Interview med moster Hanne 1972
Moster Hanne er halvsøster til min farmors far, og bonusbedstemor til mig.
Udskrift af bånd med moster Hanne
Nedskrevet af Anette Sandborg Elstrøm: “Et par bemærkninger: Jeg har prøvet at være så tro som muligt mod det der bliver sagt, og den måde det bliver sagt på – derfor kan der forekomme mærkelige og afbrudte sætninger. Nogle få gange har jeg ikke kunnet høre, hvad der blev sagt, det gælder navne, så der vil der stå (?)”
Johanne Margrethe Jensen Møller 1881 – 1978
P: Men bortset fra det, har du jo ikke fødselsdag sammen med kongen mere …
H: Nej det ved jeg, det er sørgeligt, det var da så fint. Men Frederik lX døde i januar. Nu er det den unge Margrethe, der er blevet dronning.
P: Det var 91 sidste gang? Du er det man kalde en gammel pige?
H: Ja.
P: Hvor blev du født henne?
H: I Nibe.
P: Der hvor man får sin næse i knibe. Kan du huske noget fra Nibe?
H: Meget lidt, men det jeg kan huske fra Nibe det er da det med drengene, der lavede snehuse, for der var jo haver. Jeg har ikke haft have, siden jeg kom til Aalborg, så det er da Nibe, det jeg kan huske.
P: Hvor boede I i Nibe, kan du huske hvordan der så ud?
H: Ja, huset? Det var et langt hus. Det var nogen, vi boede til leje hos, der hed Hjort. Han handlede sådan med eksport og sådan noget forskelligt. Så boede vi i den anden ende af huset. Der var to lejligheder. Deres var vistnok en tre værelses og vores en to værelses.
Min far hed Christen. Han havde været gift to gange. Først med en Mariane. Sammen fik de en dreng, Mads. Det var din bedstefar, Poul. Ham er jeg ikke opdraget sammen med, han var jo meget ældre. Men min mor vidste godt, at min far havde den dreng. Min mor hed Bolette. Hun fik to drenge og så mig. Ferdinand Peter og Theodor Christian. Men Ferdinand var 10 år ældre end mig, og Christian 8 år ældre, så vi har ikke boet sammen ret længe. Hun var 39 år, da hun fik mig. Jeg var den sidste.
P: Det jeg spekulerede lidt på også. Kan du huske hvordan der så ud i stuerne i huset?
H: Ja, det var jo meget spartansk. Vi havde jo det man sådan dengang kaldte en pæn stue, og så den stue man opholdt sig i, sov i og alt muligt. Og jeg kan huske, vi havde sådan et langt køkken, og dem vi boede hos, de havde en hest, og den kom sådan hen til døren og fik en rugbrødsskorpe. Jeg kan såmænd ikke huske så meget derfra.
Jeg kan huske, da jeg kom i skole. Den første dag, så var jeg meget fortabt, fordi jeg skulle sidde nederst på bænken, men så pludselig som jeg stiger ud på gulvet, kom der en lille dreng hen til mig og løftede mig op, og satte mig ned igen. Og så syntes jeg, jeg ligesom havde en ven i skolen. Så da jeg havde siddet ned et par dage der på nederste plads, så kom læreren og sagde: “Kom du med mig herop”, og så satte han mig øverst. Jeg havde jo ikke gået i skole før, men jeg havde sådan gået og lært af drengene at læse. Mor har senere sagt, at de ikke kunne begribe, hvordan jeg havde lært det, men jeg har selvfølgelig gået og spurgt drengene: “hvad betyder det og hvad betyder det”.
P: Hvor længe var du i Nibe?
H: Der var jeg kun, til jeg var 8 år:
H: Min halvbror, Mads, ham lærte jeg først at kende, da vi boede i Aalborg. En dag skulle jeg med min mor ned i en forretning der i Slotsgade, og hun stod og købte noget, det har været garn eller sådan noget, og så sagde ham, der havde forretningen: ”Sig mig er De ikke gift med Christen Møller?” “Jo” sagde min mor “Kender De ham?” “Det gør jeg, for det er min far” Mor havde nok set ham engang, men det var vist mange år siden, så hun kendte ham ikke. Men så var det vi kom til at komme hos dem, og de var alligevel så flinke mod os. Når far var ude at sejle og ikke var hjemme, så inviterede de os altid juleaften, og jeg kan huske din bedstefar, han fulgte os hjem om aftenen.
P: Så levede din mor, da I flyttede til Aalborg?
H: Ja, det gjorde hun, hun døde først, da jeg var 14 år, lige før jeg blev konfirmeret.
P: Hvor kom I til at bo i Aalborg?
H: Ja vi kom først til at bo i noget der hedder …, ja jeg kan ikke huske, hvad det nu var, det hed. Det var sådan en lille grim gade, men der boede vi ikke så længe. Så kom vi ud i Niels Ebbesens Gade. Den gade vi boede i først, det var en meget gammel gade med gamle huse, men senere har jeg set, at de var helt revet ned, og der var bygget op med nye.
P: Hvad så, blev du så hos din far, efter at din mor døde?
H: Næh, det vil sige, far var hjemme nogen tid der ved julen, der var jeg hos ham. Far var sømand, så han skulle ud og sejle igen, og så kom jeg ind og være hos nogle, som boede ved siden af. En stabssergent Olsen, og far betalte så for mit ophold for en tid. Men så kom din bedstefar og bedstemor og sagde, at der var jo ingen mening i, at han skulle gå og betale for mig, jeg kunne komme derned hos dem, for de havde jo altid haft pige i huset, og jeg kunne også hjælpe i forretningen. Det vil sige, det mente din bedstemor, men din bedstefar, han sagde jo altid: “Det kan ikke nytte noget”, for jeg var jo så rædsomt genert. Jeg kunne jo ikke se op på folk. Men så gik det jo så glimrende med at være i forretningen, da jeg endelig kom til, for din bedstemor, hun hersede jo med mig, fordi hun ville være fri for at blive ringet på og springe derned altid. Hun kunne ikke lide det med at være i forretningen, tror jeg.
P: Din far sejlede?
H: Ja, H. P. Prio sejlede han med. Den sejlede fra Aalborg til København dengang, men så blev den jo for gammel, og så kom vist Aalborghus, så vidt jeg husker. Men der blev far ikke antaget, fordi de sagde, han havde kræft. Alle dem, der skulle antages der, de skulle jo have lægeundersøgelser. Men så fik han jo aldersrente, som man sagde dengang.
P: Hvornår døde din far så?
H: Han døde, da jog var 17, nej da jeg var 19. Ferdinand, min helbror, han tog til Amerika, og han døde, da jeg var 17.
P: Hvordan gik det dine andre søskende?
H: Ja …, det gik jo Christian dårligt, for han kunne jo ikke se, han var så godt som blind, så han levede jo sådan meget fattigt, og fik en rigtig skidt kone, som var som en gris. Det var noget elendigt noget. Og så var der det, at han og så min halvbror der, altså din bedstefar, de kunne jo ikke komme ud af det sammen. Og så kom jeg jo ikke meget ude hos Christian. Der var nogle enkelte gange, når jeg havde været syg, så ville han jo så gerne, at jeg skulle komme derud. Så lod han køre en vogn ud og hente mig. Men ellers kom jeg der ikke meget, for det er jo ikke nemt, når jeg var afhængig af dem, ikke? Og de kunne ikke sammen.
Og min ældste helbror, Ferdinand, han rejste tidligt til Amerika. Han var jo på landet på en gård, hvor de vist var meget velhavende, og så blev datteren og han gode venner, og det så familien ikke godt til, fordi min bror, han var jo bare karl på gården. Og så blev hun selvfølgelig gravid, og så rejste de til Amerika.
P: Så giftede de sig alligevel?
H: Så giftede de sig den aften de, kom til Amerika, skrev de.
P: Så rendte hun med andre ord hjemmefra?
H: Det gjorde hun, og hende har jeg set en gang mere, mens jeg var deroppe hos frk. Johansen. Der var hun hjemme, for hendes forældre døde, og hun skulle have arven. Jeg brød mig nu ikke om hende, og jeg ved også, at din bedstemor har sagt, at min mor brød sig heller ikke om hende. Men Ferdinand tog altså eksamen som maskinmester. Far har altid sagt til ham, at han skulle lade være med at komme ud at sejle, det var sådan et hårdt liv, for han talte jo tit om det. Og så kan jeg huske Ferdinand skrev hjem: “Ja far, nu er jeg alligevel kommet ud at sejle som maskinmester”. Og jeg synes jo egentlig, når man tænker på, at han, sådan en bondedreng, han rejser derover og ikke kunne et engelsk ord, og så varer det ikke så længe, inden han fik en maskinmestereksamen, det var flot. Men så var det jo en aften, hvor det sådan var tåget og diset, og han gik over havnepladsen, hvor der gik sådan et tog, og så ved jeg ikke, hvordan det gik til, men han blev da kørt over og døde. Da var jeg 17år.
