siden har jeg ikke set dem. De har jeg haft mange gode oplevelser. Jeg var med… vi startede med høhøsten. Det var med at stavle hø, først op i stakke. Det blev reven sammen og så i stakke. I sådan nogle runde kugler, som man ikke ser. Eller halvrunde. Og derefter startede de på rughøsten. Jeg tror, rugen kom først. Det foregik ved gammeldags… jah, det var ikke moderne. Der blev slået først for vejen rundt. Og så derefter kom der en slåmaskine, som samlede sammen og vippede kornene af, eftersom der nu skulle være neg til. Og vi andre bagefter og lavede bånd af lidt af negene, vi vred, og så ellers halmen, eller stråene op i armen og det her bånd og binde omkring og stille negene fra os. Og til sidst blev de så trukket sammen i staver. Men det kunne være meget slemt, for der var stykker, hvor der var masser af tidsler, og dem skulle vi jo også have ind i armene, så vi så ikke altid lige kønne ud! Og høet, når det skulle stampes oppe på loftet, blev det stænget op på lofter, og så skulle vi bære det helt ind. Og vi var ikke mange sure sild værd, når vi kom hjem. Men vi havde jo godt af det. Og det første, der skete, når jeg kom der, det var, at jeg skulle ud i laden, og så blev jeg vejet på en rigtig stor bismer, og den sidste dag, jeg tog derfra, blev jeg også vejet, for de skulle se, om jeg havde taget på!
Lis:
Det var altså meningen!
Poul:
Ja. Såå… sådan foregik det. Sådan gik det alle steder.
Lis:
Havde du ikke hjemve, som 7-åreig?
Poul:
Joh, jeg havde meget hjemve det første år. Men så var der en går der ved siden af, der tilhørte en gårdmand, det var én noget lignende. Der var en 5-6-7-unger. De hed Kristian Smed. De havde ikke vand. Så komme derover og se de her 7 unger have vasket sig i ét vandfad, det lignede noget en mudderpøl, end noget andet. Så det var ikke altid lige rart. Men dem legede vi ellers med, og … ja for øvrigt, nu siger jeg, der var Augusta. Men der var en pige, der var ældre, der hed Johanne, men hun var flyttet, inden jeg kom der. Augusta spillede på harmonium, stueorgel. Hun spillede alle de dengang nyeste slagere, bl.a.
”Ak gid, jeg var ungkarl igen,
Ak, gid jeg var ungkarl igen.
Man drikker og turer,
på kvinder, man lurer,
ak, gid jeg var ungkarl igen.”
eller også ”Den sorte sejler”, og der lå de forskellige gårde, de lå oppe i skellene og lyttede til. Og det var mægtigt. Der havde ikke andet. Der var ikke noget, der hed radio, eller noget som helst dengang. Deeet… der måtte man underholde sig selv.
Til fødselsdage, der legede man ”To mand frem for en enke” eller også ”Vil du have mig, så Fanden tage dig”. Det var den morskab, man havde. Og så med at se, hvem der kunne springe over en hæk, og hvem der faldt over hækken. Imponere pigerne og sådan noget.
Poul:
Så er vi nået frem til, at jeg kom i lære.
Lis:
Ja…, jeg skal lige spørge dig om nogle andre ting fra dit barndomshjem. Hvad med sådan noget, som jul? Altså vi har jo sådan en engel, der sidder i toppen af juletræet?
Poul:
Ja, det er rigtig. Vi har…, jeg har …, eller vi har en engel, og den skal du nok få, af metal, der var forgyldt. Den har min mor haft. Den har siddet i toppen af hendes juletræ, så langt tilbage, hun kunne huske. Så først senere har jeg fået den.
Men vores jul foregik jo på den sædvanlige måde… eller den foregik sådan, at inde i dagligstuen…
For resten skal jeg lige føje til, at jeg husker, at vi fik et tæppe inde i dagligstuen. Dagligstuen var ellers med rødt plys og med frynser og klunker på stolene, og en gammel divan, også med rødt plys. Og da det blev solgt, så kom det jo på auktion, så indbragte det 7 kr.! Min mor var rædselsslagen. 7 kr. havde de møbler været værd, som hun havde haft i sit hjem! Og så fik vi engang et gulvtæppe. Og der måtte vi jo ikke komme ind. Så fik vi en radio, og det var en ”Telefunken” med løs højttaler oven på og en nøgle. Meget fin, og ingen af os måtte røre den, kun far. Og det var jo alle tiders. Inden den tid havde der jo været et krystalapparat. Sådan ét havde vi aldrig oplevet at have. Men vi har hørt hos andre, når der så blev lagt en hovedtelefon ned i en krystalskål, så kunne vi alle sammen sidde og lytte og høre, hvad der blev sagt. Det var alle tiders.
Så spurgte du om jul. Ja, der havde vi altid et stort juletræ hos os. Min far ville have et stort juletræ. Min mor vel også, for ellers havde vi vel ikke fået det. Og det blev jo pyntet med chokoladefigurer, hvis der var råd til det. Og ellers så sad vi før den tid og lavede julepynt, der blev hængt op, og kurve, der blev flettet og limet og klistret. Og ellers så blev der bagt pebernødder og brune kage, og vi spillede pebernødder om aftenen, og der blev lagt pebernødder i kurvene. Og ét år, hvor der var blevet hængt chokoladefigurer på, opdagede vi bagefter, at der manglede en bid af hver eneste chokoladefigur. Min bror, Niels, havde været rundt og smage på dem alle sammen!
Lis:
Der var også noget med, at du havde været ude at købe juletræ sammen med din lillebror?
Poul:
Nåh jo, men lige inden den, vil jeg fortælle om julen, hvordan de også kunne være. Jeg husker så tydelig… nu havde vi jo moster Hanne her i København, hun sendte gerne en lille pakke med en lommebog til hver af os unger og en blyant. Jeg ved ikke, hvad der var til mor og far… det var ikke meget, men vi så hen til den pakke. Og i de år, hvor far var meget arbejdsløs, der havde han en søster i Frederikshavn, Henriette. Og hun var gift med én, der hed Kassov, der havde en købmandsforretning på hovedgaden i Frederikshavn. Og der havde jeg for øvrigt en fætter… to fætre, én der hed Godtborg, og han overtog købmandsforretningen, og én, der hed Frederik, og han kørte bil. Taxi, var det vist. Men der fik vi så gerne en pakke op til jul, hvor der var lidt pålæg, lidt flæsk og en lille gave til hver af os. Og ét år kan jeg huske, at min mor gik op og ned ad gulvet, og var helt ude af den. Der intet til juleaften! Intet! Og den pakke fra Henriette var ikke kommet. Jeg kan huske, min mor græd. Og så ved jeg ikke, hvad der skete. Jeg ved ikke, hvordan. Men pludselig fremkom der en pakke fra Henriette i Skagen, og julen var reddet! For os alle sammen.