P: Og Christian, der var i Aalborg, hvordan gik det så ham?
H: Det gik jo sløjt. De boede derude i Hasseris i et lille hus, elendigt lille hus var det, og havde noget hønsehold og nogle forskellige fjerkræ og sådan noget. Og så søgte han jo omsider invaliderente, og det varede jo så længe, han hørte ikke fra det. Det tager jo altid tang tid, og så var jeg derovre, og ude og besøge ham, og så sagde han: “Kan du ikke gå ind og snakke med dem om det?” Jo det skulle jeg nok. Så gik jeg ind på det her kontor for invaliderente, og så så de lige i nogle papirer, og så sagde de: “De kan sige til deres bror, han står lige for at få den, og han er jo så berettiget tit at få den.” Og så fik han den også med tilbagevirkende kraft.
P: Hvor længe levede han?
H: Det kan jeg ikke huske
P: Var der nogle børn, nogle af stederne fra?
H: Ja Christian havde børn, og de andre i Amerika, de havde tre piger. Jeg har også et billede, jeg må have liggende et album et sted, og der sidder hun med de 3 piger.
P: Og Christian?
H: Christian han havde, ja han havde vist 4, tror jeg nok, 2 drenge og 2 piger så vidt,
jeg husker.
P: Med dig selv, hvad skete der dér?
H: Ja …, der skete jo ikke andet, jeg kom så ned til din bedstefar og bedstemor og havde godt at bestille altid, både i huset og i forretningen, og fik ingenting for det.
P: Det er jeg faktisk godt klar over
H: En femkrone i ny og næ, og når så jeg snakkede om noget ,jeg syntes jeg trængte til, så sagde din bedstefar: “Hvad, har du da brugt din femkrone til?” Selvom det måske var flere måneder eller et 1/2 år siden, jeg havde fået den. Jeg fik næsten aldrig penge.
P: Men du er jo sådan halvt om halvt vokset op sammen med mor?
H: Vi var jo i nogle år unge piger sammen. Der var jo faktisk kun 5 1/2 mellem din mor og mig. Da din mor blev forlovet med din far, og de kørte ud i skoven, så tog de jo gerne mig med. Jeg kan nu ikke forstå det, når jeg sådan tænker, at jeg har gidet være 5 hjul på vognen, men det kan jeg nu ikke huske andet, end det var meget hyggeligt.
P: De boede på Skrænten dengang?
H: Ja, noget af tiden boede de jo på Skrænten, og noget af tiden inde i
Østre Gravensgade.P: Hvor boede de først, kan du huske det?
H: Der, hvor jeg besøgte dem, der boede de i Slotsgade. De havde boet i Sundby, og så flyttede de over til Aalborg og fik den lille uldhandel, som de kaldte det dengang. Det var først, da de kom i Slotsgade, vi faldt derind mor og jeg.
***flyt P: Ved du hvor bedstefar var fra? Det har vi vist aldrig fået af vide fra mor.
H: Ja, hun stammer fra Sulsted. Hendes far var tækkemand. Men jeg tror nok, hendes mor var enke i mange år.
***flyt
P: Du fortalte mig engang, at din mor syede for fremmede, var det i Nibe?
H: Ja, det var det, men det var også, men jeg kan ikke rigtig huske dengang hun syede hjemme. Men jeg kan jo huske, at vi var så lang tid på Store Restrup om sommeren, det var, da vi boede i Aalborg, og jeg gik i skole, men fordi jeg altid fulgte så godt med, så kunne jeg godt få lov til, at jeg blev borte længere end ferien.
Det der på Restrup, det var én hun kendte, jeg tror nok det var min gudmor, der havde haft det før, og så kunne hun vist ikke mere, og så tiggede de sådan min mor om at tage derud, for først ville hun vist ikke, for det skulle jo strække sig over nogle måneder, og jeg skulle jo i skole ikke? Men så sagde de i skolen, at det gjorde ingenting, jeg kunne jo sagtens følge med.
P: Du var altså sådan lidt af et unikum?
H: Jeg var altid nummer 1, Poul
H: Din bedstemor og bedstefar, de havde forretning i Slotsgade. Der boede de ovenpå. De har aldrig haft forretning i Øster Gravensgade. Der havde de kun huset. Det store hjørnehus med købmand Søttrup på hjørnet, og så var der baghus til også.
P: Og baghus, det var det her med hønsestige
H: Ja, det var noget usselt noget. Det var jo et gammelt hus, men før vi kom til Øster Gravensgade, boede vi ude på Skrænten. Men så var det, din bedstemor ikke kunne finde sig i at være så meget alene derude. Jeg skulle hjælpe i huset om formiddagen, og bagefter gik jeg ind til forretningen i Øster Gravensgade og passede den. Bedstefar, han gik hjem og spiste til middag, men så gjorde hun så megen vrøvl, og så sagde hun, kan jeg huske også engang: “Ja, det er så langt for Johanne at gå”,
og så sagde din bedstefar: “Har du nogensinde hørt hende klage?”Og det havde jeg heller ikke. Men facit var, da han kunne ikke holde ud at høre på det vrøvl, så købte han det hus i Øster Gravensgade. Jeg var jo altid i forretningen, også mens de flyttede, og jeg var ikke helt klar over, da jeg kom op i opgangen, om det var til den ene eller den anden side. Så ringede jeg på, og så kom din mor og lukkede op, og dengang var vi lidt uvenner. Det var vi jo engang imellem. Vi kunne jo ikke altid forliges, men så blev det jo godt igen. Så sagde jeg sådan til hende: “Er det her jeg bor?” “Ja, det er” sagde hun, og så var det ligesom om hun blev så glad, fordi vi igen kom på talefod, for sådan var det altid, når der havde været lidt “snusk” imellem os, så blev vi altid så glade, når vi blev venner igen.
P: Kan du huske, hvor meget der var i Øster Gravensgade? Havde I hver sit vaerelse?
H: Nej, Øster Gravensgade, der havde vi et kvistværelse sammen.
P: Der var noget med wc i gården ikke?
H: Jo, det var der, med nøgle til.
P: Senere købte bedste og bedstefar huset på Stenosvej. Og så et på Forchammersvej.
H: Det er rigtigt, ja. Hvornår flyttede de dertil, det kan jeg såmænd ikke huske, det var jo ikke ,mens jeg var der. Men jeg har jo nok besøgt dem mange gange der.
P: Hvonår tog du fra dem, fra bedste og bedstefar?
H: Det må du næsten ikke spørge mig om, det kan jeg dårligt huske.
P: Hvor kom du hen derfra? Du kom da ned til en boghandel ikke?
H: Jo, det var jeg, der var jeg, mens jeg boede hos dine bedsteforaeldre.
P: Hvad var det for en boghandel?
H: Det var Viggo Madsen der på Bispensgade.
P: Der var du ekspeditrice?
H: Ja, jeg blev jo udlært boghandlermedhjælper. Jeg fik lov til alting, både at skrive ordre og det hele, og en almindelig ekspeditrice, det har de ikke spor med et at gøre, hverken ordre eller tilbagesendelse af bøger til Gyldendal og det der boghandlerhistorie herovre i København. Men det lærte han mig jo alt sammen, og så en skøn dag, når der kom nogle rejsende og spurgte ham: “Hvem har De til boghandlermedhjælper i dag?” “Jeg har den dame der” sagde han. De blev så forbavsede, for dengang var kvinderne jo ikke begyndt at gå ind i mændenes ernæring.
P: Nå, de var ikke begyndt at blive rødstrømper?
H: Nej, det var de ikke, men det hele kom sådan af sig selv, jeg havde ikke bedt om at blive det, men pludselig så sagde han: “De har jo været her i 4 år, så nu er de boghandlermedhjælper”
P: Hvad så derfra, hvor længe blev du der?