Men for resten, så måtte vi jo slet ikke komme ind i stuen til juletræet før juleaften Der var lukket, men ikke mere, end vi alligevel kunne kikke ind. Og så juleaften gik mor ind og satte sig ved klaveret og spillede, og for øvrigt spillede mor ret ofte, og vi andre sang dertil. Det var jo vores morskab der. og jeg fik aldrig lær at spille klaver. Det skulle mor jo lære mig. Der var ikke råd til andet, men det kunne jo ikke nytte noget, når det kun var mor, så blev det ingen ting til, så jeg fik det aldrig lært.
Såå…, hvad var det mere, du spurgte om?
Lis:
Der var det med det juletræ?
Poul:
Ja, det er rigtigt. Så var der to ting. Jeg var jo kommet herover, det vender vi tilbage til om lidt. Men der var jeg jo hjemme den første jul, og så siger min mor: ”Kan du ikke gå ud sammen med Erik, ”Busse”, og købe et juletræ?” Og vi gik rundt og kikkede på juletræer, og det var en af de sidste dage, og der var ingen juletræer, der var tilfredsstillende, og jeg var efterhånden træt af det her. Og vi kommer op på H. C. Ørstedsvej, der ligger i nærheden, og der var én, som ville sælge os sådan et hjørnetræ. Og hjørnetræ, det sådan, når han står bag ved det og han selv går rundt ved den side, der ikke er nogen grene på. Og så siger jeg til Erik, siger jeg: ”Var det ikke et træ, synes du ikke, vi skulle tage det?” og så rykker han mig i armen. Så siger jeg: ”Jamen, hvad er der i vejen?” ”Det skal vi ikke have, Poul, det er utæt!” Nå nej, så skal vi ikke have det! Et utæt juletræ, det vil vi ikke have!” Nå, vi fandt vej et juletræ, og så var den klaret.
En anden gang, hvor jeg var med ham nede… eller hvor jeg var hjemme… da var vi nede på, over broen, over Limfjordsbroen. For resten Limfjordsbroen, da den blev indviet, det har jeg også været med til. Når vi gik over den gamle pontonbro til 5-øres… der gav vi 5 øre for at komme over den gamle pontonbro. Og så blev der indviet en ny bro. Og der husker jeg, at der var tusindvis af mennesker dernede, og så begyndte de at gå i takt, og så begyndte hele broen at vibrere, og så blev der bestyrtelse i de højere kredse, og der blev råbt ”Ud af takt! Ud af takt! For ellers så styrter broen!” Og det troede vi jo alle sammen på, og vi var om at komme ind i en fart!
Poul:
Så var jeg jo i lære. Og jeg havde jo godt lagt mærke til, at min far gik og samlede en masse materialer sammen. Jeg havde ikke spurgt, hvorfor. Jeg ville så til København, og siger til min mor, at jeg vil til København, jeg vil gå på skole derovre. Det var lige efter, jeg var udlært. Det var for resten… der er noget, jeg har glemt at fortælle. Det må jeg have ind.
Da jeg var udlært, havde jeg talt med min mester. Jeg var i lære sammen med, jeg havde en lærekammerat, der hed Vigand Hansen, og ham komme vi sammen… både ham og hans kone kommer vi af og til sammen med endnu. Han, Vigand og én, der hed Jens Klit, der var også maler, og så jeg. Vi skulle en tur til Tyskland. Men vi kunne ikke få lov at arbejde i Tyskland, for det var under Hitler-regimet. Så vi kunne kun tage derned på en…, vi fik billet, der gjaldt til en tur, vi var en tur, 5 uger i Tyskland, hvor vi levede…
Lis:
Hvad årstal har det været?
Poul:
Det var i -36, -35, -36, og vi var dernede, og vi så ikke meget de progromere (?) og det, de lavede dernede, men vi så knuste vinduer, hvor der stor, at her boede en jøde, og andre steder” Die Juden haben kein zutriet” og i en bagerforretning ”Die Juden ist unwünscht”. Og det så vi jo meget af, og det syntes vi var ret forfærdeligt. Men eller så må vi jo sige om tyskerne, at havde vi dem på tomandshånd, så var de de flinkeste mennesker. Men var der flere sammen, så var det altså kun ”der große Deutschland”.
Der tog vi fra, og derefter ville jeg så til København på skole. Jeg havde… jeg kom selvfølgelig i tanker om det ret sent. Men kom dog ind på en skole herover, så jeg skulle starte efter jul. Den var begyndt i oktober måned eller noget i den retning. Og den var 3-årig. Men jeg fik lov og tage den, da jeg nu var udlært, som maler, så fik jeg lov at tage den på 1½ år.
Lis:
Hvad var det for en slags skole?
Poul:
Det var Kunsthåndværkerskolen i Bredgade. Og det var som reklametegner. Efter 1½ år, da tog jeg afgang derfra, som reklametegner.
Lis:
Du kom på Kunsthåndværkerskolen i København. Var det derfor, du tog til København? Det var for at…
Poul:
Ja, det var for at komme på kunsthåndværkerskolen.
Lis:
Hvor gammel var du der?
Poul:
De var jeg 19 år. Jeg var ikke mange sure sild værd. Det var første gang, jeg var hjemmefra i sådan længere tid. Men jeg kom jo her over til København, og fandt moster Hanne, og blev indlogeret der i 2 nætter. Moster Hanne var dengang husbestyrerinde for en frk. Kryger. Som boede på Svanholmsvej. Men den frk. Kryger kendte én, de havde et pensionat inde i … Frederiksborg, nej… hvad hedder den derinde… Frederiksborggade. Og der fik jeg et lille hummer. Et ganske lille hjørne, der har vel været 6 m2, 8 m2, med en kakkelovn, en servante med et vandfad og en kande med vand, en divan og et skab. Det man i dag kalder et karlekammerskab. Og jeg kom på skolen og…
Lis:
Hvad levede du så af?
Poul:
Jeg levede af mine penge. Tænk, at jeg levede af mine penge. Jeg havde sparet penge op for at komme herover, bl.a. da jeg var færdig, da jeg havde været i lære, da havde jeg vel sparet en 3.000 sammen, og der var mange penge dengang. Så jeg kom jo på det pensionat, og hun var nu vældig flink, Mortensen, tror jeg hun hed. Hende og hendes søster drev det pensionat. Og vi var en snes stykker. Spiste og boede. Hun havde to etager. Og jeg fik jo madpakke derfra og så på skolen.
Lis:
Hvad lavede I der?
Poul:
På skolen? Havde vi alle mulige former for tegning. Vi lavede tegning… ja, vi havde tegning efter genstande, vi havde croquistegning, vi skulle lave forsider til bøger og til aviser og lay out opstilling, altså, hvad hedder det… hvordan tekster skulle stilles op. Og vi lavede illustrationer og plakater og næsten ikke… havde jeg nær sagt, der var næsten ikke det, vi ikke lavede.