H: Der var jeg jo …, jeg kan ikke rigtig huske, hvor gammel jeg var, da jeg kom, men jeg tog derfra, da jeg var 28. Jeg havde været syg så længe, og de havde ganske vist taget en midlertidig, og min plads stod mig stadig åben, men hver gang da jeg var blevet raskere og gik ud og kom derned, så sagde hun: “Åh … nu kommer De vel snart igen, og jeg vil så gerne blive her”. Så tænkte jeg: “Nå ja skidt, jeg har også lyst til at komme fra Aalborg og prøve lidt andet”. Så søgte jeg en plads i Århus og fik den. Det var altså med trikotage, fordi jeg skal sige dig, boghandel det var sådan dengang, det var mest fine folks børn, de sådan skulle have anbragt, det var lige meget, hvad de fik for det. Men jag skulle jo leve af det. Betalingen var så elendig, så da jeg fik tilbudt en plads med meget højere løn i en trikotageforretning i Århus, tog jeg jo den. Men alligevel havde jeg fået mere, end de andre. For når jeg talte med damerne i de andre boghandlere, og de spurgte, hvad jeg fik i løn, så troede de, det var løgn. For jeg kan huske jeg fik 65 kr., og de fik kun 25 eller højest 35, så der var stor forskel.
P: Det var anderledes penge dengang.
H: Ja man kunne få en pæn spadseredragt for 25 kr. Men alligevel. I øvrigt var jeg først i en kaffeforretning, og der fik jeg kun 25 kr.
P: Og det var i Aalborg?
H: Det var også i Aalborg, ja
P: Det var inden du kom til boghandelen?
H: Ja
P: Hvad var det den hed?
H: Brøndum. Det var også i Bispensgade. Det var lige overfor boghandelen.
Det gik jo sådan til, at da jeg var hos boghandleren, så sagde jeg, om jeg ikke kunne få lønforhøjelse. Njah … det skulle han tænke over. Men så en dag, så var der noget med nogle udenlandske mønter eller penge, hvad man skal sige, der skulle regnes ud, og han kunne ikke selv regne det ud. Så spurgte han, om den anden dame kunne regne det ud. Jeg var jo kun den yngste, jeg var jo ganske ung dengang. Men det kunne hun heller ikke, og så sagde han sådan ironisk “De kan vel ikke regne det ud?” Så sagde jeg: “Må jeg prøve ?” Og så kunne jeg jo rene det ud, og så blev han jo så paf og så sagde han “Det er jo synd, De ikke skal lære noget, når De er så dygtig i regning” og så gik han ud til Møllers Skole i Aalborg og talte med ham, om han ikke kunne give mig nogle privattimer, for han kunne jo ikke undvære mig hele dagen. Det fik jeg så i bogholderi, og det har jeg jo også et papir med et ug- . Så gik jeg hver formiddag nogle timer og lærte, men så dengang jeg skulle have eksamen, så skulle jeg op sammen med de andre og sidde, men jeg klarede den jo alligevel. Han spurgte, om der var nogle andre fag, jeg gerne ville have samtidig. Så sagde jeg til ham handelsskolebestyreren: ”Ja, jeg vil gerne lære at skrive pænt, så skulle jeg skrive noget for ham, så sagde han: “Jamen, jeg kunne jo antage Dem som skrivelærerinde, så pænt skriver De!” så det var der ikke så meget ved. Så det var mest bogholderi, jeg lærte.
P: Men hvis vi nu springer til Århus igen, hvad skete der så videre? Du var i en trikotageforretning i Århus?
H: Det var jeg. Der var jeg i 4 år. Men så var det jo, jeg fik den her mavehistorie, jeg aldrig kunne være ude, for jeg kunne jo ikke gå og tage opium hver dag, så virker det jo ikke noget, og det kunne jeg jo heller ikke. Men jeg var der altså 4 år, og havde det dejligt, så længe jeg var rask, for jeg skulle jo passe dameafdelingen, og så havde vi en mand, der skulle passe herreafdelingen. Vi havde den ene mand efter den anden, der bare gik og drak sig fuld, og kom fuld i forretningen, så jeg jog ham ud. Der var engrosforretning ovenpå, og chefen fik jo efterhånden besked om, velsagtens af andre, at de mænd bare gik og drak og lod mig passe det hele. Og så blev jeg kaldt op til chefen. Han sagde, at nu havde han sagt manden op, og jeg måtte så styre det hele der. Og så sagde jeg: ”Men hvem skal så disponere?” “Hvorfor spørger De om det?” svarede han “Det har de jo gjort hele tiden”. Fordi, når der kom nogle rejsende og sad med varerne, og så ham den her mand, som skulle være førstesprøjte, så sagde han: “Frk. Møller kom lige her hen, hvad skal vi bruge af det, og hvad mangler vi af det?” Så det havde chefen jo nok hørt lidt om af de handelsrejsende, tænker jeg. Men så var det, jeg blev syg, for ellers så havde jeg jo sagt til mig selv, ja, når jeg skal have den stilling, og ham før havde dobbelt så meget i løn, som jeg havde, så ville jeg jo også have noget mere. Men så var det, jeg blev syg, og så kunne jeg ikke gå og forlange mere i løn, jeg forsømte jo så meget, så jeg kom jeg på hospitalet og blev opereret og alt det der.
P: Hvad så efter, så holdt du op i den forretning?
H: Ja, det var jeg nødt til
P: Hvad skete der så?
H: Ja, så skete der jo det, at jeg der i Århus boede sammen med en frk. Friis. Hun var fra den her familie, Mønsted og Friis. Jeg havde jo været længe på hospitalet, og da jeg kom ud, var jeg jo alligevel så medtaget og elendig, og så sagde hun, at hun kendte en lektor der i Jyderup, (Niels Mønsted Friis var skolebestyrer af Jyderup Realskole) og der var jo et rekreationshjem. Der ville hun gøre noget, for at jeg skulle komme. Og så skrev hun til den lektor, og tog så over til Comtesse Lerches Rekonvalescenthjem (I et smukt naturområde ved Jyderup i Vestsjælland Comtesse Lerches Rekonvalescenthjem ligger på Slagelsevej 12. Bygningerne ligger meget idyllisk ved Skarresø) og der var jeg så. Jeg kan ikke huske, om det var en måned. Jeg var der vist mere. Der traf jeg så frk. Johansen, og så en lærerinde til. Vi gik altid meget ture sammen. Så dengang jeg kom hjem og boede hos dine bedsteforældre, fordi jeg ikke kunne lave noget, var jeg så ked af det, for jeg tænkte: “Jeg kan jo ikke blive ved med at være her, hvad skal jeg gøre, når jeg ikke kan være i en forretning, hvad skal jeg leve af?” Jeg var temmelig meget ulykkelig. Men frk. Johansen, hun rejste før jeg, og hun sagde: “Skal vi ikke skrive til hinanden?” og det gjorde vi så. Og jeg blev jo ved at gå og være så sløj. Så skrev hun: “Kunne De ikke have lyst til at komme op og rekreere Dem lidt her på landet, indtil De bliver bedre?” Og så blev jeg der i 20 år!
P: Nu skal du have et glas vand Hanne
H: jeg har her
P: Der blev du i 20 år, sagde du?
H: Ja
P: Hvor var det henne?
H: Kvissel, en station før Frederikshavn. Frk. Johansen var lærerinde de. Og så passede jeg hendes hus. Hun havde en kone, der kom og gjorde rent og hjalp hende lidt, men hende sagde vi op. For jeg sagde, at det kunne jeg godt gå og passe. Det var jo noget andet, når jeg skulle være i en forretning, hvor man jo ikke kunne rende hele tiden ud. Så gjorde jeg det, og så sad jeg også og syede og broderede og tjente nogle penge ved det.
P: Nå, det solgte du? Var det til forretninger?
H: Det var i Aalborg, der var der 3 frøkner Jøns, der havde en forretning, og de sendte mig alt det arbejde, jeg kunne lave. Frk. Johansen, hun handlede hos en boghandler inde i Frederikshavn, og så fik han jo at vide, at jeg havde være i boghandel. Så han spurgte,om jeg ikke ville komme derind og være, men det kunne jeg jo heller ikke. Det kunne jeg lige så lidt som noget andet. Men så omsider sagde han, om jeg ikke kunne komme ind og føre hans regnskab, og det gjorde jeg så. Til at begynde med skulle jeg komme to gange om ugen. Men så skulle jeg for det første både tage de her dråber mod maven, og for det andet skulle jeg også tage toget derind. Så sagde jeg til ham, om han havde noget imod, at jeg gjorde det på én dag og så blev længere. “De må få det på akkord”, sagde han. “De må gøre fuldstændig, som De vil”. Så var jeg der en hel dag. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik for det, men det var da en god hjælp. Og så kom jeg også på et maskinværksted, sådan hvor de reparerer motorer og sådan noget. Ja, han havde da 4-5 drenge, altså lærlinge, så det var ret stort. Men hans regnskab førte jeg også en gang om ugen, og det tjente jeg jo lidt ved. Og så fik jeg lidt også om måneden af frk. Johansen efterhånden. Så jeg kunne nogenlunde klare mig, men det har jo aldrig været flot.
P: Hvor længe … du sagde i 20 år, men det var da ikke 20 år i Kvissel?
H: Nej, det var vist kun 7-8 år, så vidt jeg husker. Så kom vi herover til København.
P: Var der ikke også noget med Kettrupgård?
H: Jo, det var mens jeg var i boghandelen ved Viggo Madsen. Der så jeg i avisen at Kettrupgård søgte en dame tit at føre regnskabet i sommermånederne, det var vist lige kun i højsæsonen. Og så siger jeg sådan til min chef: “Ihh, det vil jeg genre, hvis jeg kunne få fri” For så skulle man altså have frit ophold. Jeg fik vist også lidt penge for det, det kan jeg nu ikke huske. Og så sagde han: “Jamen det må De godt, De trænger tit en ferie, vi har jo misbrugt Dem”, sagde han. “For når vi byder Dem et arbejde, så ved vi jo, vi får det tilbage, og det er, som det skal være, så er vi jo tilbøjelige til at overlæsse Dem.” Så fik jeg fri, og så sagde han, at jeg måtte godt være der, jeg husker ikke hvor længe. Men da jeg havde været der nogen tid, så ringede han derud og sagde, at nu måtte jeg komme hjem, for nu begyndte skolebogshandelen. Så jeg blev ikke på Kettrupgård helt til slut af sæsonen. Men jeg var der i hvert fald længere, end gæsterne var der, for hun sagde jo, at jeg måtte blive der lige så længe, jeg ville og kunne. Og jeg ville gerne være der, for jeg havde det jo pragtfuldt.
P: Så sagde du gæsterne, hvad var det for nogen?
H: Kettrupgård var sådan et sommerpensionat, meget fint dengang. Det var sådan finansministeren og familie og sådan. Og de her store forretningsmænd. Tobakshandleren. Jeg kan ikke huske, hvad de hed, det er sådan et kendt navn, og de er også så kendte for musik. Deres døtre var der også, og en søn. Jeg holdt mig jo tilbage, jeg har jo aldrig “moset” på med nogen. Der var en norsk direktør, som var så flink imod mig. Jeg skulle altid ordne hans telegrammer, for de kunne ikke forstå ham i telefonen, når han skulle telefonere det ind. Og så var der en direktør for et firma, der hed Retin. Det var rottegift. Han hed nu ganske almindeligt Petersen, men han var meget interesseret i sådan at være sammen med mig. Ikke fordi, jeg tror nok, han var forlovet, det var ikke noget af den slags. Men vi snakkede godt sammen sådan om eftermiddagen. Jeg havde jo ikke noget videre bogholderi, det kunne jeg jo hurtigt lave. Så sagde han tit fruen, der havde Kettrupgård: “Må jeg tage frk. Møller med til stranden?” “Ja” sagde hun engang, “Ja, det må de selvfølgelig, men jeg har jo et vist ansvar for frk. Møller.” Så svarede han: “Det skal De ikke bryde Deres hjerne med, hun kan godt passe sig selv!” Og så fik jeg lov at gå med Retindirektøren, som de kaldte ham, til stranden hver eftermiddag og ligge og sole mig og sludre med ham. Så jeg havde en dejlig ferie. Så til slut, da de andre gæster var rejst, og han blev ved at være der, så sagde hun en dag “Hvor længe bliver direktør Petersen her?” “Lige så længe, som frk. Møller bliver her …” sagde han. Så grinede vi jo af det. Men det gjorde han også. Vi rejste hjem samme dag. Han til København, og jeg til Aalborg. Så det gik fint.
P: Frk. Johansen, hvad var det du sagde, flyttede I her til København?
H: Ja, ovre fra Kvissel. Her ovre havde hun jo sin familie. Det var hende Else, du ved, der var gift med præsten, det var jo frk. Johansens broderdatter. De havde en villa i Gentofte, Elses far og mor. Og der kom vi altid, hver evige søndag næsten, også midt i ugen. Først havde Elses far en motorcykel, som han hentede os på, og så senere fik han jo bil, han hentede os i. Så der har vi kommet forfærdeligt meget og haft det hyggeligt og godt. Det er sådan en rar familie. Der var jo også én af hendes søstre. Det var hende, der var gift med ham billedhuggeren, Laurids Jensen.
P: Frk. Johansens søster var gift med Laurids Jensen?
H: Ja
P: Det er rigtigt, det er ham, du har flere ting af? Han arbejdede også på den Kongelige?
H: Ja, det gjorde han, men det var til slut. Så kunne han ikke arbejde med de store arbejder, for han kom jo af med det ene ben. Han fik det ene ben sat af.
P: Koldbrand?
H: Ja. De sagde, det var fordi, han havde ødelagt sine ben, da han havde lavet en statue i Washington. Der var en anden billedhugger, som Laurids Jensen kendte. Han havde arbejdet. Men så døde han, efter han var begyndt på det, og så bad hans enke Laurids Jensen, om han ville fortsætte det. Og det var sådan en general Sheermann, der skulle laves en statue af. Og det var sådan, at i 2 år arbejdede Laurids Jensen på det og stod på en stige. Og den måde, mente de, han havde stået forkert på, det ødelagde hans ben. Han havde altid så dårlige ben, og så endte det jo med, han fik det ene sat af. Men jeg har haft det så godt med den familie og dem er Irma jo også i familie med.
P: Hvordan er Irma i familie der?
H: Irmas mor var også søster til frk. Johansen, men hun blev gift med en østriger, og han var jo sådan en fidusmager. Hendes brødre, de holdt jo sådan på med, at hun måtte ikke have ham, men hun ville jo have ham. Men han var en skidt en. Han ville starte et blad,og så lånte han så mange penge af den gamle fru Johansen, som hun aldrig fik igen. Det gik jo slet ikke, så de tog altså til England, og han rendte med alle mulige piger derovre. Irmas mor og far fik 5 børn. Men så var Laurids Jensen og hans kone derovre på besøg. De kunne ingen børn få selv, og så spurgte de, om de ikke måtte få ét af dem. Det var altså ikke Irma, det var en anden, de gerne ville have. Men hun ville ikke med, nej, hun ville blive hos far og mor. Så sagde Irma: “Jeg vil godt med tante og onkel”. Så hun kom med til Danmark. Hun blev aldrig adopteret, hun kaldte dem altid tante og onkel, indtil hun selv blev gift og fik børn. Så kaldte de dem for morfar og mormor.
P: Irma blev svensk gift?
H: Hun blev så gift med Tage. Han hed Bengtson. De arbejdede begge to på Gyldendal. Hun var jo udlært fotograf inde i én af de her store forretninger, jeg kan ikke huske, hvad det var, ja, det var Elfeldt. Der var atelier på Købmagergade.
Tage var jo kemigraf, så de havde arbejde begge to på Gyldendal og traf hinanden der. Så blev de gift. Og jeg altid kommet så meget sammen med dem.
P: Med frk. Johansen, hvor længe og hvordan gik det der? I flyttede her til København?
H: Ja, og det var efter 1. verdenskrig, hvor man heller ikke kunne få lejlighed.
P: Hvor boede I så?
H: Så boede vi ude hos Johansens i deres villa, så fik vi førstesalen. Der var også et lille bitte værelse der. Jeg ved ikke, om det har været et pigeværelse. Og det lavede faderen om til køkken. Så sagde han, at vi kunne bo der, til vi fik en lejlighed. “I får ingen lejlighed, der står 7.000 og søger lejlighed, det kan I opgive”. Men selvfølgelig opgav vi det ikke. Vi søgte den ene efter den anden, og en skønne dag så fik vi én,
og da vi kom derude fra, var vi jo så lykkelige, for vi syntes vi var så afhængige af frk. Johansens forældre altid. Det er godt nok at være venner med folk, men sådan bo op af dem altid, det gad vi nu ikke rigtig.
P: Men hvor var det, det var henne?
H: Det var i Gentofte, Gentoftegade 65.
P: Hvor fik I så lejlighed?
H: Ja, så fik vi den på Skovshovedvej.
P: I det gamle derude?
H: Det var en stor bygning med nogle dejlige 3 ½ værelses lejligheder.