Der var én af lærerne, der… en …. Ja nu kan jeg ikke engang huske, hvad han hed… men vældig flink lærer. Han havde også været maler. Men han havde… jeg gik sammen på skolen med én, der hed Ottosen. Han var også fra Jylland. Og var kommet ind senere, end jeg var. Han var for øvrigt taget med over sammen med mig, næh… han var kommet en måneds tid efter. Og, den lærer, han var altid fuld af kritik over for os. Og en dag var jeg gal på ham. ”Nu vil jeg altså… jeg kan ikke forstå, vi kan ikke lave noget tilfredsstillende! Der er altid noget i vejen, når det er Dem, der kommer!” så sagde han: ”Jamen er det så sært?” Så sagde jeg:” Ja, jeg synes det! Der bliver aldrig nogen sinde sagt noget til alle de andre!” ”Næh” sagde han, ”De løg, dem siger jeg ikke noget til! Men I skal leve af det!” Så vi fik over nakken hele tiden. Men da vi så var klar over det, så var vi ikke kede af det. Der var ingen af os, der havde mange penge. Så vi tog også somme tider ture. Bl.a. skulle vi en tur til Helsingør. Det havde vi simpelt hen ikke råd til. Og da én af lærerne fandt ud af, at det var det, der var i vejen, så kom han og ville betale af sin egen lomme! Men det var vi for ærekære til. Vi ville hellere kvitte et par måltider mad og så
kom vi med til Helsingør.
En anden gang fik vi et legat, han og jeg, som vi ikke måtte fortælle nogen andre i skolen om. Det var det her bladfirma, hvad er det det hedder, det store… Gutenberghus. Der fik vi 500 kr. hver. Og det var mange penge! Mange penge! Vi måtte ikke fortælle nogen andre det, for så ville der blive vrøvl. De andre, de havde jo deres forældre, og havde i øvrigt… faktisk var det man forstod ved ”løg”, der gik på den skole. Der er også kun en enkelt af dem, der er blevet til noget. Ja, det er jeg jo heller ikke… men… alligevel. Nå, vi…
Lis:
Nå, men når du ikke var på arbejde eller på skole, hvad lavede du i fritiden?
Poul:
Se… så var der jo det, at jeg gik jo sammen med… i fritiden der ikke andet end tegnede og tegnede og tegnede jeg. Vi var jo nødt til det. Vi var Zoologisk Have og tegnede. Vi havde frikort til Zoologisk Have. Og vi tog rundt i byen og tegnede. Vi tegnede, vi levede med en blyant i hånden hele tiden. Jeg boede på det her pensionærværelse, hvor vi havde kakkelovn, og jeg husker, at jeg har siddet og prøvet at regne ud, at hvis jeg spiste 4 tørre kiks om aftenen, om det gav mig mere, om det var billigere, end hvis jeg købte et stykke wienerbrød. Og jeg har mange gange stået foran en chokoladeforretning og ikke haft råd… jeg ville gerne have haft et stykke chokolade, men jeg havde ikke 10-20 ører til et stykke chokolade. Det var for meget.
Lis:
Har du ikke været ude og more dig?
Poul:
Nej, nej, for jeg havde ikke råd til det. Jeg havde direkte ikke råd til det. Jeg skulle leve af det. Det var sådan, at jeg skyldte, jeg tog fra Aalborg med en gæld på 30 kr. til skattevæsenet i Aalborg. Og de krævede mig for pengene. Jeg søgte om at blive fritaget. Det kunne jeg skam ikke. Jeg måtte betale de 30 kr. Jeg havde det ikke. Men jeg var heldig nok. Så længe, jeg kunne … om vinteren, om sommeren kunne vi ikke, men om vinteren … kunne gå på understøttelse oppe i fagforeningen. Så fik jeg understøttelse fra fagforeningen. Det var i to vintre. Og det var meget. Jeg husker en af lederne deroppe, han var jo, uha, han var jo kommunist. Og der skulle nogen ud på B&W. Der skulle laves bundarbejde. Og jeg kommer hen. Så siger han: ”Du skal på B&W”. Så sagde jeg: ” Ved du hvad, jeg går inde på kunsthåndværkerskolen…” ”Nåh, jamen bare skrid …” sagde han. Det havde han ikke lov til. Måtte han ikke. De andre blev stående uden for, de ville slet ikke ind. De var jo bange for at komme der ud. Men jeg blev skam ikke taget, til det. Så det var jeg jo meget glad for.
Så en anden gang, så siger Ottosen… han havde været i København før… så siger han: ”Vi skal hen, ned her inden det er sommerferie, for vi skal tjene penge i sommerferien. Så vi skal ned til Mølmann. Det er bedst, at han ser os et par gange. Mølmann, det er et stort malerfirma i København. Og, det var sådan noget med flere hundrede svende. Og jeg kommer derind, og vi står jo en 15-20 mand. Så kommer Mølmann ind. Samtlige stryger låget, og står ret, når han kommer ind. Og jeg var kravlet helt ned bagved. Og Mølmann slår op i en bog, og kikker i den, og så kikker han ned over forsamlingen, og så kikker han på én mand og går hen og stiller sig foran ham. Og så peger han en anden ud. Og siger ”Vil De gå derhen?” og enden på dasken, det blev, at jeg blev også taget. Selvom jeg stod allerbagerst. Og jeg havde hverken arbejdstøj eller noget som helst. Så jeg måtte ud og købe arbejdstøj, spartler og hvad der eller hører til. Og så skulle jeg ned på et skib og arbejde. Og det kom jeg så. Så jeg måtte altså af sted en halv snes dage før fra skole. Men så tjente jeg jo de penge. Og de skulle jo også med hjem.
Poul:
Det var så vidt … så … ja, hvad skete der så …
Vigand og Petra. Vigand. Petra havde villa ude i Hellerup. Og hende besøgte jeg så, når jeg ikke havde andet og få tiden til at gå med, om aftenen, ind i mellem. Og Vigand kom senere fra Aalborg og herover, og de blev gift.
Jeg … senere … da jeg ikke kunne holde ud at bo i Frederiksborggade længere, jeg blev ved at spise der, lejede jeg et værelse i Ringstedgade 8 på Østerbro. Der havde jeg så et værelse. Der var bad og adgang til køkken. Og der gik jeg hen og fik skarlagensfeber. Skarlagensfeber dengang, det var altså en alvorlig historie. Så jeg blev indlagt på epidemiafdelingen på Blegdamsvejen. Og jeg kommer ind. Jeg husker, lægen kommer ind og skulle se til mig, og han ville sandelig ikke ind. Han blev stående henne i døren. Og … værtinden, jeg boede hos, hun ringede til Petra. Og Petra, hun kom omgående. Og Petra, hun tog affære. Hun gjorde huset rent, efter at jeg var kommet på hospitalet. Det var ellers ikke noget, der var ret mange, der turde gøre. Hun var en frisk pige. Og var vældig sød ved mig. Vi tog … jeg kom på hospitalet. Jeg kommer ind. Lægen, hun kikker på mig. Det var en kvindelig læge. Hun kikker på fødderne, og der var ikke noget. Der skulle være skaller mellem tæerne, men der var ikke rigtig noget. Der var ikke noget i håndfladerne. Så kikker hun på … ”Ja, det er en typisk hindbær- eller jordbærtunge!” sagde hun. ”Nå, vi siger, De har skarlagensfeber. Så nu kommer De derover. Hvis ikke, De har, så skal De nok få det!” sagde hun. Og så blev jeg sendt over på afdelingen. Der lå jeg så i 6 uger, 5 eller 6 uger. Og derefter fik jeg besked fra lægerne, at jeg skulle på rekreation mindst 4-5 uger.