Først fik vi en 2 værelses, det var sådan en lille en. Der var taget noget af lejligheden fra til at gøre købmandsforretningen større med. Det var sådan skråstuer, nogle underlige nogle, men så sagde den der vært til os: “Ja, det skal de ikke bryde dem om, tag De bare den, De kan altid bytte om.” Og da der så var gået nogen tid, så var der en gammel dame, som gerne ville have en mindre. Så byttede vi med hende, og fik en dejlig lejlighed der, med sådan en karnap. Det var egentlig så godt. Vi kunne se ned på Strandvejen. Det var lige overfor den her diplomatbolig, der hvor den amerikanske ambassadør boede. Der var sådan en stor park. Om sommeren kunne vi ikke se derind, men om vinteren, kunne man jo se parken. Men så havde vi jo, ja, jeg ved ikke, vi havde så mange nykker. Vi ville endelig have en med en altan. Så fik vi også sådan én med en altan. Men det var også sådan en kedelig skrå lejlighed, og der var ingen rigtig gang, der var bare sådan en udgang ned til trappen og det der.
Og så syntes vi også, det var nogle kedelige nogle, vi boede hos. Så fik vi en lejlighed på Fortunvej.
P: Kan du ellers huske, hvordan der så ud i Skovshoved den gang?
H: Ja, det kan jeg da godt. Der var da mange gamle huse og fiskerkoner og sådan noget. Vi havde en flink kone, der altid kom med fisk til os.
P: Var den nogen havn derude dengang?
H: Ja, den første aften vi flyttede derud, da sagde frk. Johansen til mig: ”Nu vil vi ikke arbejde mere” Vi havde jo gået og rodet for at komme i orden. “Skal vi ikke prøve og gå ud og se, hvordan der er her omkring, for det kan jeg ikke rigtig huske” Og så gik vi ned på molen, og vi syntes jo, den var så frisk og dejligt. Så den tur gik vi tit. Vi han gået så meget derude omkring.
P: Var der mange fiskere?
H: Jeg tror ikke der var så mange fiskere, men der var da nogle. Fiskerkonene tog jo dengang ind til byen med de her huer, de havde på med, sådan én med nakke. Jeg arbejdede også for en forretning derude, og der havde jeg også syet af sådan nogen. Altså, de brugte de her nakker fra fiskekonenes huer til tasker. Det indfældede man sådan i noget fløjl eller velour.
P: Var de noget særligt?
H: Ja, de var jo enten sølv- eller guldbroderede.
P: Kan du forklare sådan en nakke nærmere eller?
H: Det var jo sådan en oval nakke, og så var den broderet med sådan noget krimskrams, vist mest med sølv eller guld. De blev syet på tasker sådan til finere brug. Det var jo sådan noget, han solgte i forretningen.
P: Det var allerede dengang måske ved at være sjældent?
H: Ja det var det. Så mens vi boede i Skovshoved og deromkring, så syede jeg meget for den forretning derinde.
P: Hvordan kom I til Skovshoved, var det med toget?
H: Det var da med sporvogn. Der gik sporvogn lige forbi dernede på Strandvejen ud til Klampenborg. Der gik kun linje 14. Når vi kom ud af vores dør på Strandvejen, så var stoppested lige nedenfor på Skovshovedvej. Og når så sporvognen kom, og vi sådan vinkede, så ventede de på os.
P: Nå, de ventede oven i købet
H: Ja det kender man jo ikke i dag
P: Var der noget der hed skovvogne eller åbne vogne?
H: Ja ok, ja det har jeg også kørt med om sommeren, så var der åbne vogne, man sad i, eller kunne sidde inde i, hvis man ville. Der var altid en lukket foran.
P: Det må da have været en dejlig tur?
H: Det var en dejlig tur, syntes jeg, det kunne jeg da godt tide.
P: vor længe boede I i Skovshoved?
H: Sådan noget med årstal, det kan jeg ikke huske.
P: Du kan heller ikke huske tid omtrent?
H: Nej, det kan jeg såmænd ikke. Vi boede både på Skovshovedvej og noget, der hed Frølichsvej og på Fortunvej lige op of skoven. Men altså til sidst, da frk. Johansen døde, der boede vi på Frølichsvej.
P: Hvornår døde frk. Johansen? Det kan du da huske?
H: Ja det var i 1933.
P: Det er jo sådan omtrent ved den tid, du blev udnævnt tit moster hos os, til moster Hanne.
H: Ja, det var da I var små.
P: Ja, og det var den her julepakke, vi altid ventede på
H: ja, den “store store” pakke. Det var såmænd noget fattigt noget, men jeg havde jo ikke ret mange penge, og jeg elskede og gå rundt og finde noget, I kunne blive glade for. Men havde jeg haft lidt flere penge, havde det jo været lidt bedre.
P: Jo, men den faldt i god jord, vi ventede altid på den.
H: Ja, og så var det, fordi I fik sendt en pakke ikke? Og så sagde din mor, at det var så glimrende, for det var jo det bedste for hende, for så fik hun fred for jer til at bestille noget, for ellers så rendte I jo omkring hende og skulle se alt, hvad hun lavede. Det var engang da I boede derude på, hvad hed det?
P: Forchammersvej
H: Forchammersvej. Så var der nogen, der boede i en villa ved siden af, der havde en moster, og de var så glade for den moster, det var moster her og moster der. Så sagde I til din mor: “Hvorfor har vi ingen moster?” “Jamen, det kan I da godt få. For det kan Hanne da være.”
P: Så var du udnævnt til moster
H: Ja, uden større højtidelighed. Nej, så var det jo Else, hun kunne ikke sige Johanne, hun kaldte mig Hanne. For din mor havde jo altid kaldt mig Johanne før. Men så blev det jo sådan, din mor kaldte mig, hun sagde nu aldrig Hanne, hun sagde Hánne …
P: Vi andre kaldte dig Hanne. Men så fra frk. Johansen, da hun døde, hvad skete så mere. Så skal vi jo et skridt videre. Hvad skete der så, du blev ikke boende i lejligheden?
H: Nej, det kunne jeg jo ikke, for det havde jeg ikke penge nok til. Det eneste ,jeg kunne få dengang, jeg søgte, var forskelligt kontorarbejde, men jeg fik altid at vide, at jeg var for gammel, for jeg var jo et halvt hundrede år dengang. Det var kun de unge der fik arbejde. Havde det været i dag, så havde jeg jo nok kunnet få arbejde. Så blev jeg jo klar over, det eneste, jeg kunne få arbejde ved, det var at være husbestyrerinde for en eller anden. Jeg søgte tre steder, jeg kunne få dem alle tre. Men jeg tog den hos den her gamle Larsen, der fik jeg ikke noget i løn, kun opholdet, for jeg var jo så nedbrudt dengang over alt det her. Jeg syntes jo, jorden var slået væk under fødderne af mig.
Jeg var ellers nok begyndt at få den her årrække, hvor jeg havde det godt. Jeg var også en tid hos Crome og Goldschmidt, sådan i sæsontiden, og jeg lavede påbegyndte arbejder. Der havde jeg det godt med min mave.
P: Påbegyndte arbejder, var det så korssting eller stramaj?
H: Alt muligt. Man broderede sådan kulørte blomster, blade og sådan noget. Og så, når folk de kom og købte arbejdet med påtegnet mønster, så ville de genre lige vide, hvordan det skulle sys. Så syede jeg fx en blomst og et blad, sådan en lille gren måske.
P: Godt betalt?
H: Nej, jeg fik vist 5 kr. om dagen. Jeg var der 5 dage om ugen, det var noget med 100 kr. om måneden. Det var ikke sådan noget, man kunne leve af.
H: Hos frk. Johansens bror, Kaj, var det noget elendigt noget. Hans kone var jo syg, og kom på sygehjem, og så spurgte han, om ikke jeg ville komme og passe huset for dem. Det synes jeg, det ville jeg da også godt, jeg kendte dem jo så godt. Men det var sådan en villa med både oppe og nede og kælder og det hele. Badeværelse og wc i kælderen, det havde han jo fåt lavet. Til at begynde med havde han jo ikke ordnet det. Og jeg kunne ikke holde til det. Jeg var så træt, at jeg smed mig ned lige så snart, jeg var færdig. Jeg blev lidt gal på ham en gang. Det stod så på en tid, så gik det over igen, men så tog derfra, og det kunne han jo ikke forstå. Men jeg havde jo følt mig som ven af huset, og altid været taget vel imod. Og de var glade, når jeg kom sammen med frk. Johansen. Men jeg sagde ellers så tit til frk. Johansen: “Det skal ikke være sådan, at du ikke kan komme over til din bror, uden jeg skal med.” “Jamen, de er så glade for, at du kommer”, sagde hun. Men så, da jeg kom derud, så havde jeg sådan på fornemmelsen, jeg kunne mærke det, at det var lige som om, han lige havde sagt: “Ja, men nu skal vi sådan også passe på, det ikke bliver for meget.” Jeg syntes alligevel, at det var ligesom om, der sådan kølighed i luften. Så blev jeg nu lidt gal på ham. Men det, der gjorde udslaget, det var, at der var alt for meget arbejde. Else, deres datter, kom så tit op om aftenen: “Vil De ikke komme ned og høre lidt radio?” og sådan noget. Men alligevel, og så var det for strengt, det var det, der gjorde udslaget. Og så blev jeg sådan lidt irriteret, for han var jo så frygtelig påholdende med penge, og det siger Else jo også altid, at: “Mor har altid døjet så meget med at få penge af ham!” Den eneste, jeg ikke rigtig kunne mærke noget på, det var jo Else, hun var altid så sød, og det er hun blevet ved med at være. Hun er en skæg en, men hun er et rart lille menneske alligevel.