Og det vi sige, at da den tid var ovre, så ejede jeg jo ikke 5 øre. For så havde jeg … de penge, jeg havde sparet op, fordi jeg efter, jeg var kommet fra skole og til … nej, det ved du ikke… men det var min mening, at jeg ville til Leipzig på skole, og der havde jeg … fordi jeg havde søgt arbejde, men det var så usselt betalt, så det ikke var værd at røre ved … så ville jeg have været til Leipzig og lære noget mere. Og så havde jeg søgt plads dernede, og kom det her influenza der, og… skarlagensfeber… og så havde jeg jo ikke flere penge, da jeg kom hjem. Jeg havde jo måtte betale alt. Jeg fik 1 kr. og 70 øre udbetalt fra Sygekassen, selvom jeg havde måtte betale den store udgift. Jeg fik 1 kr. og 70 øre. Jeg syntes, det var latterligt, men det var, hvad der kunne tilkomme mig.
Lis:
Så du kom ikke til Leipzig?
Poul:
Så nogen tid efter, så siger moster Hanne: ”Du skal på skole og lære engelsk…” nej, jeg kom ikke til Leipzig.
Lis:
Så er der noget andet, jeg lige skal spørge om. Du var jo ikke soldat?
Poul:
Nej. Inden den tid, der skete der jo det, inden jeg kom her til København, så ville jeg kasseres, som soldat. Nu var jeg jo blevet behandlet tidligere for en hjerteklapfejl. Så jeg gik … det var jeg bleven allerede, da jeg var 7-8 år. Og jeg har også haft engelsk syge, så der har været meget i vejen! Så gik jeg op til min læge og sagde, at jeg ville gerne have attest, for jeg skulle kasseres, som soldat. ”Jamen, det er godt”, sagde han, han skrev en attest, jeg tror, han skrev fem. ”Det er 10 kr., og det er altså de penge værd!” Jeg fik den her attest og går ned og skal til session, melder mig til session. Det var ikke noget, jeg skulle, det var et år før. Men jeg kunne godt gå op. Det var… jeg kan ikke huske egentlig, hvor det var henne, men vi skulle stå på en trappegang. Men vi skulle ind i et værelse og så over trappegangen og så over på et andet værelse. Men der i det værelse skulle vi klæde os af. Splitter nøgen! Og så skulle vi over på den anden side. Og der skulle vi stå uden for døren, trods folk gik op og ned ad trappen. Uden en trævl på kroppen. Så vi stod og vendte ryggen til folk, som gik op og ned ad trappen. Og når der blev råbt ”Kom ind!” Så skulle vi jo ind. Og vi røg jo ind i det her lokale, og jeg stikker den her attest til en læge, og så siger han: ”Hjerteklapfejl?” Han begyndte at banke mig på ryggen. Han fandt én stor tyk bog frem og læste. Han bankede mig igen på ryggen. Han fandt en anden stor tyk bog frem og læste. Han bankede på ryggen. Og sådan foregik det helt, til der lå en stor stabel. Og så brøler han: ”Kasseret med undersøgelse!” Hvortil der var et par andre, der råbte: ”Undersøgelse??? Undersøger De ikke alle dem, der bliver kasseret?” Men jeg røg jo ud der, og måtte spytte lidt i kassen til de andre, og så var jeg ellers kasseret og måtte ikke bruges til nogen form for krigstjeneste. Hvilket senere kom mig til gode. Det var egentlig, hvad der skete der.
Lis:
Hvordan det?
Poul:
Nå, men det var, da vi kom frem til krigen. Det kan vi altid snakke om.
Poul:
Jeg skulle til engelsk. Det havde moster Hanne sørget for, at jeg skulle stille der. det var som sædvanlig for sent. Men jeg kom ind alligevel. Og på det her engelskkursus traf jeg selvfølgelig mor. Dvs. inden jul havde jeg jo gået og kissemisseret eller forsøgt, men der var ikke noget at gøre. Hun var meget, meget ”tre skridt fra livet her”. Og det var vel det, der gjorde mig sådan særlig aggressiv. Så efter jul fulgtes vi ad i teatret, og så fulgtes vi lidt ad frem og tilbage, og det endte så med, at jeg blev præsenteret i hjemmet, selvom der gik et stykke tid.
Lis:
Var krigen begyndt på det tidspunkt?
Poul:
Da var krigen begyndt, men ikke her i landet. Da var krigen begyndt. Og den startede jo i -38 , ikke?
Lis:
Ja, her er det jo -40.
Poul:
Nej da …
Lis:
Altså besættelsen her er jo -40 til -45.
Poul:
Nåh ja, men den anden krig begyndte i -38. Da stod jeg på et stillads inde i Str. Kongensgade, da der blev råbt i højttalere, at krigen var brudt ud. Øhh, hvad hedder det, at de forskellige var gået fejl ad hinanden, og at Hitler var trængt ind i Tjekkoskovakiet og havde åbnet krigen.
Poul:
Så, i 1941 blev mor og jeg så gift inde fra Marmorkirken. Jeg ved ikke, hvor meget mor har fortalt om det? Men øh, for det første så var min … ja jeg glemte nu at fortælle én ting. At mor har jo været i huset hele sin tid. Og efter at jeg har lært hende at kende, kom hun til en kaffegrosserer i Lundsgade. Og der fulgte jeg hende jo selvfølgelig hjem en aften. Og der stod så fruen jo indendørs. Det var for resten den samme frue, som lukkede hendes skabe op for at kikke i dem, når hun var gået, om hun skulle have tilegnet sig noget, der ikke var hendes, og i det hele taget gennemrodede hendes ting! Men jeg stod jo udenfor og skulle sige godnat. Men hun stod inde. ”Der står en mand uden for døren!” ”Nej” sagde mor. ”Jo, der gør!” Og så styrtede jeg op ad trappen. Så tænkte jeg: ”Nå, ja ja, opad løber de vel ikke, hvis der er nogen, der søger efter mig!” Det vil så sige … dengang var der for resten mørkelagt. Der var mørkelægning, så man kunne jo ikke se en hånd for sig. Og jeg løber op, og så hører jeg nogen komme ud og ned ad trappen. Og jeg tænker, at det er én, der skal ud og se efter mig, så jeg bliver stående lidt, og så går jeg ned og så tænker jeg, de komme ikke op ad køkkentrappen, og så gik jeg hjem til Ringstedgade. Dagen efter fik jeg at vide, at det var mor, der var løbet ned ad trappen. Og vedkommende dame der, hun havde ringet til min svigermor. Da kendte min svigermor mig ikke. Og da havde hun sagt, at mor kom sammen med en ung mand, der stod uden for døren osv. Hvortil svigermor, Annes mor, sagde: ”Den unge mand kommer her i vort hjem!”
Lis:
Det synes jeg var flot!
Poul:
Og det synes jeg var meget flot! Så det tog jeg hatten af for hende for. Og jeg blev altså også præsenteret, og kom der i hjemmet, sådan lidt, lidt forsagt, og alligevel sådan lidt med en kold skulder til at starte med. Men gled efterhånden ind i det i forhold til hende.
Poul:
Så i -41 blev vi gift. Og øh, det var jo også i krigens tid. Vi havde fået, havde skaffet os en lejlighed. Islands Brygge, i Njalsgade 24A. En andelslejlighed. Vi gav 1.200 kr. for lejligheden. Vi udbetalte 800. Vi betalte 200 mere, resten det var nogen, der skyldtes på. Og den blev jo ellers gjort i stand efter alle kunstens regler. Og så der flyttede vi ind.
Og fra … da vi skulle giftes, skulle min mor og far og Erik herover, og skulle med til brylluppet. Og jeg skulle hente mor i Stavangergade, hvor mor jo boede. Eller var ude dengang. Og så … og de andre skulle jeg jo også sørge for. Så jeg havde været ude ved moster Hanne med dem, og Erik han skulle hente ét eller andet, og ham kunne de ikke finde, og jeg var ude og køre efter ham på cykel. Og jeg kører hjem på Islands Brygge, og ringer på vejen efter en vogn, og kommer op og får fat i mit tøj og får et par bukser på og en jakke på og ellers en skjorte på og resten, og så ellers resten … klædte mig på nede i vognen. Og selvfølgelig så springer der jo en knap af, den øverste knap i skjorten! Men inden havde jeg været henne og købe en pæn, syntes jeg, en pæn lyseblå skjorte, for jeg havde jo ikke brug for en hvid skjorte. Så, da jeg kom ud i Stavangergade, nej på vej ned møder jeg posten, og han stikker mig en lille hvid pakke, og den stikker jeg i lommen. Og da vi kommer i Stavangergade, så syr mor den her knap i. Og vi kommer ind til kirken, og der er rullet den røde løber ud, og vi, men vi skulle vente lidt, der var barnedåb. Men vi stod og ventede lidt. Og der var fuldt kor på, for alle skulle jo se papegøjen. Og vi kommer op, og så er kongen og dronningens stole stillet frem til os. Så vi sidder der af frydet lykke og fuldt kor på og kongen og dronningens stole og trykte sange. Så alt var så flot. Og så kommer der én i en blå skjorte. Og da jeg kommer op, og vi skal jo knæle og havde en våd hånd i håret, eller hvordan vi nu skal, og der kommer jeg til at se ned, og en hvid pakke stikker op af min sidelomme. Hvad i alverden er dog det? Og så kom jeg i tanker om, at jeg havde stukket en pakke i lommen, så den havde jeg ikke fået lukket op. Min far bebrejdede mig bagefter, at jeg kunne virkelig ikke være bekendt at lade mig gifte i en blå skjorte! Jeg kunne da godt … den éne gang kunne jeg da godt have ofret en hvid skjorte.
Lis:
Men det passede jo også så til mors blå kjole jo …
Poul:
Mor havde jo en pæn blå kjole på. Vi blev altså gift og kørt til …
Lis
Hvad var der i den hvide pakke?
Poul:
Der var en pakke cigaretter! Cigaretter, de var jo ikke til at skaffe. Og den kom fra Else. Så det var med et brev også. Og det var såmen mærkeligt, den ikke var åbnet. For alt, hvad der virkede som cigaretter, det blev åbnet på vejen. Det var postvæsenet vaks til, for …
Lis:
Det var egentlig en mærkelig bryllupsgave!
Poul:
Ja, men det var noget, der ikke kunne skaffes. Simpelthen ikke, så …
Poul:
Så kørte vi, skulle vi til fotografen, og da vi var lidt i Bredgade, så stopper fotografen. Så skulle vi have taget slået ned. Det var den første dag på året, det overhovedet var solskin. Den 22. juni 1941, den første solskinsdag! Og da blev vi gift.
Poul:
Brylluppet blev holdt, og hvad så mere. Ja så et par år efter … næh.
Så gik tiden med, at krigen kommer ind på livet af os ved at, ikke alene det, at tyskerne var kommet her, hvilket havde givet os alle et chok med de flyvemaskiner ind over København, og hvor der var smidt løbesedler ned, hvor der stod ”oprop” på, hvordan vi havde … og 9. april og hvordan vi at forholde os. Jeg vågnede 9. april om morgenen ved et mægtig spektakel af flyvemaskiner, og var henne og kikke ud, og så er der én der råber: ”Det er tysker!” Og så skulle jeg til at se efter, og ganske rigtig. Jeg strøg op på Østerport Station for at se, og der kunne vi ikke komme op, spærret af af tyskere, og de arresterede vægtere. For vægtere, de måtte være meget betydningsfulde personer, for vægtere, de havde en masse nøgler i bælterne, så dem måtte de jo sikre sig! Politiet, dem var der ikke så meget ved, for de havde ingenting! Der var også en del betjente, der slap væk. Ellers blev de jo arresteret, taget alle sammen.
Poul:
Vi kommer i Njalsgade. Der går Anne, havde jo så en søster, der hed Inger. Hun var forlovet og blev gift med én, der havde været med i Spanienskrigene, Ole Riis, og han var eftersøgt af det danske politi for undergrundsvirksomhed. Ham gemte vi et stykke tid, og han lærte mig, hvordan man brugte en pistol.
Poul:
Jeg begyndte som selvstændig ved, at jeg fik en stor ejendom i Saxogade, endnu et rigtigt slumkvarter, med masser af luddere, og blikkenslagerværksteder og alt mulig andet. Og den gjorde jeg, den blev moderniseret. Så den lavede jeg en modernisering på, som malerarbejde, og dermed begyndte jeg som selvstændig. Den første, jeg havde i arbejde, det var jo så Vigand.
Poul:
Men mens jeg var selvstændig der, da kommer onkel Holger fra Aalborg. For først var Ejgil, altså Elses første mand, han var taget af tyskerne, og var … blev dømt … han blev taget af tyskerne for illegal virksomhed. Hvervning af unge mænd til den danske hær, hed det. Og han og én til havde vist foretaget et par ”hold up” og taget pistoler. Men han blev taget af tyskerne. Og i den forbindelse … inden der, da havde Else og Ejgil adopteret en lille pige, da Else ikke kunne få børn selv. Så havde de adopteret en lille pige. Hun var døbt i Ansgarkirken også. Og så bliver Ejgil taget. Og mens så sidder han på noget, der hedder Fleskum Herred. Det var i 1944.