P: Hvad tog du så til? Så tog du videre?
H: Hvad var det så, jeg kom til? Vent nu lidt. Næh … Så dengang jeg tog fra Johansens, så tænkte jeg: “Nej nu vil jeg leje mig en stue”, for der havde jeg noget arbejde for Chrom og Goldsmidth. Ikke så lidt arbejde endda. Og så kendte fru Bruun en frk. Nymann. Hun boede på hjørnet af Nylandsvej og Falkoner Alle, og hun havde en lille chokoladeforretning et lille stykke længere henne i Falkoner Alle. Og så lejede jeg et dejligt værelse hos hende, med sådan 3 vinduer. Jeg var for resten så glad for det værelse, og så havde jeg altså hjemmearbejde, foruden det hos Chrom & Goldsmidth. Så da jeg havde været der nogen tid, så sagde Frk. Nymann: “Kunne De ikke tænke Dem at holde min lejlighed?” Og det gjorde jeg så også. Jeg kan ikke huske hvor længe, men så boede jeg altså gratis, for at holds hendes lejlighed. Og så, når hun skulle ud om aftenen eller i teatret, så passede jeg forretningen for hende. For hun havde en elev, der passede den, og frk. Nymann sagde, at når hun var ude, så var der aldrig solgt noget, når hun kom tilbage. Så sagde jeg til hende: “Jamen, der er da vel solgt noget, når jeg har været der?” “Ja, det er akkurat det samme, som når jeg selv er der.” sagde hun. Jeg huggede jo ikke hendes penge. Så du kan godt høre, jeg har været ude for lidt af hvert.
P: Historien er jo lang endnu. Der er et stykke vej til 91 endnu.
H: Jeg plejer jo at kunne huske godt. Jo, så om sommeren, så var der jo ikke så meget at gøre hos Chrom & Goldsmidth, så havde jeg kun hjemmearbejde, og det blev jeg lidt træt af, at sidde med. Og så så jeg i avisen, at der var en der søgte en dame til at følge en gammel dame på landet i sommermånederne, på Langeland. Vi tog dertil i pinsen og kom først hjem sent på efteråret.
Der var telefon, og jeg ringede, og så sagde han: “Hvor gammel er De?”
Ja, jeg var et halvt hundrede år vist dengang. Så sagde han jo: “Ja, De må ikke blive vred på mig, men så er de for gammel.” Så sagde jeg: “Det kan jeg ikke gøre noget ved, det er der ikke noget at gøre ved.” “Næh for jeg skal sige Dem” sagde han … det var en arkitekt, og han var nu så rar … “Jeg skal sige Dem, det er min svigermor, hun har haft en ung i fjor, og hun vil endelig have en ung igen” “Ja, det er der da ikke noget at sige til” og så sagde vi farvel. Så kom fru Bruun op, og så fortalte jeg jo hende, at jeg havde søgt den her stilling. Så sagde fru Bruun … hun var jo så djærv:
“Den stilling skal jeg nok sørge for, De får!” Og så gik hun hjem, og så ringede hun til arkitekten. Hun fortalte mig, at de havde talt sammen i over en time eller 1½. “… og jeg lod ham jo forstå, at hvis han ville sit eget vel, så tog han Dem med!” Jo, der er så meget sjovt imellem, somme tider. Så ringede arkitekten til hende igen, for jeg havde ingen telefon. Så sagde han: “Kan den dame ikke komme ud og tale med os alligevel, nu De har talt så godt for hende. “Så kom jeg derud, og så kom jeg! Og det var såmænd også dejligt. Det var hendes forældres hjem på Langeland. Sådan et gammelt bondestråtækt hus med en dejlig have til. Og der var jeg så hele sommeren, som sagt til hen på efteråret. Men lige inden, jeg så skulle der til Langeland, så kommer den her frk. Nymand, jeg havde værelse hos, og siger til mig: “De kan desværre ikke blive boende her. For jeg skal giftes.”
Det var sådan en gårdejer på landet, hun skulle ned og giftes med. Så hun sagde sin lejlighed op Det var få dage før jeg skulle af sted. I huj og hast måtte jeg jo lade møblerne opmagasinere, og der stod de jo så længe. Så da jeg kom tilbage, hvem var det så jeg kom til? Der for jeg jo sådan omkring. Det kan jeg ikke rigtig huske.
P: Du har ikke haft noget med Krüger at gøre på det tidspunkt?
H: Jo. Jeg tror, det var vist nok dengang, frk. Krüger sagde, at de havde været på sådan et sommerophold sammen med en lærerinde oppe i Tisvilde. Hun var skolelærerinde, og hun søgte en dame. Hun havde været sådan noget sindssyg, men hum ville ikke sådan rigtig ud med det. Hun sagde da til mig, at hun var kommet sig fuldstændigt. Da jeg kom derud, så var hun skrup skør. Hun kom ind midt om natten, hvor jeg lå i min sødeste søvn, og vækkede mig og tændte lyset, og stor foran spejlet uden forlorne tænder, sådan du ved, og snakkede med sig selv i spejlet! Så jeg var jo ikke stolt af at blive der. Men det var hverken værre eller bedre, så fik jeg en forfærdelig influenza, og jeg lå og tænkte: “Åh, bare man havde et kendt menneske, der kunne skaffe en vogn til stationen, så man kunne komme herfra, koste hvad det ville!” Men det kunne jeg altså ikke få fat i. Men jeg sagde så op. Jeg ville ikke være der. At være sammen med sådan et skørt menneske, det er jo ikke til at tage.
Så var det frk. Behrends, hun kom og sagde om den her gamle frk. Borgen. Det er sådan et gammelt livsforsikringsselskab. Hendes bror kendte frk. Behrends, fordi han havde boet i pensionat sammen, og han havde sagt til frk. Behrends, om hun ikke kendte en dame, der kunne komme og passe huset for hans søster. Og så kom jeg derhen og fik stillingen der, og jeg sled mig op. Jeg ved ikke hvor mange pund, jeg tabte. Hver gang, jeg kom ud til nogle, jeg kendte, så sagde de: “Ih, hvor ser De ud. Nu kommer der ikke mere end knaphullerne af Dem næste gang!” Jeg havde alt for meget at gøre. Husk, jeg var jo ikke stærk. For ellers har jeg aldrig været bange for at bestille noget, men jeg kunne sørme ikke holde til det. Så sagde jeg op. Det var hun meget ulykkelig over, for hun var så glad for mig. Hun sagde altid: “De er min gode fe”. Hun havde nogle meget fine bekendtskaber, og nogle af dem, de inviterede mig også til te, og jeg var nærmest ulykkelig. Jeg vidste såmænd ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Men jeg var da velskrevet der. Hun havde en datter på min alder. Hun var tit syg, for hun havde sådan en skæv ryg, og så ringede hun altid og sagde: “Kan de ikke komme og tale lidt med mig i aften?” Og det gjorde jeg så. Sådan er det gået.
Men det er jo faktisk alt sammen noget, ingen har interesse for.
P: Det passer ikke. Du er ikke færdig endnu. Du får slet ikke lov at slippe … Du sagde frk. Behrends, og du sagde frk. Kryger. Hvor kommer de ind i billedet?
H: Ja, frk. Behrends var jeg jo venner med fra Århus, for hun var jo i Århus, da jeg også var i Århus. Hun boede lige overfor det pensionat, hvor både hun og jeg spiste. Jeg både spiste og boede der. Hun spiste der kun. Så vi kom jo til at komme sammen.
P: Men hvad så, frk. Kryger?
H: Jah … hende kendte jeg jo fra frk. Johansens tid. Hun kom jo sammen med
frk. Johansen.
P: Frk. Kryger, hun var lærerinde?