Lis:
Hvad var der? en koncentrationslejr?
Poul:
Nej, der sad han i … det var sådan en form for arresthus. Og der sad han, da far blev begravet. Vi kunne se derover fra graven Han sagde, han havde siddet oppe og kikket ud og set det.
Lis:
Nå, det var i Aalborg?
Poul:
Det var i Aalborg. For min far døde jo der først på året. Så kom … så skete der det, at vi kom herover. Så kom onkel Holger herover, for der gik det rygte i Aalborg, at … eller oppe på Bejsebakkevej, at han havde kælderen fuld af sprængstof, og det havde han, og så måtte han væk. Og Else måtte under jorden, for hende ville de have fat i. Ane måtte under jorden, for hende ville de have fat i. Holger måtte under jorden.
Lis:
Hvor gjorde de af sig selv?
Poul:
Ja de blev flyttet ud på landet. Til bekendtes bekendte. Og Holger kom her over. Og han arbejdede så sammen med mig, hjalp mig i et års tid, indtil krigen var forbi.
Lis:
Boede han så hos jer?
Poul:
Han boede hos os.
Poul:
I den forbindelse. Onkel Niels blev taget som sabotør. Ved jernbanesabotage ved pastor Sandbæks gruppe, blev han taget og interneret. Han var med i flere af de her transporter op gennem Jylland, hvor de var sat som gidsler. I tilfælde af, at der skete noget, så blev de skudt.
Men så bliver Erik taget ude i sommerhuset. For der havde tyskerne været ude efter angivelse, og de havde fundet engelske forbindingspakker derude. Og på vej derud bliver Erik taget.
Lis:
Han har jo ikke være så gammel.
Poul:
Nej, han var 17 år. Og da de er på vej ind i bil … Erik var på cykel. Cyklen har vel været smidt op på bilen … og på vej ind, så kom de i tanker om, at to af de her tyskere, der var tre, de skulle et andet sted hen, og så skulle den ene følge Erik til Aalborg. Da de kommer ud for mejeriet Enigheden, tror jeg det var, de havde en forsøgsgård, der gik en allé op til, så siger Erik listigt til ham tyskeren, at det var nærmere at gå den vej. Hvilket var løgn og latin! Men Erik havde fået at vide, at hvis han slog ham på siden af halsen såå … kunne han slippe! Da de var kommet der ned, og tyskeren var lidt uopmærksom, så daskede Erik ham én med siden af hånden, altså håndkantslag på siden af halsen. Så tyskeren fald, og Erik han … op på cyklen og væk! Med tjærespand og det hele. Senere stødte mor til Erik oppe på Bejsebakken. Så havde hun sagt til ham: ” Jamen Erik, hvor kunne du nu vide, at du havde klaret det?” ”Ja, da jeg kikkede tilbage, da lå han da ned!” sagde Erik. Men så måtte Erik jo til Sverige. Hvor han så kom efter møje og besvær, kom over vist ved Frederikshavn. Og så gik han ind i brigaden i Sverige.
Holger kom her til København, og arbejdede så sammen med mig. Og gik så sammen med Aksel eller mig. Aksel var kommet ind i en … Aksel, det skylder jeg måske at sige, det er Annes bror, Aksel … Han var i en gruppe af glarmestre. Altså en ventegruppe. Vi skulle jo lære at håndtere våben, og træde til, hvis der blev … skete noget. I øvrigt, imens vil jeg sige, jeg var taget, som husvagt i Njalsgade.
Lis:
Hvad gik det ud på?
Poul:
Som husvagt? Det gik ud på, at man skulle tromme alle sammen i opgangen ned i kælderen, når der blev luftalarm.
Lis:
Altså ringe … banke på …
Poul: banke på og være sikker … men man havde ikke lov at tvinge nogen derned. Det var der nogen, der troede. Men det måtte man ikke. Men så sad de der nede og gloede, til luftalarmen blev blæst af. Jeg gik normalt op på taget og kikkede på, at de skød efter dem. Det var meget morsommere, end at sidde nede i kælderen!
Én dag, mor blev oppe, sagde jeg, ”du kan god blive oppe”. Da blev der skudt så meget, at én af de her gipsmasker, den faldt ned efter at mor lige havde rejst sig! Ned i sengen, hvor hun havde haft sit hoved! Så der var noget rystelser i det.
Men jeg blev jo … da jeg så kom ind i den gruppe, så havde jeg for øvrigt også været med i Røde Kors, og mor var også i Røde Kors, og der skulle vi være i beredskab. Men da jeg kommer ind i gruppen, da var det morsommere at skulle skyde, end at samle kadavere op, være kadaverslæber. Så jeg sørger først for at blive fri for husvagttjenesten. Det blev jeg jo, grunden på min kassation, jeg ikke kunne bruges til nogen form for krigstjeneste! Og så blev jeg taget til CB´er. For resten. CB´er, det var ”føl”. ”Føl, det var nogen, som skulle passe … skulle hjælpe politiet …
Lis:
Hvad står CB for?
Poul:
Civil øhhh … jeg ved ikke, hvad B egentlig står for, men det var altså Civil politi i det tilfælde … civil betjent … var det i det tilfælde. Dengang hed det jo betjente. Og der skulle følge én af to af de her ”føl”, som de blev kaldt, med én betjent, der gik rundt i gaderne og så efter at mørklægningen, og eller prøve at opretholde ro og orden. Men de måtte heller ikke bruge mig. Så jeg kunne hellige mig det andet plus mit arbejde.
Og så var vi alle sammen, alle os, der var i ventegrupper, vi skulle over på Seruminstituttet en aften, og vaccineres med de her … for tyfus og alle de her ting, hvis vi skulle ryge i koncentrationslejr. Da jeg står derovre, så vender jeg jo ryggen til den læge, der skulle vaccinere mig, for ham havde jeg inden for Røde Kors. Han giver mig det her stik i nakken, og så hiver han mig rundt. Så siger han, hvad laver du … eller De herovre? ”Tror De ikke også hellere jeg vil være med til det her, end jeg vil slæbe kadavre? Men der skal nogen til det hele!” så sagde jeg:”Ja, men jeg har sendt min kone i stedet for.” Nå, men så var det i orden. Så … Og uden for havde Hipo i øvrigt været forbi et par gange. Men de turde ikke gribe ind, for de vidste, at de ville blive skudt, hvis de kom.
Lis:
Uden for Seruminstituttet?
Poul:
Uden for Seruminstituttet, ja. Men jeg kom hjem derfra, og fik heldigvis aldrig brug for det der.
Og så var onkel Holger med.
Så kommer vi frem til 5. maj. den 4. maj om aftenen, der samles vi jo alle sammen. Der lød jo befrielsesbudskabet. Onkel Holger og jeg, vi aftaler med mor, at vi kommer hjem og skal enten have aftensmad eller morgenmad. Og … så hun skulle bare blive hjemme, og så senere tage på Seruminstituttet. Og vi tager af sted, og kommer over og bliver samlede, bliver så opløst igen for vi skulle vente, der var stadig ingen grund for os, men de skød jo på kryds og på tværs … nej, mor skulle komme over med mad til os.
Lis:
Jamen, hvad lavede I på Seruminstituttet?
Poul:
Nej, Seruminstituttet, der var Røde Kors. Og vi andre, vi samledes ét elle andet sted ude på Amager. I øjeblikket kan jeg ikke huske, hvor. Men der var … vi var mange. Vi blev jo sendt hjem igen.
Lis:
Men hvad lavede I så ellers? Hvad gik I ud og lavede?
Poul:
Nå, men vi skulle ud og bevogte, og… bevogtningsopgaver, og bevogte tyskere, og hvad der ellers skulle være, fordi… og hvis der blev kamp, skulle vi med ind og slås mod tyskerne. Det var meningen, vi skulle slås mod tyskerne. Det havde vi jo regnet med. Men det blev jo da heldigvis, sådan set heldigvis, ikke til noget. Vi havde slet ingen våben. Vi havde våben, men det var jo ingen ting. For øvrigt var jeg på vej… midlertidigt så havde jeg et værksted i kælderen ude i Lundsgade. Lundsgade 5, der havde jeg et værksted med en hængelås udvendig. Og jeg kommer derud en dag, der er der nede i Kristianiagade, der er der… der havde organisation TODT *) en afdeling dernede, der gik tyskere vagt, og da jeg kommer derud, da ser jeg et mægtig leben dernede fra, en renden op ad Lundsgade osv., så jeg holder mig lidt på afstand. Får senere at vide, at der har været nogen, der har været henne og hente våben hos de her TODT-folk. Og da det er sådan en trekant, der ligger imellem nogle andre gader, der ligger en blok, der er trekantet, da løber tyskere til hver side for at se efter, hvor de her sabotører, eller våbenrøvere, de er blevet af. Og da de ikke kan se dem, så måtte de være i den blok. Hvilket de ikke var. De var ovre i én af de andre. Men så bliver hele den blok undersøgt. Og der hvor jeg har værksted, der kommer en vogn med… der kommer en af de her prærievogne med en snes, eller måske 30 tyske soldater. Og de går ind i opgangen. Så tænker jeg ”Så, nu er det sket med dig”. For der havde jeg opmagasineret våben for én af grupperne af Holger Danske Gruppen, som onkel Frederik var i, foruden jeg havde en del våben for Ib og for os selv. Og de lå i kælderen under nogle materialer. Og det var i det tidspunkt, hvor de sprængte alle de huse i luften, hvor de fandt våben. Så jeg blev jo lidt bleg. Og foruden var dødsstraf, hvis de fik fat i mig. Sååå , jeg ventede et stykke tid og kørte så hjem og så ringede jeg op til mor. Jeg havde aftalt, at hvis jeg ringede, så måtte hun på én eller anden måde begynde at stamme i det. Så var jeg klar over, at der var noget. Men hun sagde frisk og frejdig ”Kom du bare op”. Der var ikke nogen. Senere ringede jeg så ud i Lundsgade. Så sagde han, viceværten derude, ”Ja, de har gennemsøgt alt. Senge, selv fyret, der var ild i, lukkede de op for at kikke i efter noget. Det eneste sted de ikke har været, det var inde ved dig!”
Lis:
Ja, det var jo heldigt!
Poul:
Ja, mon ikke! Det var meget heldigt!
*) TODT er en organisation, som stod bygning af tyske bunkere. Opkaldt efter Fritz Todt.
Poul:
Nå, så var det jo, vi nåede til befrielsen. Da vi hører det, tager onkel Holger og jeg af sted. Oppe ved Artillerivej, der var indlogeret en masse flygtninge med tyske vagter. Foruden tyske vagter ovre på kasernen. Artillerikasernen.
Lis:
Hvad var det for nogen flygtninge?
Poul:
Det var flygtninge af østtyskere, der havde siddet i Polen, og alle de steder, de var blevet sat over, fordi de ville være rigtige tyskere. Dem derovre. De havde taget land fra polakker og andre og havde sat tyskere ind i stedet for. De måtte jo flygte. Så de var kommet der ind. Og så var… der var også polakker i mellem. Vel folk, der arbejdede sammen med dem. Og…. Vi kommer derop. Så stod der nogen, og én af dem, han stod med en fane og bankede ind i hovedet på én af tyskerne. Hvor Holger og jeg så kørte hen og tog fat i kraven på ham og bad ham om at se og skrubbe hjem. For det øjeblik, tyskeren han ville, så var hen jo ikke levende mere! Og det var der ingen af dem her, der var. Han trak sig altså også tilbage. Vi kørte over og afventede så, at mor skulle komme. Mor kom ikke. Så kører vi tilbage, og hun er ikke hjemme. Så begyndte jeg at ringe til samtlige hospitaler. Og først senere, eller tidlig på morgenen, kom mor hjem, for hun havde måttet søge ned til Seruminstituttet til Røde Kors-histrorien dernede, fordi de skød på langs der, hvor hun kom over. Hun var den, der havde været mest i fare af os. Men vi fik vores morgenmad, og så tilbage, og bagefter så var vi med til at storme skolen for håndvåben på Amager. Der lå en del danskere og tyskere inde, men de overgav sig da uden, der blev skudt særlig meget.
Lis:
Hvad var det for en skole?
Poul:
Den ligger på Christianshavn. Og der er voldgrave imellem, så vi løb fra, eller omtrent fra Seruminstituttet. Der går en bro derover. Der gik vi og passede på, at folk ikke kom for nær til.
Så var vi ellers ude og var med til at arrestere… onkel Holger og jeg har været med til at arrestere adskillige kollaboratører og stikkere. Bl.a. en baronesse Gyldenkrone, tror jeg, Gyldenstjerne, -krone… hende og datteren havde været meget aktive. De kom ned. Og en anden, det var en betjent. Jeg kommer over… en overbetjent… der kommer én løbende og siger, at de er ved at skyde sig ind til betjenten. Det var i et kvarter, som jeg havde ansvaret for sammen med den gruppe, jeg gik i. 5 mand. Jeg havde… var nærmest den, der ledede det den gang. Og så sender jeg én op til bagdøren, og så går jeg op. Så står der én oppe ved fordøren. ”Han vil sgu ikke ud”. Så siger jeg, ”nu må du godt gå. Så skal jeg nok få ham ud.” Så kommer der… så møder vi en kone. Så siger hun” min mand vil godt ud, men de skyder og de skyder.” Så sagde jeg ”Nå, jamen nu skal jeg gå op”. Så gik jeg op. Så sendte jeg ham væk. Og sagde jeg til ham om at lukke op. Og han lukkede op i underbukser, og han stod som ét rystende espeløv, at det ikke var nødvendigt at skyde. ”Næ”, sagde jeg ”Må jeg få dit ausweis… eller Deres ausweis?”
Lis:
Hvad er det?