H: Ja, det var frk. Johansen jo også, så jeg kendte jo nogle af de der lærerinder. Og så tænkte jeg jo nemlig, dengang frk. Johansen var død, at frk. Kryger havde jo altid sagt til frk. Johansen: “lh, hun kunne sagtens, hun havde sådan et menneske som mig.” Og alt det bawl, de går og siger. Og så tænkte jeg jo, da frk. Johansen døde, at måske hun ville have mig, men det snakkede hun ikke noget om, for så sagde hun jo senere: “For jeg troede ikke, De var rask nok.” Men så besøgte hun mig der hos frk. Borgen, og hun så den store lejlighed og alt det der, jeg skulle passe. Og så sagde hun: “Ja, når De kan passe alt det der, så kan De også passe mit hjem” Så var det, jeg kom til hende.
Det var der, du kom ind i billedet, Poul.
P: Sådan temmelig forsagt …
H: Ja, du lå der, du var så træt. Du havde rejst på 3. klasse, kan jeg vel tænke mig. Det gjorde man jo dengang. Og så sagde jeg, du kan da godt lægge dig og sove lidt. Og jeg kan huske dig så tydeligt, at du lå og sov. Du lignede sådan en stor dreng med røde kinder. Jeg tænkte: “Nej, hvor ser han uskyldig ud” Og det sagde jeg til dig engang, og så sagde du, det var du også …
P: Ja, mon ikke!
H: Du så så ung og som sagt uskyldig ud.
P: Ah, jeg var heller ikke mere end 18.
H: Nej, du var ikke så gammel. Og du tog til takke med at rende i skoven og alting med mig.
P: Åh, javel.
H: Så sagde de andre: “Ih, det er vel nok en prægtig ung mand, og tænk, han tager ud med sin gamle moster.”
P: Det kunne jo være, han ikke havde andet.
H: Ja, det tænkte jeg også på, men på den anden side Poul, hvis du havde været sådan lidt mere ude, så kunne du nemt have fundet dig en pige i København.
P: Jamen, det gjorde jeg også!
H: Ja, men det varede da noget.
P: Åh ja, men.…
H: Det var da først, da jeg kom til at bo på (?) Vej , du kom med Anne.
P: På (?) Alle, der boede du alligevel nogle år?
H: Der boede jeg kun et år
P: Kun et år?
H: For så skal jeg sige dig. Så ville frk. Kryger have en moderne lejlighed. Og det var jeg jo også glad for. Og så lejede hun en, jeg tror det var på Peter Bangs Vej, så vidt jeg husker, i sådan et nyt moderne hus. Men så inden hun skulle flytte derud, så var jeg nemlig oppe i Nordsjælland hos Karen Andresen. Hun boede deroppe i sommerhus, og så var jeg med fru Andresen deroppe. Der fik jeg et brev fra frk. Kryger, at hun havde bestemt, at hun ville have sin søster i huset.
“Åh”, så tænkte jeg: “Når man tror, man skal være hos én, så skal man være hos to”
Men så lod jeg dem jo alligevel komme med dengang, vi flyttede ud til Gentofte du ved, overfor stationen.
P: Jamen det i Gentofte. Var det noget du lejede?
H: Nej det var frk. Krygers, og der boede jeg også et år. Men hverken hun eller søsteren kunne forliges med den dame, der havde det. Jeg havde ikke noget udestående med hende. Hun sagde til mig: “Åh, jeg troede, det var sådan nogle flinke damer, men de er jo slet ikke til at have med at gøre!” “Nah”, sagde jeg “Det er da et par pæne og fine damer” sagde jeg. Så fik hun ikke mere ud af mig. Hun skulle ikke rende hen og sige, at det havde jeg også sagt. Men så da vi boede der, jeg syntes jeg … åh, hvis var der noget i vejen, så holdt de to jo sammen. Og så en skønne dag besluttede jeg: “Nej, nu vil jeg leje en lejlighed selv, og så vil jeg … jeg kan godt lige klare mig igennem, hvis jeg får tre lejere. Det kan ikke nytte, at jeg slår for stort op, med det helbred jeg har.” Og så lejede jeg altså den lejlighed, og så sagde jeg jo til Frk. Kryger og hendes søster, at jeg ville begynde for mig selv. De spurgte mig, hvad jeg ville. Så jeg sagde det, som det var, at jeg ville leje en lejlighed og så have et par mennesker boende, så jeg kunne klare mig. Og de blev jo helt lamslåede! Lidt efter så kom de ind til mig begge to, og så sagde de, om jeg da ikke ville have dem med? Det var det jo ikke nemt at sige nej til. Nå, skidt, jeg vil hellere have nogle nye. Men jeg kunne jo heller ikke sige nej, så fik jeg dem. Og så var der frk. Johansens søster, hende der Villy, som de kaldte hende, og hun var jo så utilfreds. Hun havde boet flere steder, og kunne ingen steder være. Så sagde jeg: “Du kan jo prøve at komme hen til mig” Men det gik jo også skidt, hun var jo …
P: Det var på Edisonsvej på Frederiksberg?
H: Ja. Så havde jeg de to frk. Kryger og så hende til at begynde med. Men hun gjorde så meget vrøvl. Hendes bror, han ville jo ikke komme der til at begynde med, fordi han var gal på mig, vi var uvenner. Så det var hun jo så ulykkelig over, og så sagde jeg: “Jamen din bror kan da udmærket komme her, selvom at vi ikke har noget med hinanden at gøre. Du har jo dit eget værelse.” “Jamen, han vil ikke komme, uden du siger det til ham” Så tænkte jeg: ”Åh, det er også synd.” Og så ringede jeg derud til hans kone. Han var imidlertid blevet gift. Og så sagde jeg til hende: “Kan De ikke sige til Deres mand, om han ikke kan se ind til Villy? For hun kan jo ikke klare sig og få tingene i orden og hænge billeder op og sådan noget. Og hun er så ked af, at han ikke kommer.” Og så kom han. Så lod vi som ingenting. Så har jeg jo været hos ham og hans kone mange gange siden. Når de havde fest og sådan. Til at begynde med, så sagde jeg, det var da pænt af dem, de tog mig med. “Ja, hvis De ikke skulle med,” sagde han, “så ved jeg ikke, hvem der skulle med …”
P: Og så efterhånden, så gik det jo godt med de ældre?
H: Ja, så var det jo engang, at jeg tog en ferie på en halv snes dage, og tog til Sverige. Og der havde jeg Krygerne og så en fru Petersen, hun var så sød. Men så, mens jeg var væk, så havde de altså bestemt, hun skulle på et sygehjem. Hun kom derud på Østervang.
Nej, så ville jeg prøve at have en ung i det værelse, nu havde jeg fået nok af de gamle. Så satte jeg en annonce ind om værelse til leje for en ung pige, og så kom hende den her unge pige, hun var så sød. Frk. Billerot, hed hun. Og så sagde jeg, da hun sådan sad og skulle søge plads: “Ja jeg kan ikke love Dem, at det er Deres, der er en anden, jeg sådan halvvejs har lovet det …” “Åh” sagde hun, “det tænkte jeg nok, at jeg ikke fik det.” Og så tænkte jeg: “Åh, det er synd.” Så sagde jeg: “De må for resten godt få det” Så var hun så lykkelig, og hun var sådan en sød pige. Og jeg her haft så mange andre siden, at det begyndte med de unge.
P: Ja, og den du kom til at knytte dig mest til, det var jo …
H: Det var fru Vedde
P: Fru Vedde?
H: Ja
P: Men … der er jo et par stykker, der konstant går igen, når man taler med dig. Fru Andresen, hvor kommer fru Andresen ind i billedet?
H: Det skal jeg sige dig. Dengang din bedstefar havde forretningen i Slotsgade, det var jo en lille forretning. Og den ved siden af var en større en, en boghandel. De flyttede væk, og så fik din bedstefar den store, og så kom Andresen og fik den lille til osteforretning. Det var hendes mand, vi kendte først. Han var forlovet og skrev jo sammen med sin forlovede, selvfølgelig. Og så en skønne dag, så skulle han jo over til Langeland eller Lolland, hvor hun var fra, og de skulle giftes. Så jeg passede hans forretning den dag. Og så kom hun jo selvfølgelig derop, da de var gift, og så kom hun ind og hilste på mig. Så sagde hun, ja, jeg kan huske det, som var det i går, så sagde hun: “Jeg vil håbe, vi to kunne blive gode venner”. Og det blev vi sørme. Vi kom umådeligt meget sammen, når jeg var herovre fra København. Især efter frk. Johansens død.
P: Ja, det var jo sådan lige ved, at du også var i familie med dem. Børnene og det hele, de holdt jo ved.