Poul:
Ausweis, det var noget, som alle, der var i tysk tjeneste, de blev udstyret med. Det var et legitimationskort. Vi andre gik også med legitimationskort. Vi havde foruden et Røde Kors-legitimationskort, mor og jeg. Så vi kunne komme ekstra rundt. Men alle danskere havde legitimationskort. Og for øvrigt havde vi, som frihedskæmpere et armbånd, et rødt-hvidt armbånd med det danske… armbind, med det danske våben på. Eller flag og engelsk våben på.
Vi, jeg kommer op til ham deroppe, Laursen, hed han vist. Og så siger jeg ”og så er der en pistol?” Jeg beder så om hans pistol, og den vil han tage. Så siger jeg ”Næ, næ, den tager jeg”. Og så snuppede jeg pistolen. Og den havde jeg i øvrigt flere år efter. Og han kom så ned. Men vi havde i vores afdeling, hvad skal vi sige, kompagni, hvor jeg lå i, kun lukkede vogne. For ellers blev de forskellige, der blev afhentet, de blev afhentet på åbne vogne. Det var altså noget svineri! De blev spyttet på og i det hele taget nærmest ved at blive lynchet. Men ham her, de der kom og hentede ham, de måtte skyde skud i luften for at få folk væk. For ellers blev han lynchet. Det viste sig, jeg så det ikke, men han havde en bankbog med flere hundrede tusinde på, og han havde guldbarrer, og han havde skabene fyldt op med dåsemad og vin og spiritus og alt, hvad der kunne tænkes. Og så kommer hans kone op, og hun sætter sig på skødet af mig, om vi ville have noget at drikke osv.? ”Næh tak”, sagde jeg, og jeg skubbede hende ned af skødet. ”Jaaa men…” Så sagde jeg” ja, men Deres mand er overbetjent, og i tilfældet af, at han ikke har gjort noget, så kommer han hjem i aften. Det kan jeg love Dem!” men hun var ikke let at trøste, og det tror Pokker, for han fik… jeg ved ikke, hvad han fik, men han fik mange år for den juleleg, han havde lavet der.
Der holdt jeg så op, og onkel Holger holdt også op, efter at vi havde været der en 4-5 dage. Så sagde vi, vi ville ikke være der længere. Så overtog de andre det. Og jeg fortsatte med mit arbejde. Men onkel Aksel, han blev der, til den bitre ende. Og så kørte onkel Holger til Jylland, på cykel. Men han kom op og køre med nogen på vejen, sådan jævnt hen.
Lis:
Til Jylland på cykel…
Poul:
Ja, til Aalborg. Vi kunne jo ikke komme over på anden vis. Jeg har for øvrigt engang, jeg skulle til Aalborg, eller da kunne jeg ikke komme over, da kørte jeg med toget, men … med tog over, men jeg kunne ikke komme tilbage. Min far måtte losse, ved gode venners hjælp, sig ind i en bremsekupé, hvor jeg sad til Århus. Og så sad jeg i flere timer, inden jeg kunne komme videre med en postvogn til København. Sådan foregik det dengang.
Poul:
Ja, som afslutning her, var der jo det, at der gik jo 9 år, før vi fik dig. Mor, hun led jo af den sygdom, som vores dronning, hun havde. Hun tabte jo alle dem, hun fik. Men ellers ville vi ikke have nogen, før efter krigen. Og det blev altså dig. Og som det eneste. Men er jo altså ogsåen guldklump!
Lis:
Nå, nå…
Poul:
Derudover, så arbejdede jeg selvstændigt. Og jeg kom til at arbejde for Christianshavns Oplagspladser. På Islands Brygge. Der arbejde jeg egentlig, ja der arbejdede jeg til jeg blev… 60, 61, 62 år…, ikke…
Lis:
Det eneste, vi ikke har snakket om, det var dermed, at I har fået ”landet” heroppe, ikke?
Poul:
Nåh, ja…
Lis:
Det fik I jo året før, jeg blev født.
Poul:
Det var nærmest det år, du blev født. Men det var 1948, vi flyttede ind her, og da fik vi skødet. Og det foregik ved, at vi havde fået at vide af én, vi kendte, at der fandtes et sommerhus ovre ved Buresø uden tag, for der måtte hverken bygges huse eller lægges tag noget som helst, men besluttede dog at løbe risikoen. Så vi tog over til Buresø, men vi kørte forkert i Lille Stenløse… øhh…hvad var det, det hedder derovre, Stenlille. Vi kørte ned. Så kommer vi over bag ved kratgården herovre. Og der gik én og pløjede. Jeg gik ind over markerne, og jeg siger,
hvordan kommer vi til Buresø?
ja, ved at gå derover!
Jamen, der må vi jo ikke gå over?
Jamen, det tager vi ikke så højtideligt her.
Vi trak over. Så siger han,
Hvad skal i derovre?
Se på et sommerhus.
Nå, men I kan da købe en grund her, eller I kan da købe huset her!
Nå
sagde jeg.
Hvad skal du have for det?
36.000
Næ tak, det har jeg ikke råd til!
Jamen så kunne vi købe en grund her nede ved mosen. Så siger jeg,
Mosen med?
Næh, det var den ikke. Så siger jeg
Men hvad med på den anden side? Det skal være noget lignende, der ligger…
Jamen ham derovre, han vil sikker sælge.
Så gik vi over og kikkede på det. Så gik vi op til Kildehuset og bankede på døren, og spurgte, om det var deres lod herude. Og det var det. Og vi blev budt indenfor, og fik et glas likør af en eller anden art. Der sad de og spiste middag. Aviser på bordet og kartofler, de pillede selv… kartoflerne, og godt med dippelse til. Og vi ville så komme op næste søndag og se på det. Vi kom op næste søndag og se på det, men da var der rigtig dug på bordet. Og likør til kaffen. Og vi var ude at se på det. Og han forlangte 20 øre pr. alen. Og det skulle være det halve. Det var ca. ½ tønde land. Der var ikke et græsstrå herpå. Det var intet. Det var totalt bart. Så siger hun: ”Nej, 25, 25 … 25 skal vi ha´!” Så sagde jeg:”Det skal ikke skille os ad med de 5 øre. Jeg giver 25. ” Og så blev der skrevet foreløbigt skøde. Og alt i alt kom vi af med, for grunden, for … hvad hedder det, landmåler, sagfører, 1.800 kr. Det fik vi ½ tønde land for. Og så byggede vi et hus. Og det blev bygget inde i byen af pakkasser, som… jeg arbejdede for et stort firma, Langreuter. De fik landbrugsmaskiner fra Amerika. De var i trækasser og kom med skib hertil. De kasser fik jeg. Jeg huggede dem i stykker, og mor sad og rettede søm ud. Og så byggede vi vores første sommerhus af kasser. Det var ikke ret stort. Men hvor der er hjerterum, er der husrum.
Lis:
Nu er kaffen færdig…
Poul:
Ja, nu er kaffen færdig. Så er jeg også færdig. Og resten kender du sikkert selv