H: Ja, Karen, hun husker mig til jul og fødselsdag stadigvæk. Men Anker, han har jo svigtet mig lidt, men det gør heller ikke noget, for jeg synes nu ikke, han efterhånden er særlig spændende, han er lidt for selvglad!
P: Nåh ja, men det var der jo et par stykker mere af damerne. Du får jo stadigvæk besøg af fru, hvad er det hun hedder?
H: Frk. Jensen?
P: Ikke Jensen … manden er arkitekt … Frimann.
H: Det kom så jo første senere, for jeg har kendt hende, da hun var sådan en lille guldhåret pige.
P: Men du må have kendt hendes mor?
H: Jeg kendte hendes mor, og jeg kendte også hendes far først. For han var ven med Andresen, og jeg var venner med fru Andresen, og Andresens havde jo også en forretning nede på hjørnet af Slotsgade og Torvet. Det var en osteforretning dengang. Den første, man kendte, med rindende vand ned ad vinduet. Det var sådan en succes den gang. Han flyttede derefter ned til en større forretning. Og der kom så fru Møller. Det var fru Møller og fru Andresen, som passede forretningen. Som unge havde de været hos hos fru Andresens ældre søster, der havde en forretning nede i Præstø. Og de var veninder. Når jeg kom til Aalborg og besøgte din bedstefar og dem, så var jeg altid nede og besøge fru Møller.
P: Der var to piger?
H: De havde 2 piger, som kom til at bo i København begge to. Fru Frimand var den ene, og hun var jo i en boghandel herovre på Østerbro, og den anden datter, jeg ved ikke, hvad hun var, for hun blev gift. Det var jo ikke så meget, jeg så til dem. Men så kom jo Møllers. De købte en villa herovre, for at være sammen med børnene. Det tror jeg nok slog Møller ihjel, for han havde jo kendt hvert menneske næsten i Aalborg, og han havde gået og trukket ure op på alle offentlige steder og sådan. Og da han kom herover, og kendte han ikke et menneske. Han havde ganske vist børnene, men de var gift og sådan.
P: Hvad var det, du sagde, han var?
H: Hr. Møller var urmager. Han havde en stor urmagerforretning både i Slotsgade og senere i Bispensgade i Aalborg. Så da de kom herover og bo, så kom jeg jo sådan lidt sammen med fru Møller og med hendes datter, fru Frimann. Efter at Møller døde, flyttede moderen ud til fru Frimann, og derved kom jeg sådan til at komme lidt sammen med hende også. Det er jo egentlig først efter, at jeg er kommet på plejehjem, at hun er blevet så trofast tit at se til mig. Da hun havde mistet både sin far og mor, havde hun har ingen familie. Så hun synes, det er så rart, jeg har kendt hendes forældre.
P: Hvad skete der fra Edisonvej? Der blev du pludselig ked af at være?
H: Det gjorde jeg. Jeg fik efterhånden sådan forskellige unge, og de var ikke alle sammen sådan lige … De havde jo alle sammen en kæreste boende der, og jeg synes jo det var lidt meget, når jeg havde 3 boende, at jeg skulle have 6.
P: Og så blev du syg?
H: Jo, jeg blev syg først og kom på Diakonissen og lå omtrent et par måneder vel, men så var jeg jo så rask.
P: Med en forrygende lungehindebetændelse og lungebetændelse?
H: Nej, det var længe før. Det var mens jeg havde Krygerne boende. Der havde jeg den her tykke fru Jensen, som passede lejligheden. Det var i 1944. Det ved jeg. For det var jo under krigen. Det havde jeg skrevet op i min lille bog, at det var i 1944, at jeg lå med den der blindtarm og det der.
P: I 44, der var vi gift, vi blev gift i 41.
H: Nåh ja, nu kan jeg godt huske, at I var gift, for du kom med sådan en pakke med sigtebrød og saltkød på, som jeg havde ønsket mig. Og der kom lægen ind og så, at jeg lå og spiste det, og så sagde han: “Det er en rigtig skovtursmad.”
P: Men du flyttede fra Edisonvej?
H: Ja, ud på Peter Graus vej, for jeg søgte jo for at få sådan en ældrebolig. Det ligger ved siden af Grøndalsparken.
P: Ja, og fik dit eget derude. Et værelse med en såkaldt alkove.
H: Ja, men jeg brugte det til stue det hele, for jeg lå jo på min ottoman.
P: Der var nu heller ikke meget alkove i det, det var noget helt andet.
H: Nej, der var sådan et hak ind.
P: Et værelse med et hak i, og et køkken og et wc og noget korridor.
H: Ja, og så var der jo sådan meget godt med skabe, sådan nogenlunde da.
P: Hvor længe boede du der?
H: Ja, jeg har nok boet der i 4 år. De to første kunne jeg jo se noget, men jeg så jo ikke godt, men …
P: Nej det blev jo galt med synet.
H: Ja, så var det jo pludselig, jeg vågnede, det var helt sort for mig. Så boede jeg der vist nok et par år til. Men så var det jo, jeg blev så syg. Jeg kunne ikke klare mig, så jeg ringede til min læge og sagde: “De må skaffe mig noget, doktor Andersen, jeg kan ikke klare mig her.” Jeg kunne næsten ikke slæbe mig ud, hverken i køkkenet eller på toilettet. Så jeg var klar over, jeg kunne ikke klare mig.
P: Og så en lille smule galde oven i handelen, og så kom du til hvad var det det hed derude?
H: Der var jeg på Amalievej.
P: Et “pragtfuldt” hjem på Amalievej
H: Ja, det var doktor Andersen, det kan jeg heller ikke tilgive ham. Men han vidste jo ikke …
P: Han har vel ikke kunnet skaffe dig andet.
H: Nej, han havde heller ikke selv set det. Han sagde, han syntes, det var sådan et sympatisk ægtepar.
P: Det var det også
H: Det var de måske nok, men det var noget skidt.
P: Og så gik du til behandling på Finsensinstituttet, og så skaffede en af dem derude dig …
H: Det var én af lægerne. Ja, først havde jeg jo i lange tider en doktor Nissen, en mandlig læge, og hver gang jeg var der, så ringede han ud på ”Solgaven”, for jeg sagde jo, jeg havde søgt derud, så gerne derud. Det er et plejehjem for blinde. Så sagde han: “Har det ikke været godt der på plejehjemmet på Amalievej?” “Jo,” sagde jeg, “jeg kan ikke sige spor imod det udover, at jeg aldrig er mig selv. Jeg deler et lille dårligt værelse med en anden. Der er to senge og en komode, og det har næsten altid været helt senile mennesker, og sådan, så det har været svært.” Så sagde han: “Det at dele værelse med en anden og aldrig være sig selv, det er væmmeligt” sagde han. Og så ringede han jo derud til ”Solgaven”, hver gang, men der var stadig ikke plads. Og så en gang så kom der en konsulent og sagde, om jeg stadig ville derud. Så sagde jeg, det ville jeg meget gerne. ”Ja, for nu ligger De i toppen”. Men så har jeg aldrig hørt fra dem siden.
P: Men så kom du ud på?
H: Men så kom jeg ud på Borgmester Jensen. For så pludselig, da jeg lå på Finsen, så kom der en kvindelig læge. Jeg havde ellers ikke haft noget med hende at gøre, uden når hun var på stuegang, men hun havde jo altså hørt det vel, at der var sådan en, ja først kom der en sygeplejerske ind, så sagde hun: “Doktoren har en overraskelse til Dem, men jeg må ikke sige, hvad det er.” Så troede jeg jo, at jeg kunne komme på ”Solgaven”. Så jeg blev lidt skuffet, men det var der ikke noget at gøre ved. Og så kom hun selv ind, og så sagde hun: “Jeg har en overraskelse til Dem, men det er ikke helt 100% sikkert, for det kommer an på København. Det kommer an på om Frederiksberg vil betale for Dem. Men jeg kender en dame, hun har også ligget her med samme sygdom, som De, og hun starter et plejehjem, eller har købt et plejehjem derude, og hun han lovet mig at give Dem et godt stort værelse.” Og så kunne jeg jo ikke så godt sige nej til det, vel?
P: Nej, men du fik det også.
H: Det fik jeg også ja. Så var det, at Anne gik op til kommunen og spurgte, om de ville betale, og det ville de jo altså. Og nu har jeg boet der i halvandet år.
P: Og i mellemtiden blevet 91
H: Ja
P: Og det vil sige, vi er fremme til i dag pinsen 1972. Det er forrygende regn og storm, og det han det været de sidste 2 dage.
H: Ja, og jeg som skulle sidde ude i haven og lune mig, så det var ret uforskammet af vejret.